Interview en træmand

Besøg en håndværker der arbejder med træ, og find ud af hvad han laver og hvordan han bruger træ. Lav interview og skriv en artikel.
Louise Campbell stol Lotus.

Formål

  • At eleverne oplever en håndværkers hverdag.
  • At eleverne sætter sig ind i andre menneskers måde at leve på.
  • At eleverne formulerer spørgsmål, og opfanger svarene korrekt.
  • At eleverne lærer at referere en samtale på skrift.
  • At eleverne skriver en artikel til et blad.
  • At eleverne lærer noget om træ og træhåndværk.
     

Forberedelse

Lav en aftale med en tømrer, snedker, savværksejer, møbelfabrikant, bådebygger, træskærer eller en anden der arbejder med træ. Der er sikkert en i forældregruppen der kan etablere kontakt, ellers må du ud og finde en virksomhed i jeres område. Se også idekataloget "Skoler ud på trævirksomheder" som kopiark i højre margin.
 

Sådan gør du

I klassen
Hjemme i klassen fortæller du eleverne, at de skal besøge en træmand, fx en tømrer. I tager en runde, hvor eleverne fortæller hvad de ved om en tømrers arbejde. Skriv stikord op på tavlen.

Research i grupper
Dernæst diskuterer I hvad det kunne være spændende at spørge en tømrer om. Det vil være oplagt at diskutere i mindre grupper. Grupperne kan søge mere viden om tømreren og hans arbejde gennem opslagsbøger og Internet (research). Det kan også hjælpe til at finde spørgsmål.

Fordel spørgsmål
Samlet gennemgår I gruppernes spørgsmål, og aftaler hvem der spørger om hvad. I skal også arbejde lidt med, hvordan man stiller et spørgsmål (se Baggrund). Lad hver gruppe skrive deres spørgsmål rent på papir, når I har fundet frem til den endelige formulering.

Noter og stikord
Sørg for at hver elev har en blok eller andet at tage noter på. Gennemgå med eleverne, hvordan man kan tage stikordsnoter.

Fotografer
I skal også diskutere hvilke billeder det ville være godt at illustrere interviewet med – og fordele rollerne som pressefotografer.
 

B: På virksomheden

Rundvisning
På virksomheden eller værkstedet viser håndværkeren jer rundt, så I får et indtryk af arbejdsgangene, maskinerne, værktøjet og de øvrige medarbejdere. Husk at fotograferne skal tage gode billeder af arbejdet. Eleverne skal også tage noter undervejs.

Spørgsmål
Efter rundvisningen sætter I jer i et roligt hjørne, og stiller håndværkeren de spørgsmål I har forberedt hjemmefra + alle de spørgsmål der helt automatisk dukker op efter at I har set arbejdspladsen, og efter at I har hørt svarene på de forberedte spørgsmål. Giv jer tid til at notere svarene efter hvert spørgsmål.

Tag et par billeder af håndværkeren, af det han laver – og af jer selv på fabrikken. Sig pænt farvel og tak, og lov at sende en kopi af jeres artikel.

I klassen
Hjemme i klassen kan I skrive artiklen på flere måder afhængig af elevernes niveau og lyst:

  • Alle skriver én stor artikel sammen.
  • Hver gruppe skriver en artikel.
  • Hver elev skriver sin egen artikel.

Flere artikler om det samme besøg, kan være meget lærerigt, eftersom grupperne sikkert vil vælge forskellige overskrifter, formuleringer og illustrationer.

Artiklens udformning
Her er et forslag til hvordan I kan skrive artiklen:

  • Skriv først en kort beskrivelse af værkstedet/virksomheden – og af det de laver.
  • Formuler de spørgsmål og svar i har noteret på en måde, så rækkefølgen bliver forståelig for læseren.
  • Og lav så en god afslutning. Det kan f.eks. være oplysninger om hvor mange håndværkere af samme type der er i jeres by, og hvilken betydning de har for byen. Hvor gammel er virksomheden? Bliver der flere eller færre af den slags virksomheder? Og sådan noget.
  • Artiklen forsynes med billeder og billedtekster.
  • Der skal også laves overskrift, underrubrik og mellemrubrikker.
  • Til sidst skal det hele sættes flot op på computer – eller med saks og lim.

Produkt
Det hele "sælges" til lokalavisen eller sættes på opslagstavlen. Som minimum kan I lave en lille avis til forældrene. Husk at sende et eksemplar til den virksomhed/træmand I besøgte.
 

Baggrund

Spørgeteknik
Interview betyder "at se ind i". I laver interview, for at se ind den træmand I besøger – velsagtens for at blive klogere på hvad han laver, hvordan han gør det – og hvorfor.

Hvis I gerne vil have jeres træmand til at fortælle af karsken bælg, så gælder det om at stille spørgsmål på en måde, så han ikke kan lade være. Her kommer en lille klamamse om, hvordan man spørger, så man får gode svar.

1) Stil åbne spørgsmål
Åbne spørgsmål er hv-spørgsmål – altså spørgsmål der starter med et hv-ord som hvordan, hvorfor, hvem, hvad, hvornår, hvor, hvilken. Hv-spørgsmål har den fordel at de åbner for længere svar, i modsætning til lukkede spørgsmål som er spørgsmål man kun kan svare ’ja’ eller ’nej’ på.

