Lav julepynt af lysesiv
Lidt om lysesiv
Ved juletid står lysesiv stadig nogenlunde grøn. Lysesiv er en siv, der vokser i store grønne tuer hvor der er lidt vådt i skoven, i moser og våde enge. Hvis du skærer dig et bundt lysesiv, kan du bruge dem til mange forskellige slags julepynt. Sorter bundtet, Du skal bruge de grønne.
Lysesiv og knopsiv
Lysesiv er nem at forveksle med knopsiv, som også vokser i tuer i skoven. Du kan kende forskel ved at mærke på strået. Hos lysesiv er strået glat. Hos knopsiv er det riflet. Du kan også se forskel på blomsterstanden - den dusk af blomster der sidder på midten af strået. Hos lysesiv er den udspærret - hos knopsiv sidder blomsterne tæt - i en knop.
Her er en tue af lysesiv. De vokser hvor jorden er lidt våd. Selvom vintervejret er lidt trist, så er sivene knaldgrønne - og rigtig gode at flette hjerter og kranse af. Foto: Malene Bendix.
Sådan gør du
Julehjerte eller krans
Du skal bruge 3 lysesiv, noget rødt uldgarn eller sejlgarn + en nål og hvid sytråd.
- Bind 3 siv sammen i den ene ende, så du har styr på dem, når du skal flette.
- Flet sivene til en fletning på 10 - 20 cm.
- Hvis du vil lave et hjerte, bukker du fletningen sammen på midten og former hjertet. Tag de to gamle stykker uldgarn af, bind enderne sammen med et nyt stykke og klip dem pænt af. Med hvid sytråd og en nål kan du sætte en hvid strop i hjertet, så det kan hænge på juletræet, eller hvor du vil have det.
- Hvis du vil lave en krans, former du en cirkel af fletningen i den størrelse du vil have kransen - og binder enderne sammen med et nyt stykke rødt uldgarn. Skær enden af sivene pænt af. Du kan sætte en strop i af hvidt sytråd, så kransen kan hænges op.
Julebuk
- Skær cirka 50 lysesiv i et bundt.
- Bind to stykker rødt udtråd om bundtet.
- Buk den forreste halvdel nedad og del det til to forben. Bind et stykke rødt uldgarn om hvert ben.
- I forenden bruger du resten af stråene til hals. Bind en uldgarn om hvor halsen stopper. Flet to fletninger til horn - og buk resten af stråene om til hoved. Bind rødt garn omkring mulen.
- I bagenden skal du bruge lidt over halvdelen af stråene til bagben - resten fletter du opad til en hale.
Måtte
- Lysesiv kan også bruges til at væve små måtter. Prøv først med 4 - 5 siv på hver led. Hvis det lykkes kan du tage flere siv ind.
- Hvis du vil afslutte måtten på en måde, så den ikke går op, kan du binde de siv, der stikker ud, sammen to og to med sejlgarn eller bast, før du skærer dem af.