Grævling (Meles meles)

Klik på det, du har lyst til at læse om

• Vidste du…
• Fakta om grævlingen
• Grævlingens liv
• Grævlingen får unger
• Grævlingen og mennesket

Vidste du…

• At grævlingen er Danmarks tungeste landlevende rovdyr
• At grævlingen elsker regnorm
• At grævlingen er i familie med måren
• At grævlingen har Danmarks længste klør
• At et kuld grævlingeunger godt kan have flere fædre
   

Fakta om grævlingen

Grævlingen er Danmarks tungeste rovdyr. Vi har tre store rovdyr i Danmark: grævlingen, ræven og odderen. Af dem er grævlingen er den tungeste. Den kan veje næsten dobbelt så meget som ræven. Ræven er til gengæld den længste. Og odderen har den længste hale.

Det er ikke mange mennesker, der har set en grævling. Den jager mest om natten, og så er den meget sky. Hvis du skal se den, skal du tidligt op – og så skal du være meget stille.

Grævlingen er let at kende. Den ligner ikke nogen andre dyr i Danmark. Hovedet er hvidt, med to brede sorte streger fra snuden op over øjnene og videre op over ørerne. Det ligner næsten en stribet maske. Snuden ligner en lille tryne (se foto og tegning).

Grævling med sin maske
Tegning: Eva Wulff

Grævlingen har en stor tyk krop med strid grå pels og fire sorte solide ben. Fødderne er stærke og brede, med lange klør på. De er udviklet til at grave med - især fødderne på forbenene. Hvis du ser et grævlingespor, kan du tydeligt se de lange klør. Grævlingen er faktisk det dyr i Danmark, der har de længste klør.

Mål og vægt
Her er en tabel der viser mål og vægt og nogle andre tal for grævlinger. Skulderhøjden finder man ved at måle, hvor langt der er fra forbenets fod til forbenets skulder.

Sanser
Grævlingen er et typisk natdyr. Den har en god lugtesans og en god hørelse - men den ser ikke særlig godt.

Udbredelse og indvandring
Grævlingen findes i det meste af Europa - fra polarcirklen til Middelhavet - og østpå i en stør del af Asien helt over til Japan.

Grævlingens liv

Grævlingen lever i skoven. Den kan bedst lide løvskove og blandingsskove. Men den findes også i levende hegn, parker og haver. Grævlingen vil have fred og ro. Derfor er der flest grævlinger de steder, hvor der ikke er så mange mennesker.

Nataktiv
Grævlingen er vågen og aktiv om natten. Når solen går ned, så står grævlingen op - og lunter ud på jagt alene. Den følger sine stier gennem skove og marker, og roder i jorden for at finde noget at spise. Før solen står op er den tilbage i sin grævlingegrav igen.

Hvad spiser grævlingen
Grævlingen spiser mange forskellige dyr - men livretten er og bliver regnorm. Nogen gange lever den næsten kun af dem. Det kan være om foråret, når der ikke er så meget andet mad at finde. Det er ret mærkeligt, at vores største rovdyr lever af små bløde orm. Men faktisk er det ret smart, for regnormekød er meget næringsrigt - og regnormene er lette at fange.

Grævlingen fanger regnorm om natten. Den roder i og ovenpå jorden med sin lille tryne - og graver måske med forpoterne hvor jorden er hård. Grævlingen ser ikke særlig godt, men den bruger sin gode lugte-, høre- og følesans til at finde frem til de små fyre. En heldig grævling kan finde 10 regnorm i minuttet. Så prøv lige at regne ud hvor mange den kan spise på en nat!

Regnormen er også mest aktiv om natten. Om natten er luften meget mere fugtig end om dagen - og så kan regnormene sidde i toppen af deres gang, eller krybe op på jorden for at finde visne blade og andet mad, som de trækker ned i deres gange. Om dagen er regnormene mest nede i deres gange i jorden, for ellers tørrer de ud.

Men grævlingen spiser meget andet end regnorm - faktisk spiser den alt levende den støder på - og man kalder den også for skovens skraldemand. Den spiser insekter - især biller som skarnbasser og løbebiller. Den spiser også små pattedyr: mus, rotter, harekillinger og kaninunger (den har ikke en chance for at fange de voksne). Padder som frøer og tudser. Krybdyr som snoge, hugorm, firben. Snegle. Og så spiser den ådsler - døde dyr som den finder på f.eks. møddinger.

Planter - eller dele af dem kan grævlingen også spise - f.eks. korn, majs, bær og frugter, bog og agern osv.

Fedtlag og vinterhvile
Om efteråret opbygger grævlingen et tykt fedtlag. Det beskytter mod kulde - og er en madpakke til den kolde vinter, hvor det er svært at finde mad. I løbet af vinteren sover grævlingen mange dage i træk i sin grævlingegrav. I den tid lever grævlingen af fedtlaget. På sådan en vinter kan grævlingen tabe halvdelen af sin vægt.

