Husmår (Martes foina)
Klik på det du har lyst til at læse om
Vidste du
-
At husmåren er et natdyr.
-
At husmåren er skovmårens fætter – men at den ikke er nær så bange for mennesker som skovmåren.
-
At man må jage husmåren.
Fakta om husmåren
Husmåren er et lille rovdyr, med små runde ører, grå-brun pels og en busket hale. På halsen har husmåren en bred, hvid halsplet, der deler sig i to ned mod forbenene. Husmårens snude er lyserød, dens øjne er sorte – og den ser rigtig sød ud.
I tabellen her kan du finde mål, vægt og andre tal for husmåren
Husmår (Martes foina) | Fakta |
Længde | Krop (45 cm) + hale (25 cm) = ca. 70 cm |
Vægt |
Hanner 1 ½ - 2 kilo
Hunner 1 – 1 ½ kilo
|
Skulderhøjde
(højde fra forpote til ryg)
|
12 cm |
Kønsmoden | som 1-årig |
Antal unger i et kuld | 2 til 4 |
Bestand i DK | ? |
Jagt | Husmåren må jages fra 1. september til 31. januar. Hvert år nedlægger jægere omkring 4500 husmårer - og ud over det fanger man en del i fælder. I alt over 6000 husmårer. |
Spor
Husmåren laver et territorium, ved at afsætte duftspor med et sekret fra en kirtel lige under halen. Duftsporet bliver opsnappet af andre husmårer. Det viser dem, at her er optaget - og at finder et andet sted at bo og jage.
Husmåren er ikke så bange for mennesker. Den kan godt flytte ind på lofter i landsbyer og parcelhuse. Sådan en husmår kan være en ret irriterende ovenbo, da den roder rundt i isoleringen og larmer en del. Til gengæld vil den gerne selv have ro. Hvis man stiller en tændt radio op til den, vil den ofte finde et nyt og bedre sted.
Husmåren er almindelig over hele Danmark, undtagen på Bornholm og nogle øer. Udenfor Danmark findes den over det meste af Europa helt over til Mongoliet i Asien. Den findes ikke i Storbritannien – og Danmark er dens nordligste grænse.
Husmåren hører til mårfamilien, der består af små og mellemstore rovdyr med små afrundede ører. Alle mårdyr har duftkirtler under halen, som de bruger til afmærkning af deres territorium. De fleste mårer er gode svømmere.
Husmåren ligner sin fætter skovmåren meget. Det er dog to forskellige arter – og de kan ikke få unger med hinanden. Her er nogle kendetegn, som du kan bruge til at kende forskel:
Kendetegn | Husmår | Skovmår |
Halsplet |
Hvid
Deler sig i to mod forbenene
|
Gullig
Hel
|
Snude | Lys | Sort |
Krop | Mere tung og kluntet | Lettere og mere højbenet |
Pels | Brun med gråhvid underuld | Brun med chokolade-brun underuld |
Kranie | Ganebenets bagkant er jævnt afrundet | Ganebenets bagkant har en lille spids. |
Tænder | Den bageste kindtand, knudetanden, buer ind bagtil | Den bageste kindtand, knudetanden, buer udad bagtil |
Husmårens liv
Natdyr
Hvis du vil se en husmår, skal du stå tidligt op – eller lade være med at gå i seng. Husmåren er nemlig et natdyr. Om dagen ligger den og sover i sin rede.
Føde
Husmåren er et rovdyr. Den klatrer rundt i træerne på jagt efter fugle, fugleunger og æg. Det går mest ud over de små fugle, men husmåren kan også finde på at gå efter større fugle, som høns, ænder eller duer. Det er en af grundene til, at husmåren må jages.
Husmåren får unger
Husmåren og mennesket
Jagt
Husmåren er et af de få mårdyr, som man må jage i Danmark. I yngletiden fra den 16. februar til den 15. juni er den dog fredet. Hovedjagtsæsonen er fra 1. september til 31. januar. Samtidig må husmåren reguleres lokalt, hvis den gør skade.
Husmåren kan være irriterende, hvis den dræber høns og fasaner, eller støjer og ødelægge isolering på lofter. I sådanne tilfælde fanger man dem ofte i fælder. Ofte gør husmåren dog også nytte, fordi den fanger mus og rotter.
Husmåren kom først ret sent til Danmark. Til gengæld blev den i 1800-tallet så udbredt på Fyn og i Jylland, at den blev en plage, fordi den åd vilde fugle og menneskenes høns, ænder og duer. Der var så mange mårer, at man fik præmier for at aflevere alle de mårhaler man kunne. Og gamle folk fortalte, at mårens øjne skinnede så stærkt i natten, at hønsene blev bedåret, når de så på dem - og faldt ned fra deres pinde.
Mange navne
Husmåren bliver også kaldt stenmår, fordi den kan holde til i stendynger og gammelt hullet murværk. Men den er også blevet kaldt for birkemår, hønsemår, tagmår og ”den gale tyv”.
Blødt skind
Mårens skind er blødt, blankt og varmt – og det er en af årsagerne til, at mennesker gennem mange år har jaget måren. Skindet bruger vi som for og skindbesætning på tøj og til vanter, muffer og huer. Og hårene til de fineste mårhårspensler og barberkoste.
Man regner med at pigenavnet Dagmar kommer af Dagmår – og beskriver en pige der er slank, blank, smuk og hurtig som en mår.