Krible krable safari
Forberedelse
- Læs ’Lærerark A247: Basisteori og guldkorn’
- Print arbejdsarkene ud til hver elev.
- Reserver ’Krible krable kassen’ med materialer til dagen. Kan lånes hos naturvejleder Søren Krag på . Tingstrupvej 13, Thisted. Se udlånskalender.
Opgaven
Opgaven er opdelt i tre dele: Hjemme - ude - hjemme.
Hjemme i klassen klædes eleverne gennem sang og leg på til at tage på opdagelse på klitheden. På klitheden skal eleverne finde smådyr og studere dem. Målet er, at de får øjnene op for, hvor forskellige smådyrere er, og at de måske lærer navnene på nogle få af dem. De skal vælge et dyr og lave et dyrepas til ved at tegne dyret.
Hjemme i klassen igen skal eleverne præsentere deres dyr og der samles op i plenum.
Sådan gør du
1. Hjemme i klassen
Start med en leg: Syng et par børnesange, som omhandler et smådyr – fx Mariehønen Evigglad eller Lille Peter edderkop. Klæd jer evt ud, lav et lille teaterstykke til sangens handling. Sange og teater er sjovt, og får børnene til at leve sig ind i et lille dyrs verden.
Samtale: Fortæl eleverne, at de skal på krible-krable-dyr safari, og lære nogle af de helt små dyr at kende, som lever på klitheden i Nationalpark Thy. De skal med bussen, og gå ud til klitheden – ”Den danske vildmark”.
De skal lære at kende forskel på de forskellige smådyr-grupper kaldet ’ordener’. Hvad er fx forskellen på en edderkop og en bille? Spørg fx eleverne om hvilke smådyr og insekter, de tror, de kan finde på klitheden. (Brug lærerark A248: Basisteori og guldkorn)
Informer evt. eleverne om, at man ikke samler en hugorm op, hvis man finder en.
Fælles opgave eller i grupper: Lav i fællesskab arbejdsark A183. Tal om hvad ordenerne hedder og hvordan eleverne kan se forskel på dyrene.
2. På jagt efter smådyr og insekter på klitheden.
- Lav en base med bestemmelsesdug og insektbeholder m.m. Lån evt. ”Krible krable kassen” gennem Naturvejleder Søren Krag. (Se kontaktinfo under ”Materialer”)
- Gå på jagt efter insekter under mos, i lyngbuske, under sten og lign.
- Eleverne indsamler så mange forskellige små dyr de kan på en halv time. Dyrene opbevares i plastikbøtter eller syltetøjsglas med låg med huller i.
- Bed eleverne sortere insekterne i forskellige beholdere i forhold til antal ben – med vinger og uden vinger. Eleverne kan evt. holde insektet i hånden, så de mærker dens ben eller vinger m.v.
- Forsøg at sætte navn på dyrene vha. bestemmelsesduge og opslagsbægerne fra ’Krible krable kassen’.
- Eleverne tegner et dyr, som er blevet fundet på klitheden, og laver et dyrepas (Arbejdsark A246)
- Læreren indsamler derefter elevernes dyrepas til fælles evaluering hjemme på klassen.
- Til sidst slippes insekter og smådyr fri igen.
3. Evaluering og opsamling hjemme i klassen:
Eleverne præsenterer enkeltvis deres dyrepas for klassen.
- Eleverne prøver efter evne at forklare, hvilket dyr de har tegnet ud fra deres tegninger på klassen.
- Læreren kan stille spørgsmål til eleverne for at hjælpe dem i gang.
- Dyrepassene kan hænges op på klassen efterfølgende eller udstilles på skolen m.v.
Eleverne kan opfordres til at fortælle forældrene om deres oplevelser ud fra tegningerne.
Gode spørgsmål til eleverne som læreren kunne stille på klassen:
- Hvor fandt I jeres dyr?
- Hvor tror I, at det er bedst at finde smådyr?
- Hvordan fandt du ud af hvilken gruppe dyret hører til?
- Kan I fortælle om en god måde at sortere små dyr på?
- Hvilke kendetegn er gode?
- På hvilke måder kan smådyr bevæge sig? Fx kravle, flyve, hoppe…
Tegn på elevernes læring kan være:
- At eleverne kan genkende et eller flere af de små dyr der findes i klitheden i Nationalpark Thy.
- At eleverne kan opdele smådyr i forskellige familier/grupper, samt evt. formulere et par kendetegn ved et eller flere smådyr.
- At eleverne forundres ved dyrenes forskelligheder.