Brug dine sanser i naturen

Lær om menneskets sanser, men også hvordan dyrene bruger deres.
Udeskolebarn fra kvaglundskolen. Foto: Skoven i Skolen.

Forberedelse

Snak om sanserne og hvorfor de er vigtige for både os mennesker men også dyrene. 

Find udstyr frem og forbered f.eks. lugteglas, smagsprøver osv.

Opgaven

Vi skal have gang i alle sanserne – der skal smages, lugtes, lyttes, føles og kigges. I forløbet er der fokus på at færdes i naturen på en stille og opmærksom måde hvor sanserne bruges. Der skal arbejdes med menneskets sanser og snakkes om hvad dyrene bruger deres sanser til.

Sådan gør du

Start med at snakke om de forskellige sanser: følesansen, lugtesansen, smagssansen, synssansen, høresansen.

1.stop følesans:

Der arbejdes parvis. Èn får bind for øjnene og én fører makkeren hen til et træ. Gå ikke den lige vej og snur gerne makkeren blidt rundt et par gange. Ved træet føles der: hvor tykt er træet, hvordan føles barken, ruhed, glathed, rødder, grene og udvækster, duft. Mens der føles beskrives der med ord. Makkeren føres tilbage til udgangspunktet, får bindet af og skal nu forsøge at finde ”sit træ”. Der byttes. Øvelsen tager ca. ½ time og skal foregå med hensynstagen og rolig færden.

Medbring: Bind til øjnene

Find eksempler på dyr som bruger følesansen: edderkopper, odder, blæksprutter

2. stop lugtesans:

Find et grantræ/fyrtræ. Pluk lidt nåle, knus og gnid nålene i hånden og duft. Hvorfor hedder det nåle? Er det blade? Hvad er det der dufter?

Gentag evt med mos.

Find eksempler på dyr som bruger lugtesansen: rovdyr som f.eks. ræv, natsommerfugle,

3. stop høresansen:

Find et sted midt i skoven hvor alle kan sidde eller ligge ned. Afsæt f.eks. 2 minutter hvor alle skal være helt stille og høre hvor mange forskellige lyde de kan høre. Efter den aftalte tid samles der op på lydene. Prøv at gentage øvelsen – ofte er børnene nu mere tunet ind og opmærksomme på mange flere lyde.

Find eksempler på dyr som bruger høresansen: hare og andre byttedyr

4. Stop smagssansen

Børnene stiller sig på række med siden til hinanden, lukker øjnene og åbner munden. De skal nu smage på: citron (surt), chips (salt), chokolade (bitter) og rosin (sødt). De må ikke åbne øjnene eller sige noget før alle har smagt!!!!

Medbring: fire poser/bokse med citron, chips, chokolade og rosin, noget ugennemsigtigt at have det i. Man kan også lave forsøg med naturens spisekammer: skovsyre, bær, grannåle, skvalderkål, røllike, mm.

Hvorfor er smagssansen så vigtig for os mennesker?

5. stop synssansen

Gå på jagt efter dyrespor i skoven – hvor mange forskellige dyr kan I finde spor efter? Eller medbring kikkerter og se på fuglene.

Find eksempler på dyr som bruger synssansen: rovfugle

Byg evt. videre med en sansesti:

To og to sendes børnene af sted på sansestien.

Piktogrammer sættes op ved de enkelte poster. Evt udstationeres lærerne ude på stien.

Ved øjet: se på en insekter/smådyr i lupglas. Hvad er det for nogle dyr?

Udstyr: lupglas med insekter/smådyr i

Ved næsen: 4 uigennemsigtige bægre med låg hvori der er prikket huller. Duft til bøtterne og husk hvad du lugter.

Udstyr: lugteglassene med citronskal, eddike, kaffe og kanel. 

Ved øret: sid helt stille og lyt til omgivelserne. Husk hvad du hører.

Ved munden: Smag på saften i flasken (birketræssaft/rødbedesaft/sukkervand/saltvand/citronvand) Husk hvad du smager.

Udstyr: saft, små glas

Ved hånden: Brug en sansekasse eller evt bare en skål med et klæde over. Stik hånden ind i sansekassen og mærk på tingen der gemmer sig der. Husk hvad du føler. ( granris, pels, agern, frøkapsel, tomat, æble mm.)

Udstyr: sansekasse med ting i eller skål med klæde over

Efter sansestien samles alle og samler op på det sansede.