Sid stille ude

Sid helt stille ude i naturen - og se hvad der sker. Udesidning.
Ida fra Sophienborgskolens udeskole på yndlingsstedet. Foto: Malene Bendix

Kort om aktiviteten

Det her er let. Find et dejligt sted i naturen. Sæt dig godt tilrette op ad et træ - og sid helt stille. 

Sådan gør du

Find et dejligt sted i naturen. Det kan være i en skov, ved en sø, ude ved havet, i en park - eller et helt andet sted. Det vigtigste er, at du kan være helt alene.

  • Sæt dig ned - fx op ad et træ - og sid helt stille.
  • Luk øjnene lidt og prøv at falde ind i naturen.
  • Lyt til verden. Hvad kan du høre?
  • Snus ind. Hvad kan du lugte?
  • Føl efter. Hvad kan du mærke?
  • Slip det hele - og sid bare stille.

Kig på liv
Efter 5 - 10 minutter kan du åbne øjnene forsigtigt - uden at røre resten af kroppen. Kig dig omkring med øjnene - måske kan du se dyr, som ikke har opdaget dig.

Fortæl
Hvis I er flere, kan I finde jer hver sit sted - og sætte jer med 20 - 30 meters afstand. Når I har siddet stille en halv times tid, kan I mødes og fortælle hinanden, hvad I oplevede. Her er et par eksempler:

Fortælling 1
Franz Holmberg er jæger. Han har en cammouflage-dragt, som gør ham helt usynlig, når han er i naturen. En dag tog han den på - og satte sig ud i skoven op ad et træ. Da han havde siddet helt stille i 10 minutter, kom flere dyr frem. Bl.a. en guldspurv med unger. Én af dem fløj hen og landede på Franz´s skulder.

Fortælling 2
En forårsdag, da jeg var ude at løbe i skoven, fik jeg pludselig lyst til at sidde lidt i solen. Jeg satte mig op ad et gammelt træ og lukkede øjnene. Da jeg åbnede dem efter 10 minutter, stod der et rådyr og spiste anemoner 20 meter borte. Jeg sad helt stille - og rådyret opdagede mig ikke. Det spiste glad videre og kom nærmere og nærmere. Til sidst var det 8 meter fra mig. Pludselig kiggede det direkte på mig med meget store smukke øjne og ørerne lige ud til siden - og så sprang det væk. 

Alle kan bruge ideen her - børn, unge, voksne og gamle. Hvis du er lærer, kan du bruge ideen i skolen, men du må selv tænke den ind i dit fag.