Find dit træ
Lidt om aktiviteten
Du har fem sanser. Du kan se, høre, lugte, smage og føle. Specielt synet er vigtigt for os mennesker. Legen her får dig til at opleve et træ med de andre sanser – og viser hvor meget du egentlig kan opfatte med dem.
Sådan gør du
Gå sammen to og to. Den ene er den blinde. Han/hun får bind for øjnene. Den anden er lederen. Lederen fører den blinde hen til et træ (gerne ad en omvej). Træet må ikke være længere væk end at man kan se det fra startstedet.
Den blinde skal nu lære sit træ at kende ved at føle på det, lugte til det, osv. Når den blinde er færdig med at undersøge træet, bliver han/hun ført tilbage til startstedet – igen ad en omvej. Nu kan den blinde tage tørklædet af og se, om han/hun kan genkende sit træ. Bagefter kan I bytte roller.