Æg
Her kan du læse mere om fugleæg og hvad de består af.
Her kan du finde viden om fuglenes æg. Klik på det du vil læse om:
Hvad er et æg?
Fugle lægger æg. Det gør krybdyr, padder, fisk og mange hvirvelløse dyr også - men her kigger vi kun på fugleæg.
Hvad er hvad i et æg
Du kender sikkert et hønseæg. Måske er det en hjælp at undersøge sådan et - og evt. slå det ud i en kop - når du har læst beskrivelsen her.
Alle fugleæg er grundlæggende bygget op ligesom det og består af tre dele:
- Skal
- Hvide
- Blomme
Hvad er hvad i et æg ?
Av min æggeskal
Alleryderst sidder æggeskallen. Den er lavet af kalk og er fuld af mange tusinde bittesmå huller. Man siger at skallen er porøs. Gennem hullerne kan der trænge ilt ind til det lille fuglefoster - og CO2 og andre gasser kan trænge ud gennem æggeskallen.
Skallen har flere funktioner:
a. Den pakker ægget ind
b. Den sørger for at der ikke fordamper for meget vand fra ægget
c. Den hindre bakterier og andre mikrober i at trænge ind i ægget
d. Den sørger for at gasser som ilt, CO2 osv. kan trænge ud og ind.
Æggeskallen kan have forskellige farver. Grundfarven er hvid - men hver art har æg med specielle farver, prikker og mønstre.
Det kræver kræfter at lægge et æg. Derfor lægger hunfuglen dem ofte ud med 1 døgns mellemrum. De fleste fugle begynder først at ruge på deres æg, når de har lagt dem alle sammen. Hvis reden er åben, er det derfor vigtigt, at æggene har en farve som gør æggene usynlige for æggetyve.
Fugle som spætter, natugler og kirkeugler yngler i hule træer og andre steder, hvor deres æg ikke ligger frit fremme. De lægger ofte hvide æg - måske også for, at de selv kan finde dem i mørket.
Skalhinder
Hvis du har prøvet at pille et hønseæg, så ved du, at lige under skallen er der en hinde - ja der er faktisk to. De gør det samme som skallen, altså sørger for at beskytte det mod stød og bakterier.
Æggehvide
Æggehvide er den klare geleagtige masse, som ligger omkring ægget.
Hviden gør flere ting:
a. den regulerer varmen for den lille kyllingefoster
b. den sørger for at fugtigheden er tilpas
c. den forhindrer bakterier i at trænge ind til æggeblommen, bl.a. med enzymer der nedbryder bakteriernes cellevægge.
Æggeblomme
Æggeblommen er faktisk én eneste celle. Cellens kerne er en lille plet som ligger udvendig på blommen. Den kalder man for kimpletten. Hvis ægget er befrugtet, vil den udvikle sig til en kylling.
OBS
Husk at vaske fingre, når du har haft fat i æg.