Kronhjort (Cervus elaphus)

Her kan du læse om kronhjorten. Hvordan den ser ud, hvad den spiser, om dens kalve, om jagt - og meget mere.

Kronhjort (Cervus elaphus)

Klik på det, du har lyst til at læse om:

Vidste du
Fakta om kronhjorten
Kronhjortens liv
Kronhjorten får kalv
Kronhjorten, mennesket og jagt

Vidste du

at kronhjorten er vores største hjorteart
at kronhjorten er det største af de vilde dyr i Danmark, der lever på land.
at du kan se kronhjorte i Dyrehaven nord for København – og mange steder i Jylland.

Fakta om kronhjorten

Kronhjorten er den største og flotteste af de hjorte vi har i Danmark. En voksen han (hjort) er med sine 150 kilo og 1,50 meter i skulderhøjde et imponerende syn, især når den har gevir. Hinderne (hunnerne) bliver ikke så store - og de har aldrig gevir.

Tabel
Her er en tabel der viser mål og vægt i gennemsnit for kronhjorte. Skulderhøjden finder man ved at måle, hvor langt der er fra forbenets fod til forbenets skulder.

*Kronhjort (Cervus elaphus)*	Fakta
Skulderhøjde (dvs. højde fra forbenets klov til skulderen) (cm)	Hjort (han): op til 150 cm Hind (hun): Lidt mindre
Vægt (kilo)	Hjort (han): 100 og 230 kg Hind (hun): 80 – 120 kg
Antal kalve i et kuld	1
Kønsmoden hind	1 ¼ år
Bestand i Danmark	8000 dyr i 2002. Bestanden er voksende.
Jagttid (2007)	Hjorte: 1. september - 31. januar Hind og kalv: 1. oktober - 31. januar
Jagtudbytte pr. år	Omkring 3400 krondyr

Pels

Både hjorte og hinder har rødbrun pels om sommeren - og gråbrun pels om vinteren. Du kan se en hjort i sommerpels ovenfor - og hinder i vinterpels nedenfor.

En flok hinder i vinterpels. Foto: NaturGrafik.dk

Spejlet
Hvis du ser en kronhjort bagfra, kan du se det man kalder spejlet. Det er kronhjortens hale og bagende. Alle vores hjortearter har en speciel tegning på spejlet. Kronhjortens spejl er lyst gulligt, omkranset af brune og sorte hår. Kronhjortens hale, der hænger ned midt på spejlet, er lysebrun. Farven er er et kendetegn. De tre andre hjortearter vi har i Danmark har sorte og hvide spejl. Du kan se de forskelige hjorte spejl på tegningen.

De fire hjortearter og deres kendetegn. Tegning: Eva Wulff.

Advarsels-spejl
Når en kronhjort bliver skræmt, spreder det de lange hvide hår på spejlet, så det bliver dobbelt så stort. Det virker som et advarselssignal til andre dyr om, at der er fare på færde - og gør det let for de små kalve at følge efter deres mor, når hun flygter.

Spor
Kronhjortens klov-spor er kæmpestore. De største er så store som hælen på en voksen mands gummistøvle. Her kan du se et klovspor.

Spor efter kronhjort. Tegning: Eva Wulff.

Sportegn

Kronhjorte efterlader som de andre hjorte-arter mange forskellige sportegn. De gnaver i bark og grene, fejer deres gevirer, skraber i jorden, laver stier (eller veksler som det også kaldes) og meget andet. Du kan læse meget mere om hjortespor og hvordan du kan finde og kende dem i naturen i aktiviteten "Hjortespor".

Se en kronhjort

Hvis du vil se en kronhjort, og bor i nærheden af København, er det en god ide at tage ud til Dyrehaven ved Klampenborg. Her er der masser af kronhjorte - og de er så vant til mennesker, at du kan kigge på dem og undersøge hvordan de ser ud og lever. Ellers findes der flest kronhjorte i Jylland. Her kan du også se dem – men her er de sjældent så tamme, så her må du tidligt op og sidde ganske stille i skjul et sted hvor du ved de kommer.

Forekomst og udbredelse

I Danmark har vi i dag omkring 10.000 kronhjorte. De findes først og fremmest i Jylland og i Nord- og Vestsjælland (bl.a. Dyrehaven ved Klampenborg). På Fyn er der ikke rigtig nogle.

Kronhjorten er udbredt i det meste af Europa, i Nordafrika, Centralasien, Fjernøsten og i Nordamerika.

Kronhjortens liv

Levested
Oprindeligt lever kronhjorten ofte i åben løvskov – men i Danmark træffes de mest i nåleskov. En flok kronhjorte bevæger sig meget og lever på et stort natur-område.

