Mål luftfugtighed
Mål på luftens relative fugtighed med en kogle og et psykrometer
Lidt om at måle på luftens fugtighed
Der er vand i luften. Vanddamp. Måske har du lagt mærke til det, når du er i bad. Så kan du se vanddampen i rummet - og du kan se den fortættes til dråber på det kolde spejl.
Når luften er helt mættet med damp, siger vi at der er 100 procents luftfugtighed. Når den er fuldstændig tør, siger vi at der er 0 procents luftfugtighed - men sådan er luften aldrig ude i virkeligheden. En tør dag er der omkring 20 procents luftfugtighed her i Danmark.
Dug
Varm luft kan indeholde mere vanddamp end kold luft. Hvis varm luft bliver kølet ned - f.eks. når solen går ned om aftenen - så vil den vanddamp som er i luften blive fortættet til dråber - det er dug.
Relativ fugtighed
Luftens fugtighed - eller mængden af damp i luften er afhængig er luftens temperatur og luftens tryk. Den relative luftfugtighed er forholdet mellem den aktuelle mængde vanddamp i en luftmasse og den maksimale mængde vanddamp, som luftmassen kan indeholde. Man skriver relativ luftfugtighed i procent med værdier fra 0 % til 100 %.
Fugtigheds-målere
Luften kan altså indeholde en bestemt mængde vanddamp, afhængigt af hvor varmt det er. Du kan selv lave nogle enkle måleinstrumenter, som kan måle luftens relative fugtighed. Her kan du bruge en kogle og det man kalder et psykrometer.
Sammenlign luftfugtighed
Hvis du vil måle på skovens klima, kan du f.eks. undersøge om der er forskel på luftens fugtighed inde i skoven og ude på en mark.
Lidt om skovens klima
Skoven skaber et helt specielt klima, som man kalder skovklima. Træerne står mange sammen og stritter mange meter op i luften. Deres blade skaber skygge for solen, læ for vinden og ly for regnen. Træerne forbinder jord og himmel med rødder, stamme og grene. De fordamper vand, udveksler ilt og CO2 og skaber levesteder for masser af dyr og planter.
Klimaet i skoven kan du måle på, ved at undersøge f.eks. temperaturen, lyset, fugtigheden, vinden og regnen inde i skoven og ude på en mark med enkle målemetoder.
Her måler vi på luftens fugtighed.
Sådan gør du
Naturens fugtighedsmåler
Find en fyrrekogle. Læg mærke til, at den åbner sig, når det er tørt - og lukker sig, når det er fugtigt i vejret. Det kan du se, hvis du kaster en kogle i vand. Sæt et stykke pap med en skala bagved koglen - og stik en knappenål i et af koglens kogle-skæl. Så har du et lille måleinstrument, som måler luftens fugtighed.
Husk, at koglen tager noget tid om at indstille sig.
Afstem det evt. med psykrometret, som du finder nedenfor.
Mål den relative luftfugtighed
Luften kan indeholde en bestemt mængde vanddamp. Du kan finde et relativt mål for luftens fugtighed ved at lave et psykrometer (se nedenfor hvad relativt betyder):
Du skal bruge to termometre der viser det samme ved samme temperatur. Det ene skal være tørt. Det andet vikler du gazebind rundt om, og fugter dette med vand fra et glas. Gazen skal hele tiden holdes våd – og der må ikke være stillestående luft rundt om gazebindet.
Læs temperaturen af på begge termometre – og skriv den i et skema. Jo større temperaturforskellen mellem de to termometre er, desto mere tør er luften – og jo lavere er luftfugtigheden.
Hvorfor kan vi måle luftfugtighed med termometre?
Forklaringen er følgende: Vandet vil hele tiden fordampe fra gazen om det våde termometer. Denne fordampning kræver varme-energi. Varmen tages fra termometret – og derfor vil temperaturen i det våde termometer falde, så det vil vise en lavere temperatur end det tørre. Jo mere tørt der er i luften, jo mere vand vil der fordampe – og desto mere varme vil fordampningen tage fra det våde termometer. Jo større forskellen er på det våde og det tørre termometer – desto lavere er luftfugtigheden.
Et relativt mål
Relativ luftfugtighed måles normalt i procent vanddamp i luften. Temperaturforskellen er derfor ikke et præcist tal for luftfugtigheden. Den er et relativt tal, der bedst kan bruges hvis det sammenlignes med andre målinger på andre dage.
Mål luftens fugtighed f.eks. i en skov og på en mark
Find de to steder, hvor du vil sammenligne luftens fugtighed. Det kan være inde i en skov - og ude på en græsmark.
Skema til psykrometer
Her er et skema du kan bruge, hvis du måler luftens relative fugtighed med et psykrometer.
Sted | Klokken | Tørt termometer | Vådt termometer | Forskel | Hvad fortæller forskellen dig om luftfugtigheden ? |
Skov |
|
||||
Mark
|
|
Kogle-skema
Her er et skema du kan bruge, hvis du måler luftens relative fugtihed med en kogle. Skriv eller tegn hvad koglen viser.
Klokken | Kogle skov | Kogle mark | Kommentar |
kl. |
|
||
kl. |
|
||
kl. |
|