Forårsblomster
Klik på det du har lyst til at læse om:
Forårsplanter
De planter, der er beskrevet herunder, blomstrer alle tidligt om foråret og udnytter det første forårslys. De har behov for hurtigt at kunne sætte blade, lave fotosyntese og blomstre, før de bliver overskygget af træernes blade. Behovet for hurtigt at kunne skyde, har de løst på forskellige måder:
Guldstjerne
Guldstjerne er en lille løgplante med gule stjerneformede blomster. Den blomstrer i perioden april-maj. Den vokser bedst, hvor jorden er løs og lidt fugtig. Hvis man graver planten op, kan man tydeligt se, at den ved roden har et lille løg. Løget er ikke en del af roden, men en del af stænglen. I løget har den oplagret næring, som en slags madpakke, og det kan den bruge af når den skal vokse tidligt om foråret.
Hvid anemone
Den hvide anemone er almindelig over det meste af Danmark, og kendes formodentlig af alle. Den blomstrer fra marts til maj inden træerne får blade. Anemonen har ligesom guldstjernen en madpakke, som den bruger af om foråret. Men i stedet for et løg har anemonen en jordstængel. Det er en lang, vandret, rødbrun stængel, som løber vandret i jorden. Anemone gemmer sin næring i jordstænglen - og når foråret kommer, vokser den nye anemoneblomst vokser op fra jordstænglen - og bruger energi fra den til at blomstre og sætte blade.
Vorterod
Vorterod hører også til en af vore tidligste forårsplanter. Den blomstrer i perioden marts-maj, og selve den gule blomst kan godt minde lidt om guldstjernens. Den er bare meget mere gul og blank - ja lysende gul faktisk.
Vorterod bryder sig ikke om at være dækket af visne blade, så du kan specielt finde planten langs veje og nær skovbrynet, hvor den kan danne tætte bestande, der helt dækker jorden. Vorterods rødder består af nogle små opsvulmede knolde, og det er dem der har givet den dens navn. I knoldene er der oplagret næring, som planten bruger, når den skal spire i det tidlige forår. Prøv selv at grave en plante op og kig på knoldene. De mørke knolde er de gamle, hvor næringen er brugt, og de lyse er de nye knolde, hvor der oplagres til næste forår.
Viol
Der findes flere arter af violer. De mest almindelige i skoven er skov-viol og krat-viol. De vokser almindeligt i skove og krat, og blomstrer i perioden marts-maj. Også violerne benytter sig af jordstængler, hvor de kan oplagre næring, så de hurtigt kan vokse om foråret.
Skovsyre
Skovsyre er en lille spinkel urt med hvide blomster. Dens blade ligner meget kløverblade, og hvis du tygger på dem, kan du selv smage, hvorfor planten hedder skovsyre. Bladene smager meget syrligt og er gode at bruge i salat. I gamle dage brugte man skovsyre mod blærer og mundbetændelse.
Skovsyre blomstrer fra april-maj. Planten har meget tynde blade, så den kan klare sig steder, hvor der ikke er så meget lys. Derfor kan du både finde skovsyre i løvskov og nåleskov. Skovsyren har en tynd forgrenet jordstængel, som ligger lige under det visne løv. Her samler den næring til næste forår.