Flokdyr
Kronhjorten er et flokdyr. Hinderne (hunnerne) går i en flok sammen med kalvene og de unge dyr. De har en førerhind. Det er en gammel, klog hind, som kender de gode græssteder og ved hvor flokken kan skjule sig. Det er også førerhinden der bestemmer, hvornår en fare er så stor, at flokken skal flygte. Hinderne får lov at græsse på de bedste steder med mest næring.

Hjortene (hannerne) lever i mindre flokke. I deres flok er der ingen leder - dvs. hannerne følger ikke efter en bestemt hjort, hvis de bliver skræmt osv - men der er rangorden. De største og stærkeste hanner får lov at æde de bedste steder osv. De unge hjorte, der lige er kommet til flokken fra deres mor, er nederst i hierarkiet. I hjortenes flok er der hele tiden kamp om, hvem der er højest i rangordenen. Hjortene truer hinanden med gevirer og tænder - og tager gerne små kampe, hvis de skal finde ud, af hvem der er den stærkeste. Den der taber en kamp, vil altid vige tilbage, når de to hjorte mødes.

Om foråret taber de ældste hjorte deres gevir før de yngre hjorte - og så bliver der lavet om på rangordenen. Det varer lige indtil de yngre hjorte også taber deres gevir.

Føde
Kronhjorte er planteædere og drøvtyggere, som alle andre hjorte. Om sommeren lever de først og fremmest af græs og urter, som de finder i åbne områder. Græs-arterne bølget bunke, mosebunke og rød svingel er meget vigtig føde. Men kronhjorten kan også godt lide skud af nåletræer og lyng, blade, knopper, bark og træfrø som bog, agern og kastanje - og så spiser de lav og svampe. På markerne æder kronhjorten korn og roer. Der kan du se den stå og gumle som skygger i sommernatten.

Om vinteren er det meget sværere at finde føde. Da lever kronhjorten først og fremmest af skud af nåletræer som rødgran, ædelgran, bjergfyr, skovfyr og enebær – og af dværgbuske som lyng, blåbær og tyttebær og af græs.

Kronhjorten kan også skrælle barken af træerne. Forestil dig, hvordan den tager fat i den nederste del af barken med fortænderne i undermunden - og med et mægtigt ryk med hovedet river lange flager af.

Om foråret stiger saften i træerne. Den løber lige indenunder træernes bark. Derfor sidder barken lidt løs. Hvis en kronhjort så går i gang med at skrælle, kan den fjerne så meget bark, at det kan slå et træ ihjel. Derfor er skovens folk ikke altid allerbedste venner med kronhjortene. De sørger for, at der ikke kommer alt for mange ved at skyde nogle af dem - og du vil tit støde på indhegninger omkring nyplantede træer i skoven.

Om vinteren skraber kronhjorten også i skovbunden efter anemonernes jordstængler, der er fulde af næring. (Du kan selv prøve at skrabe nogle frem under de visne blade i en bøgeskov om vinteren). Hvis bonden har glemt nogle roer på marken, går kronhjorten også gerne derude og gnaver i de store rødder. Her kan du finde både spor af klove og bidemærker efter store tænder.

Her er en ruddel af kronhjorte i modlys. Foto: NaturGrafik.dk.

Kronhjorten får kalv

Om efteråret – i august eller september – kommer kronhjorten i brunst. Det betyder at hjorte og hinder bliver parat til at parre sig og få kalve. På det tidspunkt har både hjorte og hinder spist hele sommeren – og de er sunde og stærke. Det får især hjortene (hannerne) brug for.

For hver hjort gælder det om at tiltrække så mange hinder som muligt, så han kan få så mange kalve som muligt - og dermed sikre sine gener en god plads i den næste generation. De stærkeste hjorte (hanner) samler så mange hinder omkring sig, som de kan forsvare. De hanner kalder man for pladshjorte. En pladshjort skal holde styr på rigtig meget.

Først og fremmest skal han holde sin flok af hinder samlet – og hver gang en hind i flokken kommer i brunst, skal han skynde sig at parre sig med hende. Det kan være hårdt nok. Men rundt omkring hans harem lusker hele tiden andre hjorte, der vil gøre alt for at få lov at bortføre nogle af hinderne – eller bare hurtigt parre sig med dem. De skal jages væk – og det gør pladshjorten ved at puste sig op, vise sig frem, brøle, skrabe i jorden med forben og gevir, løbe efter rivalerne, søle sig til ved at rulle sig i mudderhuller af jord den selv har trampet op og blandet med tis og sæd – og udkæmpe drabelige gevirkampe med enhver der nærmer sig hans hinder.

