Naturmatematik
Formål
Eleverne skal på opdagelse i naturen og undersøge den symmetri, som findes i vores hverdag og vores omgivelser.
Læringsmål:
- Eleven skal lære begreberne symmetri og symmetriakse at kende
- Eleven skal kunne tegne og gengive et symmetrisk objekt
- Eleven skal kunne fremstille mønstre til spejling
- Eleven skal have viden om symmetri i figurer
Forberedelse
Inden forløbet går i gang, skal eleverne have viden om begreberne symmetri og spejling. Derudover skal de have kendskab til symmetriske figurers egenskaber. Dette kan med fordel gennemgås på forhånd i klassen.
Mønstre
Der findes mønstre mange steder i din hverdag og dine omgivelser. Mange af mønstrene er dannet ud fra forskellige flytninger. Træerne kan have mønstre i deres bark, fliserne på fortovet kan ligge i et specielt mønster, bladene kan have forskellige mønstre, og du kan selv tegne mønstre i dit hæfte.
Symmetri og spejling
Symmetri er en egenskab forskellige mønstre og figurer kan have. For at en figur er symmetrisk, skal den have mindst en symmetriakse. For eksempel kan en figur bestå af to dele, som er hinandens spejlbilleder. Hvis man har en figur og en linje, kan man spejle figuren i linjen. Linjen, som figuren bliver spejlet i, kaldes en spejlingsakse.
Adfærd i naturen
Inden I skal på tur i naturen, er det vigtigt at aftale, hvordan I færdes sammen i klassen. Du kan f.eks. opsætte følgende regler for elevernes færden for dagens udeaktivitet:
- Tag hensyn til naturens planter og dyr.
- Pluk ikke noget fra naturen, som sidder fast.
- Tag kun blade, som ligger på jorden.
- Husk dit affald.
Sådan gør I
Nu er I klar til at tage af sted på tur.
Trin 1: Klasselokalet
Undervisningen starter i klasselokalet, hvor eleverne introduceres til emnet symmetri. Du kan, som lærer, med fordel have arbejdet med emnet inden I skal ud i naturen. Hvis I befinder jer i opstartsfasen på det matematiske emne, kan I tale om mønstre, symmetri og spejling.
For at sætte gang i elevernes forforståelse for emnet, kan I lave en brainstorm over, hvilke forskellige symmetrier, som findes i naturen. Du kan skrive elevernes tanker op på tavlen, så I dermed har en fælles brainstorm over emnet.
Herefter kan I tale lidt om jeres færden i naturen. Hvilke regler findes der? Hvad er vigtigt, når I som klasse skal ud i naturen?
Trin 2: På tur til naturområde: Undersøg og find
Efter endt opstart i klasselokalet skal I på tur til skoven eller et andet naturområde, hvor I har mulighed for at undersøge træernes og naturens symmetri. Her kommer elevernes undersøgelseskompetence i spil, alt imens eleverne indgår i ’hands on’ arbejde med emnet symmetri. Fortæl eleverne, at de skal med på tur for at undersøge naturens forskellige mønstre.
Følgende er aktiviteter, som kan laves med eleverne på jeres tur:
Symmetriske tegninger på prikpapir
Opgaven tager udgangspunkt i de forskellige mønstre, som eleverne kan finde i naturen. Send eleverne på opdagelse i naturområdet. Få eleverne til at tegne de forskellige mønstre, som de kan finde. Eleverne kan gøre brug af kopiarket ”prikpapir”, hvor de kan tegne de forskellige mønstre fra de artefakter, som de har fundet. Når mønstrene er tegnet, kan eleverne arbejde videre med at gengive symmetriakser, lave spejlinger osv. Dette kan også laves i kopiarket med prikpapir. Det efterfølgende arbejde kan både laves i skoven, men kan også laves i klasselokalet, når I er hjemvendt fra turen.
Når eleverne har været på opdagelse i naturen, kan der efterfølgende skabes en dialog om, hvad de har fundet. Kan der være symmetriakser på et blad? Kan man spejlvende mønsteret fra barken på træet?
Kategorisering af naturen
Naturen har mange former, figurer og farver. Gå på jagt i naturen, og find så mange forskellige artefakter som muligt. Når I har indsamlet en masse forskellige naturting, skal eleverne kategorisere naturtingene efter figurer. Hvad ligner en firkant, en trekant, en cirkel? Skal der være en bunke for de figurer, som ikke passer ind i de andre kategorier?
Herefter skal der tages en snak med eleverne om, hvilke figurer, der findes i naturen og hvordan de forskellige figurer kan se ud. Her kan du, som lærer, med fordel vurdere elevernes fagsprog. Gør de fx brug af de vendinger, som I har gennemgået i undervisningen?
Indsamle artefakter
Den sidste aktivitet I kan lave på jeres besøg i naturen, er at indsamle forskellige blade og blomster, som I kan tage med hjem til klassen. Få eleverne til at indsamle forskellige objekter og få dem til at reflektere over, hvorfor bladene ser forskellige ud.
Trin 3: Klasselokalet
Når I er hjemvendt fra turen, kan I bruge jeres indsamlede artefakter til at lave et natur-symmetrivendespil, som afslutning på det lille symmetriforløb.
Symmetrivendespil
Start med at lime jeres indsamlede objekter på forskellige paptallerkner. En tallerken til hvert objekt. Herefter kan I klippe tallerkenen midt over, så I får to halve objekter. Dette gøres med alle objekterne, og I kan derefter spille symmetrivendespil.
Bearbejdning
Når eleverne kommer tilbage til skolen, kan I hænge de nye tegninger op i klasselokalet og lave symmetrivendespil. Dermed bliver eleverne mindet om den symmetri, som findes i naturen, hver gang de kigger rundt i klasselokalet.
I kan også bruge jeres indsamlede naturartefakter til andre aktiviteter, hvor eleverne skal arbejde med mønstre.
Baggrund
I vores verden findes der masser af symmetri. Derfor har du som lærer en unik mulighed for at flytte din undervisning udenfor. Lad eleverne gå på jagt i naturen, og vær med til at stilladsere deres kommunikationskompetence, når der tales om mønstre i naturen, eller deres ræsonnement og tankegangskompetence, når de skal argumentere for, at et givent blad har en symmetriakse.
Læs også
Friluftsrådet: Adfærd i naturen.