Byg et solkomfur

Opfind selv et solkomfur, som kan varme vand.
Her kan du se et eksempel på et solkomfur.

Kort om solkomfurer

Hvad er et solkomfur
Et solkomfur kan koge vand og mad ved solens stråler. Det er en supersmart opfindelse, som kan spare brænde og energi. I u-lande, hvor man tit må gå langt for at finde brænde til madbålet, er solkomfuret en meget velkommen ide.
 
Parabol
Et solkomfur består af en blank parabol, som kan samle solens stråler i ét punkt. Hvis du hænger en gryde i det punkt, bliver den så varm, at du kan lave mad. Man kalder det punkt for brændpunktet.
 
Undersøg hvordan solkomfuret virker - og prøv selv at opfinde et.
 
OBS
Store solkomfurer kan blive meget varme - så vær forsigtig - og hav en voksen med, når du arbejder med solkomfurer.
 
Kæmpestor parabol 
Her er en kæmpestor og blank parabol.
 
Brænde i brand 
Når solen står på, kan der blive så varmt i brændpunktet,
at et stykke brænde bryder i brand.
Fotos: Malene Bendix.
 

Sådan gør du

Leg med brændpunktet
Tag en lup med ud en solskinsdag. Lad solen skinne igennem luppen og bevæg den op og ned. Læg mærke til, at du kan samle solens stråler i et punkt - brændpunktet. I brændpunktet er der meget varmt. Find nogle tørre, visne blade og læg et blad ind i brændpunktet. Kan du få bladet til at ryge og brænde? Vær forsigtig, så du ikke sætter ild i noget - eller brænder fingrene.
 
Opfind solkomfur
Du skal selv opfinde, hvordan dit solkomfur skal sættes sammen - men her er nogle ideer, som du kan bygge videre på.
 
Her er et stort fold-ud solkomfur.
 
Parabol
Du skal bruge en parabol. Du kan lave en parabol selv af papmache eller karton. Eller du kan finde noget som har parabol-form. En wok? En halv fodbold? En gammel parabolantenne? En suppeske? Ja - brug din fantasi.
 
Blank overflade
Beklæd din parabol med sølvpapir - eller et andet blankt materiale, som kaster solens stråler tilbage.
 
Fundament
Lav et fundament, som din parabol kan stå på - og hvor parabolen kan drejes hen imod solen. 3 store sten på jorden kan måske gøre det.
 
Gryde
Få fat på en gryde, som kan hænge i en krog i en snor. En bålgryde er god.
 
Stativ
Byg et stativ, som gryden kan hænge fra i en snor. Gryden skal kunne hejses op og ned, så du kan hænge den præcis i brændpunktet, hvor strålerne fra solen samles.
 
Vand eller mad til gryden
Tag vand med som du kan varme i gryden. Du kan også tage te eller saft med, hvis I får det til at virke.
 
Byg solkomfur
Byg dit solkomfur. Vend det mod solen. Hæng gryden i brændpunktet. Fyld vand i gryden - og følg med i, hvad der sker. 
 
Termometer og ur
Husk et termometer, som kan tåle vand og 100 grader. Så kan du måle, hvor varmt vandet bliver - og hvor godt dit solkomfur virker. Lav evt. et måleskema som ser sådan ud:
 
Tid Temperatur Noter
     
     
     
     
     
     
     
     
     
Lav mad på solkomfur
Du kan også prøve om du kan koge et æg, en kartoffel - eller stege en pølse i brændpunktet.

Alle kan bruge ideen her - børn, unge, voksne og gamle. Hvis du er lærer, kan du bruge ideen i skolen, men du må selv tænke den ind i dit fag.