Mens pladshjorten er pladshjort spiser han nærmest ingenting. Hinderne bliver ved at komme i brunst én efter én frem til december måned – og ofte må selv den stærkeste pladshjort give fortabt på et tidspunkt og overlade sin flok af hinder til den stærkeste af de andre hjorte. Måske er det godt nok at der kommer lidt flere fædre i spil.

Drægtighed
En kronhjortehind er drægtig i cirka 8 måneder (234 dage). I juni måned føder hun en kalv. Den lille kalv kan rejse sig lige når den er blevet født - og fra da af følger den efter sin mor. Mor og kalv kan kende hinanden på lugten - og de har også særlige lyde som de kalder på hinanden med.

En helt spæd kalv af kronhjort. Foto: Søren Fodgaard.

Når kalven er blevet omkring 1 år får hinden den næste kalv - og før hun skal føde jager hun kalven bort med spark. Men senere kan den store kalv få lov at gå med moderen igen - og hvis det er en hind at være med i flokken.

Den unge hind kan blive drægtig når den er 1 ¼ år.

Kronhjort, mennesker og jagt

Mellemistid
Allerede i den varmeperiode, der lå før sidste istid, mellemistiden, levede der kronhjorte i det område der senere blev til Danmark. Faktisk levede dådyret også her i den periode – men det kom først tilbage, da det blev indført af mennesker i middelalderen.

Stenalder
I ældre stenalder (11.000 – 3900 f.Kr.) var kronhjorten sammen med rådyret et vigtigt bytte for stenalder-jægerne. Man har fundet masser af knogler i moser og bopladser fra den tid.

Ud over kødet, brugte stenalder-menneskene også mange andre dele af kronhjorten. Skindet blev brugt til tøj og til telte og både. Knogler og gevir brugte man til at lave redskaber af, som f.eks. økser, fiskekroge, dolke og stokke. Tænderne blev også brugt til smykker.

Udryddet og genopstået

I mange år havde vi altså kronhjorte over hele Danmark. Men de åd korn og roer på markerne - og gik ind i haverne, hvor de trampede rundt og spiste gulerødder og rødbeder. De gnavede også bark og knopper af træer og buske - og folk var rigtigt trætte af dem. Det var kun Kongen og adelen som måtte gå på jagt efter kronvildt, så almindelige mennesker fik ikke andet end besvær ud af den store bestand. Til sidst besluttede kongen i 1799 at alle krondyr udenfor Jægersborg Dyrehave skulle skydes - og cirka 100 år senere – i slutningen af 1800-tallet - var der kun få dyr tilbage i Danmark – de fleste i Jylland.

I dag har bestanden af oprindelige dyr i Jylland vokset sig meget stor – og den indførte bestand i Nordsjælland er også stor.

Jagt

Kronhjorten er mægtig stor og spændende at gå på jagt efter. I Danmark bliver der skudt mere end 3000 dyr om året. Du kan se jagttider for kronhjort på Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside.

Man jager krondyr om efteråret og vinteren, når kalvene er ved at være store. Hjortene (hannerne) har jagttid fra 1. september til den 31. januar. Hinder og kalve har jagttid fra 1. oktober til den 31 januar.

Jagt og brunst

Når kronhjorten og dåhjorten er i brunst er kødet uspiseligt. Alle de hormoner, der raser omkring i dyrets krop giver en dårlig smag. Det er altså ikke mudder fra sølehullet og urin der lugter i selve kødet. Når dyrene brækkes op er det dog vigtigt at man skærer slagene af, uden at de er i kontakt med kødet. Slagene på brunsthjorte er de sorte hår under bugen.

I Jylland er det en stående vits, at man ikke spiser brunsthjorte, men sender dem til København, hvor de bliver solgt på de finere spisesteder. De der ikke gør det, kan istedet hakke hele dyret i spegepølser...de såkaldte pølsedyr. Når pølserne er koldrøget kan kødet godt spises.

Smukke ord om kronhjorten
Kronhjorten er et stateligt dyr. Her beskriver Torben Hansen sin oplevelse af en kronhjort:

”I en lysning står et pragt-eksemplar af en kronhjort på ti år, velvinklet og dyb er kæmpen … En mægtig krone pryder det stolte hoved. Som svære egegrene løfter sig stænger og sprosser i et stærkt sekstenenders gevir, fejet rent for hver trævl af sensommerens lodne bast. … Som det smukkest tænkelige monument for skoven står hjorten og udstiller sine to hundrede kilo for solen.

(Torben Hansen, fra ”Folk og fauna” af V. J. Brøndegaard).