Spørger I f.eks. jeres tømrer ’Kan du lide dit arbejde?’, er der stor sandsynlighed for at I vil få svaret: ’Ja!’. Det kan I ikke bruge til ret meget. Spørger I i stedet: ’Hvorfor kan du lide at være tømrer?’ får I med garanti en længere forklaring om de gode sider ved at arbejde med træ, og møde forskellige mennesker, og løse forskellige udfordrende opgaver osv.

Efter en sådan forklaring er det oplagt at spørge om der ikke også er nogen dårlige sider ved at være tømrer. Hvordan undgår man svaret ’Jo!’. Naturligvis ved at spørge: ’Hvad er det mest trælse ved at være tømrer?’.

2) Stil uddybende – og spontane spørgsmål
Det er godt at have forberedt nogle spørgsmål hjemmefra, men pas på ikke at blive for bundet af de forberedte spørgsmål. Det er vigtigt også at få svar på de spørgsmål, der dukker op i løbet af interviewet.

Hvis der er noget af det tømreren fortæller, som I ikke rigtigt forstår, så stil uddybende spørgsmål indtil I forstår det.

Tit kan et uddybende spørgsmål bare være gentagelsen af et enkelt ord. Hvis tømreren f.eks. fortæller: ’...så snappede jeg fukssvansen og savede det tredie bordben af....' - og I er i tvivl om hvad en fukssvans er - så gentager en af jer bare ordet 'Fukssvans???' - så skal han nok forklare hvad han mener.

3) Stil kun ét spørgsmål ad gangen
Det er let at komme til at stille to – eller flere – spørgsmål på en gang. Men det virker forvirrende. Interviewpersonen kan ofte ikke rumme alt det i hovedet på en gang – og vil enten kun besvare det ene spørgsmål – eller slet ingen.

4) Spørg konkret
Jo mere konkret I spørger – desto mere konkret bliver det svar I får. Hvis I f.eks. gerne vil høre om, hvad tømreren laver i løbet af en dag – så kan I enten spørge "Hvad laver du i løbet af en helt almindelig dag?" – så vil I få nogle generelle overvejelser over, hvad en helt almindelig dag kan indeholde. Hvis I i stedet spørger: ’Hvad lavede du i går?’ – så er det til at huske og forholde sig til.

5) Her er en række spørgsmål til inspiration

  • Hvad er det at være tømrer?
  • Hvorfor blev du tømrer?
  • Hvad består dit arbejde i? / Beskriv en helt almindelig arbejdsdag.
  • Hvad er det bedste ved at være tømrer?
  • Hvad er det værste ved at være tømrer?
  • Beskriv det sjoveste du har været ude for i forbindelse med dit arbejde.
  • Beskriv det farligste du har været ude for i forbindelse med dit arbejde.
  • Hvad er det gode ved at arbejde med træ?
  • Hvad kan træ som andre materialer ikke kan?
  • Hvad er det dårlige ved at arbejde med træ?
  • Hvordan laver man et tag?
  • Hvad vil du råde dit barn – eller os – til at blive når vi bliver store? Hvorfor?
     

Interviewets fire faser

Når I skal lave et skriftligt interview vil I arbejde med følgende fire faser:

  • Ide
    Hvad skal interviewet handle om? Hvem skal I interviewe?
  • Research
    Undersøgelse af det emne I vil lave interview om, så I kan stille gode spørgsmål.
  • Interview:
    Selve mødet med interviewpersonen og hans omgivelser. Spørgsmål stilles – svar noteres – billeder tages.
  • Artikelskrivning
    Skriv skriv - se ovenfor
  • Opsætning
    Sæt artiklen flot op grafisk med fotos, tegninger mv.
     

Om artikler – og hvordan man bygger dem op

Opbygning
En artikel bygges normalt op på følgende måde:

  • Overskrift 
    Skal med få ord beskrive indholdet i artiklen. Skal være så spændende at folk gider læse artiklen.
  • Underrubrik 
    Kort tekst der uddyber hvad artiklen handler om.
  • Mellemrubrikker 
    Teksten bliver mere indbydende og lettere at læse, når den er opdelt i kortere afsnit med hver deres mellemrubrik.
  • Billedtekster 
    Ofte er billedteksterne det første og eneste folk læser af en artikel. Derfor er det vigtigt at disse er interessante.
  • Brødteksten 
    Er selve artiklen. Skal starte med noget spændende der fanger læseren og bringer ham ind i situationen – en beskrivelse af værkstedet f.eks., eller lyden fra en maskine. Så kommer selve interviewet med tømreren. Artiklen kan evt. slutte af med mere generelle faktuelle oplysninger: Hvor mange håndværker er der af den slags i byen. Bliver der færre eller flere. Hvordan bliver man tømrer. Osv.
     

Båndoptager eller ej

Notater er også gode
Det er nærliggende at optage interviewet på bånd. På den ene side letter det arbejdet med at notere. På den anden side går det lidt ud over koncentrationen om at lytte efter. Båndene skal også gennemlyttes og renskrives når I kommer hjem. Vurder selv hvad I vil bruge.

Vi har ikke fået lagt Fælles Mål ind her. Hvis du synes de mangler, er du velkommen til at sende de relevante mål til skoven-i-skolen@nst.dk. Så lægger vi dem ind.