Brøker

Find brøker i skolegården og andre steder ude i virkeligheden.
Udeskolepiger. Foto: Mads Bølling.

Kort om ideen

En lille øvelse, hvor eleverne arbejder aktivt med selv at finde og diskutere brøker udenfor skolens mure.
 

Formål

Børnene kommer til at forstå brøker og deres fysiske udtryk ved at arbejde med virkelige ting. De arbejder med deres modelleringskompetancer (hvordan skriver vi virkeligheden op i matematiksprog) og anvender matematiske udtryk til at beskrive dagligdags ting.
 

Forberedelse

Børnene skal have arbejdet lidt med brøker før. Hvad er en ægte brøk? Og hvordan skriver man dem op?
 

Sådan gør du

Brøker i klassen
I mødes i skolegården, og I arbejder lidt med de brøker der findes i klassen. Feks stiller 2 piger og 2 drenge sig sammen. Det er brøken 2/4 er piger, som kan forkortes til 1/2. Det er en ægte brøk, som er numerisk mindre end 1.
 
Find selv brøker
I mindre grupper skal børnene nu selv finde på brøker, som de andre grupper skal gætte. F.eks.  rækker alle 5 børn i gruppen hænderne frem, og kun 2 har vanter på (= 4/10 eller 2/5 har vanter på).
 
Par finder brøker
Så går børnene sammen to og to og de får et ark hver, de skal udfylde (find kopiark i højre margin).
 
Måske går Jens og Hans hen til cyklerne. Her står 35 cykler. 7 af dem har cykelkurv på. Jens og Hans skriver: ”7/35 cykler” på deres kopiark. Når alle brøkerne er udfyldt, bytte Jens og Hans med Ida og Jes. Ida og Jes skal nu se om de kan finde brøken henne ved cyklerne. Der står jo bare, at der er cykler, men ikke at det er dem med cykelkurv på.
 
Brøk
Hvilken brøk kan du se her.
Foto: Malene Bendix.
 

Baggrund

Udematematik
I uderummet har eleverne mulighed for at prøve skolens fag af på virkeligheden, fordi det knytter elevernes teoretiske viden om brøker på noget meget konkret. Det gør det lettere at huske fagets indhold på den lange bane. 
 
Lagkagebrøker
En klassisk brøk-øvelse, som børnene aldrig glemmer, er lagkagebrøker. Læreren tager ingredienser til en lagkage med i skole. Klassen laver lagkage - og når den er færdig, diskuterer lærer og elever, hvordan man kan dele den i to halve, fire fjerdedele, otte ottendedele osv. Hvad sker der, når vi tager 2 /16 ud? Arbejdet med lagkagebrøker kan suppleres med et stjerneløb med brøkspørgsmål, hvor børnene i grupper indsamler ingredienserne til lagkagen.

Vi har desværre ikke fået lagt Fælles Mål ind her. Hvis du synes de mangler, er du velkommen til at sende de relevante mål til skoven-i-skolen@nst.dk. Så lægger vi dem ind.