Byg en solovn

Byg en solovn af papkasser - og undersøg, hvad den kan.
Hasselblad. Efterår. Foto: Malene Bendix.

Kort om sol-ovne

Gode ideer
Et af de bedste våben mod klimaforandringer er opfindelser og gode ideer.
 
Sådan en ide har nordmanden Jon Bøhmer fået. Han bor i Kenya, hvor mange mennesker lever uden elektricitet - og derfor må finde brænde for at kunne lave mad over åben ild. Det er både et problem for menneskene, som traver frem og tilbage med kvas på hovedet. Det er også et problem for en varm og tør natur, at de fælder træ til brænde, så skovene forsvinder.
 
Billede af Jon Bøhmer og hans solovn.
Foto: Einar Lyngar.
 
Kyoto-ovnen
Jon Bøhmer har opfundet en meget enkel ovn, som bruger solens energi - og som alle og enhver kan bygge af to papkasser. I sol-ovnen kan man både koge vand og mad og bage brød.
 
I 2009 fik Jon Bøhmer en klimapris på 420.000 kroner for sin ide. Sol-ovnen kan nemlig hjælpe de 3 milliarder mennesker i verden, som ikke har elektricitet og derfor må bruge brænde, når de skal lave mad. Samtidig kan den være med til at mindske afskovning og global opvarmning. Man regner med, at Jon Bøhmers sol-ovn kan halvere behovet for brænde i den tredje verden.
 
På en solskinsdag skulle der hurtigt kunne blive 80 grader varmt i sol-ovnen. Bøhmer siger, at den kan koge 10 liter vand på 2 - 3 timer. Det betyder, at mennesker i fattige lande kan koge deres drikkevand, så det bliver rent. Det kan få stor betydning for sundhed i verden.
 
Byg selv en sol-ovn
I aktiviteten her kan du selv prøve at bygge en sol-ovn, og eksperimentere med at få den til at virke.
 

Sådan gør du

Prøv dig frem
Det her er et eksperiment, så du må prøve dig frem. Kig også på billedet ovenfor - ideen er meget enkel.
 
Her er en beskrivelse:
  • Sæt de to kasser oven i hinanden. Den lille kasse skal kunne være inde i den store, så der er 5 - 10 cm imellem dem på alle fire sider og i bunden.
  • Læg halm eller aviser mellem de to kasser i bunden og i siderne, så du isolerer den lille kasse. Prøv af hvordan det passer.
  • Skær flapperne af den lille kasse - og skær den til, så den passer i højden med den store kasse.
  • Den store kasse skal have fire flapper - og de skal kunne bevæges frit. Lim sølvpapir på flapperne, så de kan reflektere solens lys og kaste det ned i den lille kasse. Lim også sølvpapir på indersiden af den store kasse, så det kan reflektere varmen ind mod den lille kasse.
  • Den lille kasse skal du male sort inden i. Den sorte farve letter optagelse af varme fra solen - og den holder også på varmen.
  • Skær en gennemsigtig akrylplade til, så den passer som låg på den lille kasse. Akrylpladen holder også på varmen nede i kassen - som glasset i et drivhus. Solstrålerne kan godt komme ind - men varmestrålerne kan ikke komme ud igen.
Test og kog
Nu er det tid at prøve din sol-ovn af. Sæt det hele sammen - og sæt en gryde vand eller noget dej ned i den lille sorte kasse. Pladser sol-ovnen i solen og vip flapperne, så de kaster lyset ned i den sorte kasse. Måske skal der nogle pinde til at støtte flapperne - eller kan du finde en bedre løsning.
  • Hvad sker der?
  • Kan sol-ovnen forbedres - eller skal den rettes lidt til?
     

Forslag til videre arbejde

Undersøg selv
Læs om Jon Bøhmer og hans solovn på Wikipedia.

 

Alle kan bruge ideen her - børn, unge, voksne og gamle. Hvis du er lærer, kan du bruge ideen i skolen, men du må selv tænke den ind i dit fag.