Insektsuger
Lidt om aktiviteten
Insektsugeren bruger du til at suge små insekter og andet småkravl op med.
Du kan bruge den, når du er på tur i skoven. F.eks. kan du gå på jagt efter myrer og edderkopper, som kan være svære at fange med hænderne, uden at de bliver mast. Kig under en gammel træstub, under barken på gamle træer eller rod i skovbunden.
Smådyrene kan du finde i skoven mellem maj og november. Når du har fanget dyrene, kan du kigge på dem.
Sådan gør du
Huller
Lav to huller i låget med hugpibe (eller sømmet) og hammer. Hullerne skal sidde i hver sin side af låget - ikke for tæt på hinanden eller på kanten af låget.
Gaze på slange
Sæt et stykke gaze om den korte slange – sæt det fast med elastikken.
Slange i hul
Put slangerne i hver sit hul i låget. Det er vigtigt at slangerne slutter tæt ved låget. Eller bliver der ikke undertryk, når du suger, og insektsugeren virker ikke. Sæt eventuelt et stykke farvet tape på den korte slange. Så kan du let se hvilken slange du skal suge i.
Prøv af
Nu er insektsugeren klar til brug. Den lange slange holder du ned til det insekt du vil fange. Hold slangen lidt over insektet – så du ikke maser det. Så suger du kraftigt i den slange med gazen på og vupti – insektet lander nede i glasset.
Hold tæt
Hvis insektsugeren er utæt f.eks. omkring låget eller ved slangerne, så virker den ikke. Du kan tætne med elastik eller tape.
Du kan øve dig ved at suge f.eks. småsten op.
Hvis I skal lave rigtig mange insektsugere kan I købe:
-
Honningbæger og låg hos firmaet Swienty (www.swienty.com), der sælger biavlsmateriale. Mindste køb er 275 stk. De koster omkring 350,- kr. De hedder ”Plastikbægre med hvidt låg - størrelse 88 mm Ø”
- Plastslange hos Lynddahl Plast i Ribe (www.lynddahl.dk, tlf. 75 42 20 66). Her koster en rulle med 50 meter ca. 200 kr. + fragt og ekspeditionsgebyr på ca. 200 kr. Bestil ”Unitube slange 5/16 klar 8x12 mm”.
- Hugpiber kan f.eks. købes hos Johannes Fog (www.johannesfog.dk). Hugpiben skal være en ” 10 mm gaffelmode”. De koster ca. 60 kr.