Lys af bivoks

Se her, hvordan du laver lys af bivoks - og lær om bier og voks.
Her kan du se de sekskantede celler som bierne laver af bivoks. Foto: Malene Bendix.

Kort om bivoks og lys

Vidste du, at bier laver deres egen voks? Og at du kan bruge bivoks til at lave lys af?
 
Bivoks
Som du måske ved, så lever bier i hule træer eller i de bihuse, som biavlerne giver dem. I de hule træer bygger bierne selv plader af bivoks. På hver side af pladen bygger de sekskantede huller - cellerne. I de sekskantede celler gemmer bierne deres honning. Det er også her dronningen lægger æg, som klækkes til larver, som bliver passet og plejet til de forpupper sig - og til sidst bliver til voksne bier.
 
Nå, men tilbage til bivoks. Bivoks bliver lavet af de unge bier i bistadet. De kan svede voks ud som små kager mellem led på deres bagkrop. Det er den voks, bierne bygger deres bo af.
 
Plader af kunstigt bivoks
Her er hele plader og strimler til små lys.
Foto: Malene Bendix.
 
Kunstige vokstavler - af ægte bivoks
Det koster en del energi at lave bivoks - og hvis bierne selv skal lave voks til hele deres bo, så bruger de energien på det - og så får biavleren mindre honning. Derfor giver biavleren bierne nogle kunstige vokstavler. Tavlerne er lavet af naturligt bi-voks, som er præget med cellernes sekskantede mønster.
 
Det er de vokstavler, du kan lave lys af.
 
Bi-kasse med tavler
Her kigger vi ned i en biavlers kasse - og ser nogle af de tavler, som bierne bor i. I en af tavlerne har bierne selv bygget voks op. I de andre har biavleren sat kunstigt voks ned til dem. Foto: Malene Bendix.

Sådan gør du

Varm bivoks op
Det første du skal gøre er, at varme vokspladerne op. Læg dem i en bunke - og pak dem ind i et håndklæde. Læg pakken i solen, på en radiator - eller læg dem i ovnen ved 45 - 50 grader. Voksen skal lune i cirka 1/2 time.
 
Når vokspladerne er lune, tager du dem med hen til det bord, hvor du skal rulle lys. Tag en voksplade ud og pak håndklædet omkring de andre plader, så de holder sig lune.
 
Bivoks i ovnen
Du kan varme bivoks forsigtigt i ovnen ved 50 grader.
Foto: Malene Bendix.
 
Skær plader ud
Du kan lave lys i mange former. :
  • Hvis du bare ruller en hel plade, så får du et højt tyndt lys.
  • Du kan skære en plade i smalle strimler på langs - så får du et lille lys.
  • Du kan også skære en plade på skrå - så får du et spidst lys. 
Det mest almindelige er høje spidse lys, som er cirka 2 cm tykke - og små fyrfadslys som bliver 2,5 cm tykke. Til dem skal du bruge væge nummer 6. Der bliver to spidse lys - og 7 små lys af en voksplade (norsk mål).
 
Væger
Her kan du se, hvilken væge du skal bruge til hvilke lys
 
Lysets tykkelse Væge nummer
1 cm (julelys, kærter) 2
2 cm 4
3 cm 6
5 cm 8
6 cm 9
7 cm 11
8 cm 14
 
 
Lav et lys
 
a. Klip vægen lidt længere end selve lyset.
 
Skær pladen til og mål vægen op
 
b. Tryk vægen fast i vokspladen, helt ude ved kanten. Du kan evt. lave kanten, ved at bukke én række celler ud over bordkanten.
 
Buk kanten om bordkanten
 
c. Pak vægen ind, idet du trykker voksen fast om vægen.

Pak vægen ind

d. Rul, så stramt du kan, ud mod vokspladens kant - eller mod strimlens ende...
..og vupti, har du et lys.
 
Lys
 
e. Du kan klemme kanterne ind og rette lyset ved at rulle det lidt ekstra på bordet.
 
Hvis du holder dit lys op mod vinduet, kan du se, om det er rullet stramt nok. Der må ikke skinne lys igennem. Hvis der gør det, må du rulle lyset op igen - og rulle det lidt strammere.
 
Lille lys
Du kan lave et lys af en smal strimmel bivoks. Se på billederne hvordan:
 
Buk kanten
 
Rul lille lys - rul
 
Lille lys
Rul det lille lys og sæt det på en tallerken eller i et brugt fyrfad.
Foto: Malene Bendix.
 
Pak ind
De spidse lys knækker nemt. Du kan pakke det ind i et par stykker avispapir - og sætte en elastik rundt om.
 
Pak ind i en avis
 
Det lille lys, putter du bare i lommen. Hjemme kan du stille det i en brugt fyrfad fra et fyrfadslys - eller på en underkop.
 
Lys med honningduft
Når du brænder dit lys derhjemme, så prøv at snuse ind. Bivoks-lys giver en dejlig duft i stuen - og de renser luften, hvor mange andre lys forurener luften.

Alle kan bruge ideen her - børn, unge, voksne og gamle. Hvis du er lærer, kan du bruge ideen i skolen, men du må selv tænke den ind i dit fag.