Affald i naturen
Her kan du læse lidt om menneskers affald i naturen.
Smidt ud
Hvis du går en tur i naturen, kan du støde på affald, som mennesker har smidt. Det ligger især langs veje og bliver smidt ud af vinduet på biler, men du kan også finde affald langs stranden, i skoven, ved søen og mange andre steder. Problemet er, at affaldet kan blive liggende i lang tid. På tegningen kan du se, hvor lang tid:
Hvor meget affald bliver der smidt i naturen om året ?
Der er ingen der ved, hvor meget affald folk smider i naturen her i Danmark hvert år. Der er nemlig ingen der samler de tal.
Danmarks Naturfredningsforening har en stor kampagne, hvor skoler over hele landet samler affald i naturen. I 2009 samlede de 197 tons affald. Men selv om skoleeleverne var flittige, samlede de slet ikke alt det affald, som ligger i vores natur.
Hvorfor er henkastet affald et problem?
Der er mange typer af affald - og mange grunde til at affald i naturen er et problem:
1) Grimt
Affald der bare er smidt, er grimt og træls at kigge på. Her har nogle kørt deres køkkenaffald ud i skoven.
2) Farligt
Mange typer af affald er farligt for dyr:
Større dyr som hjorte, ræve og harer kan skære sig på ståltråd, glas og dåser.
Mindre dyr som mus og små rovdyr kan blive fanget i glas og flasker med madrester. De kravler ind for at finde noget at spise - og kommer aldrig ud igen.
Fugle kan komme til at sluge plastik, så der ligger stumper i deres maver, som ikke kan komme ud.
3) Forurener
Meget affald er giftigt for naturen. Batterier, mobiltelefoner, plastik indeholder tungmetaller og giftige stoffer.
Hvad gør vi
Der er tre ting at gøre:
- Tag skraldet med dig
Tag altid dit eget affald med dig og smid det i en skraldespand.
- Tag på skraldetur
Tag på skraldetur med en kæmpe skraldesæk - og saml skrald i naturen og langs vejen der hvor du bor. Om foråret før træerne får blade kan man se det meste.
- Sig det til andre
Fortæl andre, at de skal smide deres skrald i skraldespanden.
Læs mere
Du kan selv læse mere om affald på www.affald.dk