Bivuak og gapahuk

En bivuak er et lille trekantet skjul, hvor to personer kan sove tørt og varmt. En gapahuk er et større skjul. Se her, hvordan du bygger bivuakker og gapahukker.
To børn bygger en bivuak.

 

Bivuak

Først kan du se, hvordan du kan bygge forskellige bivuakker:

  • en bivuak af grangrene
  • en bivuak af tagrør
  • en bivuak af pressenning
  • - og en bivuak til flere personer (gapahuk). 

Find en god lejrplads - gerne med bålplads. Få fat på rafter - eller find lige grene i skovbunden. Rafterne kan I evt. få af skoven eller få lov at skære selv. Husk at hvis du bruger tagrør eller grangrene til overdækning, skal du have lov at skære dem.

Skelet 1
Lav først bivuakkens skellet, som du ser det her på tegningen. Der er to måder at bygge skelettet op på. Det første er meget stabilt - og til det bruger du mange rafter:

Byg først et skelet.
Tegning: Eva Wulff.

Hvis taget er lavet af grangrene: 
Byg et kraftigt skelet – se skelet 1. Du skal bruge fem lange rafter på cirka 2 meter + seks kortere rafter. De to korte rafter, der danner dørhullet, skal være cirka 1 meter lange. Bivuakken skal ikke være for høj – så bliver der for koldt derinde. Lav den så den passer til jer. Bind skelettet sammen med snor. Det er godt at bruge rigtige knob. Brug firkantsurring, dobbelthalvstik og tømmerstik.

 

Tømmerstik. Tegning: Eva Wulff.

 

Dobbelthalvstik. Tegning: Eva Wulff.
 
Bind nu grangrene på skelettet. I skal lægge dem på nedefra og op – som tagsten – så regnen kan løbe af. Vær omhyggelig med at lægge grangrenene tæt – der er ikke noget så kedeligt som at vågne om natten med en våd sovepose.
 
Skelet 2
Skelet 2 som du ser nedenfor er ikke så kraftigt - og her bruger du høstbindergarn eller noget andet snor til at binde grene eller tagrør fast på.

Skelet 2 er mere let.
Tegning: Eva Wulff.

Hvis taget er lavet af tagrør
Byg skelet 2 som på tegningen. Du skal bruge én lang rafte på cirka 2 meter + to korte rafter på cirka 1 meter. Bind skelettet sammen med snor. Det er godt at bruge rigtige knob. Træk snore på tværs. Hvis I bruger tagrør til taget, må I slå et lille stykke rør med en le, eller skære det med en kniv. Når I skal tække bivuakken med tagrør, er det bedst at være to mand. I skal sidde på hver sin side af bivuakken. Tag skiftevis en håndfuld rør, og bind dem på skelettet, så toppene af tagrørene stikker først den ene vej, så den anden vej, osv. Bind rørene fast med til tvær-snoren med små halvstik – og stram godt til. Så får I det fineste og tætteste tag (se tegning øverst i forløbet).

Hvis taget er af presenning 
Byg skelet 1 eller 2. Bind presenningen stramt ud over skellettet. Læg sten eller træstykker rundt langs kanten, hvor presenningen møder jorden - eller snit pløkke af træpinde og bank dem igennem øjer i presenningen med en sten.

Sov i bivuak
Når bivuakken er færdig, kan I indrette jer med soveposer og underlag indeni den. Jo tættere I ligger, desto varmere er det. I kan også sove på grangrene. Gem jeres ting helt inde i fodenden.

Hvis I er mange, kan I bygge jeres bivuakker i en stjerne omkring et bål – så kan alle se bålet og hinanden.

Gapahuk

Ly til mange
I kan også bygge én stor bivuak - eller gapahuk - til jer alle sammen. På tegningen kan du se en, som er bundet op imellem to træer. Du kan også let surre et stativ sammen af granrafter og høstbindergarn (se nedenfor).
 
gapahuk mellem to træer
Her er en meget enkel gapahuk - en presenning der er surret op mellem to træer. Det er ikke altid at træerne står så praktisk. Se nedenfor hvordan du selv kan lave et stativ til din gapahuk. Tegning: Eva Wulff.
 
Stativ til gapahuk
Sav to rafter på ca. 1 meter + en rafte som kan gå på tværs mellem dem på 2 - 3 meter (alt efter hvor mange I skal sove i gapahukken). Sur det sammen, så det danner åbningen af bivuakken. I kan fæstne de to korte lodrette rafter til jorden med 3-4 barduner og pløkke I snitter af pinde.
 
Sav tre rafter på 3 meter og sur dem fast, så de løber skråt bagud i forhold til åbningen.
 
Læg presenninger stramt over skelettet med barduner og pløkke. I kan snitte pløkke selv af træpinde.

Alle kan bruge ideen her - børn, unge, voksne og gamle. Hvis du er lærer, kan du bruge ideen i skolen, men du må selv tænke den ind i dit fag.