Astronomi om natten
Se på stjerner med håndkikkerter og teleskoper - og lær stjernehimlen at kende.
Kort om forløbet
For mange børn - men også for mange voksne - er stjernehimlen en rigtig mørk nat en helt ny og ukendt verden. Med det blotte øje kan man se stjernebilleder, satellitter, mælkevejen, månen og de store planeter. I en almindelig håndkikkert dukker der nye overaskende ting op - og har man et lille teleskop bliver det helt vildt!
Formål
Eleverne skal med egne øjne se de forskellige himmellegemer og fænomener.
Forberedelse
- Find et godt sted udenfor byen, hvor I kan være i fred for gadelys og andet kunstigt lys.
- Find en aften, hvor himlen ikke er overskyet.
- Slå op i almanakken eller googl dig frem til, hvilke planeter, der er synlige på himlen, samt hvornår månen står op og hvilken fase, den er i. Måneskin kan være meget fint, men ødelægger også muligheden for at se mere svage ting på himlen, som f.eks. Mælkevejen.
- Skaf kikkerter og teleskoper.
Sådan gør du
Kig stjerner
Gå ud et sted, hvor der er godt udsyn til himmelrummet. Tag kikkerterne med, men vent med at udlevere dem til de er kølet ned til udendørstemperatur - ellers dugger de!
Gå ud et sted, hvor der er godt udsyn til himmelrummet. Tag kikkerterne med, men vent med at udlevere dem til de er kølet ned til udendørstemperatur - ellers dugger de!
Brug tiden til at se på det, I kan se med det blotte øje: Månen, Mælkevejen, stjernebilleder og eventuelle planeter.
- Månen: Forklar Månens faser og hvorfor den overhovedet lyser. Hvor befinder Solen sig lige nu? Se på kraterne, der er spor efter tidligere tiders meteornedslag.
- Mælkevejen kræver, at det er meget mørkt. Den kan ses som en lysende tåge hen over himlen lige over jeres hoveder. Den består af milliarder af stjerner, som alle sammen hører til i vores galakse. I kikker altså ud mod kanten af vores galakse.
- Stjernebilleder: Karlsvognen er det mest kendte med sin knækkede vognstang. Find Nordstjernen ved at trække en linje gennem de to bageste hjul - set i forhold til vognstangen. Nordstjernen finder I højere oppe på himlen i en afstand på 5 gange afstanden mellem de to hjul.
- Cassiopeia er det lidt skæve W midt i Mælkevejen.
- Syvstjernen er en meget lille udgave af Karlsvognen.
- Svanen flyver mod syd og ligger også på Mælkevejen.
- Orion er om vinteren det mest imponerende stjernebillede på sydhimlen. Orion er den vilde jæger, med sværd i bæltet og bue. Han følges af sin trofaste hund Sirius - der er den klarest stjerne på vinterhimlen. Den kan ikke ses om sommeren, hvor den sidder under horisonten om natten.
- Den midterste stjerne i Orions Sværd fremstår i et teleskop som en tåge med et par lysende stjerner. Det er en stjernefabrik, hvor det lysende støv samler sig til nye stjerner, så her kan man se en stjerne blive født! Fødslen tager nogle millioner år.
Med kikkerter
Når kikkerterne er kølet ned, kan I begynde at studere kraterne på Månen og diskuterer, hvor de stammer fra.
- Her er håndkikkerterne udmærkede, og med lidt øvelse og måske fast anlæg på et eller andet, kan man også se at planeterne faktisk fremtræder som små skiver eller fodbolde.
- Man kan se i al fald et par af Jupiters måner.
- Med et teleskop bliver det naturligvis meget bedre og her kan man få den fantastiske oplevelse at se ringen omkring Saturn - det bør alle prøve i al fald en gang i deres tilværelse!
Satelitter
Mens I kikker på himlen, kan I næsten ikke undgå at få øje på en eller flere satellitter. Forskellen på en satellit og et højtflyvende fly er, at flyene blinker! Satellitterne lyser fordi solen skinner på dem. Undertiden kan man se en satellit der pludseligt lyser kraftigt op, for lidt efter at skrue ned for blusset. Det skyldes, at den roterer og derfor reflekterer sollyset forskelligt.
Stjerneskud
Den er helt i top, hvis I er heldige at se et stjerneskud. I kan google, hvornår der er særlig gode chancer for at se stjerneskud. Stjerneskud lyser fordi det er sten, der brænder op, når de bliver bremset ned af atmosfæren. Lys er i det hele taget et spændende emne at diskutere, mens man står og kikker stjerner.
Bearbejdning
En stjernekikkeraften vil helt sikkert afføde en masse spørgsmål, som man efterfølgende kan forsøge at finde svar på i klassen.
- I kan konstruere en model af solsystemet, som forklaret i ”Astronomi indendørs”.
- I kan tegne stjernebillederne og hænge dem op i klassen som en kopi af stjernehimlen - gerne med både Mælkevej og andre himmelfænomener.
Baggrund
Det vil blive for omfattende her at gengive alle de gamle historier om stjernebilledernes navne og om de specielle ting ved hver stjerne. I behøver ikke kende alle disse ting, for at have en god oplevelse af universet, men mange vil helt sikkert få lyst til at vide mere, når de først har oplevet, at man faktisk kan se en hel masse på himlen.
Læs mere
I kan finde en masse basisviden på nettet.
Engang blev der hvert år udgivet en bog, der hed ”Himmelvejviseren”, som dels havde en opgørelse over hvilke planeter, formørkelser og meget andet, der kunne forventes i årets løb. Det kan alt sammen googles, men Himmelvejviseren havde også en måned-for-måned gennemgang af de enkelte mest spændende stjernebilleder og deres stjerne, hvor man på en letfattelig måde fik forklaret de ofte ufattelige fysiske forhold omkring enkelte stjerner.