Find musegange
Lidt om mus og musegange
Mus
Der findes mange forskellige slags mus, og det er ikke helt let at hitte rede i dem. Her får du en lille oversigt over de mus, du kan møde i Danmark:
- Ægte mus
Ægte mus har lange snuder, store ører og lange haler. Til familien af de ægte mus hører i Danmark: husmus, skovmus, brandmus, dværgmus, halsbåndsmus og rotte. - Studsmus
Studsmus er runde ligesom hamstere. De har små ører, små øjne og korte haler. Til studsmusenes familie hører i Danmark: Markmus, rødmus og mosegris. - Hoppemus
Birkemusen er det eneste medlem af familien hoppemus i Danmark. Den sover vintersøvn. - Syvsover
Hasselmusen er det eneste medlem af syvsoverfamilien i Danmark. Den klatrer i træerne og sover vintersøvn i sin runde rede af græs. - Spidsmus
Spidsmusene er slet ikke mus. De er insektædere ligesom pindsvin og muldvarpe. Der er tre medlemmer af spidsmusenes familie i Danmark: Almindelig spidsmus, Dværgspidsmus og vandspidsmus.
Musegange
De fleste af musene laver gange i højt græs. Gangene er musenes stier – altså de veje, som musene bruger ofte. Gangene kan gå fra musehullet til en af musens ædepladser – eller fra det ene musehul til det andet.
Hvis der ligger sne om vinteren, laver musene gange under sneen. De forer tit deres snegange med små græsstykker, som de har bidt af. Når sneen smelter, står gangene tilbage som små tuneller. De er også lette at finde.
Du kan føle dig vej i musens gange med dine fingre.
Sådan gør du
Find musens gange
Der er altid musegange i højt græs. Hvis det er sommer, så kig i bunden af græsset - helt nede ved jorden.
Hvis det er vinter, er det også godt at kigge efter de gange, musen har lavet under sneen, lige når sneen er smeltet.
Prøv at finde en musegang – og følg den med fingrene.
- Hvor ender den og hvor begynder den?
- Hvorfor går musen der?
- Kan du finde tegn på, at musen har været der – muselort, frø eller frugter som musen har gnavet af?
- Kan du finde musens rede?