Syv måder at fange små dyr

Bentællernøgle og 7 fangst-metoder til smådyr.
Bentællernøgle.

Kort om smådyr

I naturen kan du finde smådyr og insekter over alt. Nogle spiser planter - de er planteædere. Andre spiser dyr - de er rovdyr. Og så er der nedbryderne, som spiser døde planter og dyr. De er med til at fjerne alle de visne blade og døde solsorte, som ligger i skovbunden. Her kan du finde syv forskellige måder at fange små dyr på.
 
Hvad er det for dyr ?
Det er både let og sjovt at fange små dyr. Og hvis du vil vide, hvad det er for nogle, så kan du bruge bentællernøglen som et kopiark (se Grej) - og en opslagsbog:
 

Sådan gør du

Her viser vi 7 forskellige metoder, som du kan bruge, hvis du vil fange små dyr. De dyr du fanger kan du undersøge og tegne eller fotografere. Læg de små dyr i en hvid plastikbakke og kig på dem med en lup. Brug bentæller-nøglen til at sortere dem - og en opslagsbog til at hitte ud af hvad det er for et dyr - og hvordan det lever. Du kan også lave terrarier til dyrene - og et nedbryderzoo.
 

1) Gå på jagt efter smådyr

Det allerletteste er, at bruge øjne og ører og fange de små dyr med fingrene.
 
Kig under sten og grene
Kig efter små dyr under sten og grene.
Tegning: Eva Wulff.
 
Du skal bruge:
  • Et glas til at have dyrene i
  • En ske
  • Måske en bordkniv til at grave i jord eller gamle stubbe med
Kravl hen over skovbunden, vend gamle grene og sten, kig under barken af døde grene - og fang, hvad der kommer frem med fingrene eller din ske. Læg forsigtigt dyrene op i dit glas. Du kan kigge efter smådyr overalt - både på og i jorden - og oppe i træer og buske. Prøv at lægge mærke til, hvor de små dyr lever. Ind imellem kan du kigge på dyrene i en hvid bakke - og undersøge hvad de kan og hvordan de lever.
 

2) Insektsuger

Med en insekt-suger, kan du fange insekter og andre smådyr ved at suge dem op. Du kan lave flere typer af insektsugere. Den her består af en honningdåse og to stykker akvarieslange - det ene med gazebind omkring den nederste ende, så du ikke kan suge dyr op i munden. Den er let at lave. Se her hvordan.
 
Insektsuger
En insektsuger: Bank to huller i låget og stik slanger ned. Den du suger i skal have gaze på for neden.
Tegning: Eva Wulff. 
 
Den lette
Du kan også lave en meget enkel insektsuger af et tykt og et tyndt stykke akvarieslange på 15 cm hver, som passer ind i hinanden. Sæt gaze for det tynde stykke, før du presser det ind i det tykke. Nu kan du suge i den tynde slange - og fange dyrene i den tykke. Når du har fanget et dyr, tager du et lille glas op ad lommen - og puster det ned i glasset.
 

3) Faldfælde

Hvis du gerne vil fange små dyr, som løber hen over jorden - f.eks. biller, edderkopper o.a. - så sæt en faldfælde op.
 
Du skal bruge:
  • et syltetøjsglas
  • en håndskovl - eller en gren
  • en lille plade og 4 sten til tag
  • evt. madding - små stykker kød eller æble
 
Faldfælde
Faldfælde - et syltetøjsglas som er gravet ned i jordhøjde.
Tegning: Eva Wulff.
 
Find et sted i naturen, hvor du vil sætte din faldfælde op. Grav syltetøjsglasset ned, så den øverste kant flugter med jordoverfladen - og tryk jorden til omkring glasset. Læg evt. et lille stykke kød eller æble ned i glasset som lokkemad. Du kan lave et lille tag, ved at lægge pladen op på de fire sten. Så regner det ikke ned i faldfælden, så dyrene drukner.
 
Lad fælden stå en nat - og gå så ud og hent de dyr som er i den. Hæld dem op i en hvid bakke og undersøg de små dyr med lup. Tror du det spiser planter - eller er det et rovdyr eller en nedbryder? Du kan tegne dem eller undersøge hvad det er for nogle med bentællernøglen og bogen.
 

4) Kartoffelfælde

Kartoffelfælden er særlig god til dyr, som kan lide at være et sted, hvor der er mørkt og fugtigt.
 
Kartoffelfælde
 
Her er en kartoffelfælde.
Tegning: Eva Wulff.
 
Du skal bruge:
  • en bagekartoffel
  • en ske
  • en urtekniv eller dolk
  • to søm
Skær en bagekartoffel midt over og hul den ud med en ske. Skær små døre med en kniv - og sæt de to dele sammen med to lange søm eller elastikker. Grav kartoflen lidt ned, så de små døre er i jordoverfladen. Tøm din kartoffelfælde efter nogle timer - eller en nat.
 

5) Net - i græs og i luft

Med et net kan du fange flyvende flyvende insekter og smådyr som sidder i græs og buske. Det kan være sommerfugle, fluer, myg osv.
 
Fang små dyr med net

Med et godt net kan du fange små dyr både i luften og i græsset.
Tegning: Eva Wulff.
 
Du skal bruge:
  • et kraftigt net, som kan tåle at blive fejet igennem græsset
  • et stort glas, som dyrene kan være i.
     

6) Dug under grene

Mange dyr lever på træernes grene. Hvis du vil undersøge hvad det er for nogle, så er her to lette metoder.
 
Ryst gren

Ryst en gren over en hvid dug.
Tegning: Eva Wulff.
 
Du skal bruge:
  • En dug eller et lagen
  • Evt. en sort plastiksæk 
  • Hvid bakke
  • Evt. en gren til at banke
Læg dugen på jorden under en gren - og ryst grenen kraftigt. Du kan også banke hårdt på grenen med en død gren fra skovbunden. Saml hurtigt de dyr op som falder ned på dugen - og undersøg dem i en bakke.
 
Du kan også trække en sort plastiksæk over en gren. Ryst grenen kraftigt flere gange. Hæld dyrene ud i en hvid plastikbakke - og undersøg dem med lup og bøger.
 

7) Lok insekter til

Myg, hvepse og sommerfugle er glade for søde sager og alkohol. Du kan lokke dem til dig, ved at smøre en blanding af marmelade, honning og evt. portvin eller øl på en karklud, som du hænger op på en gren. Sommerfugle og hvepse vil blive tiltrukket og når de suger sukkeret i sig kan de blive nærmest fulde, så du kan tage dem med en pincet og sætte dem i et stort glas - eller evt. for en kort bemærkning i en klar plastikpose du har pustet op.
 
Du skal bruge:
  • klud med marmelade, honning og evt. øl eller portvin
  • pincet
  • et stort glas eller en plastikpose
Hvis du gerne vil vide, hvad det er for nogle sommerfugle du ser, så tag en insektbog med i hånden - der er der billeder af dem.
 
Du kan også lokke sommerfugle til med en blanding af moset banan og lidt gær på en underkop.

Alle kan bruge ideen her - børn, unge, voksne og gamle. Hvis du er lærer, kan du bruge ideen i skolen, men du må selv tænke den ind i dit fag.