Grævlingen går dog ikke i egentlig dvale som pindsvinet og flagermusen. Men den hviler – og bruger derfor ikke så meget energi, som hvis den vandrede rundt.

Grævlingegraven
Grævlingen bor i sin grævlingegrav. Graven er et underjordisk netværk af gange og huler, som grævlingen graver ind i en skråning. Graven kan blive mægtig stor med mange indgange og udluftningsrør. Og grævlingen udvider den hele tiden.

Grævlingens grav går i arv fra generation til generation, og den kan blive flere hundrede år gammel.

Grævlingen graver sine gange med forbenene. Den skubber den løse jord op gennem gangene og ud ad indgangshullet ved at gå baglæns, og slæbe jorden med sig med hagen og forbenene.

Du kan altid kende en grævlingegrav på at der ligger bunker af løs jord udenfor den, men ikke kranier og knogler som foran rævens hule. Inde i hulen laver grævlingen et blødt leje af tørt græs og mos og blade.

Faktisk kan ræven og grævlingen også dele hus. Ræven er ikke så god til at grave. Den vil gerne bo i grævlingens gamle huler, og hvis graven er stor, gør det ikke grævlingen noget.

Grævlingen kan også overtage en hule fra en ræv. Så rydder den alle de kranier og knogler som ræven har efterladt i hulen ud - og flytter ind med græs og hø.

Flere dyr bor sammen
Grævlingen er et socialt dyr, og tit bor der flere grævlinger i den samme grav. Det er hunner (søer), unger (grise), ungdyr og så en enkelt han (orne). Man har talt op til 12 grævlinger der delte hule.

Når flere grævlinger bor sammen kalder, man det en klan. Grævlingerne i klanen hjælper hinanden med at passe på deres territorium. Et territorium er et landområde som grævlingerne har som deres hjem. Territoriet skal være stort og med mange forskellige slags natur, så der altid er nok regnorm på det.

Grævlingerne mærker deres grænserne til deres territorium af med små grævlingelorte. Samtidig har grævlingen et ’stempel’ som den kan sætte duftmærker med. ’Stemplet’ sidder lige under halen som en lille spalte på tværs. Grævlingen kan ’stemple’ græs og jord ved at sætte bagdelen ned mod jorden. Når den stempler, sætter den lidt duft af på stedet - og viser dermed andre grævlinger at stedet er optaget. Grævlingerne i en klan stempler også hinanden, så de alle dufter ens.

Hvile og vinterhvile
Grævlingen er meget i sin grav. Om dagen hviler den derinde. Om vinteren sover den mange dage i træk i sin lune hule (se også ovenfor).

Grævlingen får unger

Grævlingerne parrer sig mest i marts-april. Når det lille æg er blevet befrugtet inde i hunnens mave vokser fostret kun kort tid. Så går det i en slags dvale, og begynder først at udvikle sig efter 8 - 9 måneder. Det kalder man ’forlænget drægtighed’. Ved nytår begynder det lille foster at udvikle sig - og 3 måneder efter – i marts – føder hunnen 1 - 5 små grævlinge-unger – eller grise som de også kaldes.

Flere fædre
Men grævlingerne parrer sig også senere på året. Derfor kan et andet æg blive befrugtet af en anden han senere. Det hviler også til nytår - og næste forår kan hunnen føde et kuld unger der har flere forskellige fædre.

Ungerne
Grævlinge-ungerne udvikler sig sådan her:

• 4 - 5 uger gamle får de øjne og tænder.
• 2 måneder gamle kigger de ud af hulen for første gang.
• 3 måneder gamle holder de op med at die hos moderen – og spiser til gengæld mad som moderen gylper op til dem.
• 5 - 6 måneder gamle forlader ungerne deres mor.

Fjender
Der er ikke nogen dyr der spiser grævlinger - og mennesket har fredet grævlingen - så de små unger har ikke nogen levende fjender. Mange bliver dog dræbt i trafikken.
 

Grævlingen og mennesket

Jagt i gamle dage
I gamle dage jagede man grævlingen i månelyse nætter, og dræbte den på en frygtelig måde. Når en jæger havde fundet og fanget grævlingen, holdt han den ned mod jorden ved at stikke en høtyv gennem halsen på den. Enten lod han sine hunde dræbe den stakkels grævling - eller også slog han den selv ihjel med en stor knippel.

De grævlinger man fangede brugte man til alt muligt:

• Kødet spiste man
• Skindet brugte man til seletøj, tasker, kufferter o.l. Det blev ikke anset for at være særlig fint.
• Hårene laver man stadig de fineste barberkoste, pensler og børster af.
• Fedtet brugte man til lys, til læderfedt til seletøj og støvler og til lægemidler.

Jagt i dag
Grævlingen er fredet i Danmark.

Navnet
Det er ikke tilfældigt, at grævlingen hedder, hvad den hedder. Ordet ’Grævling’ kommer nemlig af det germanske ord ’grabila’ der betyder ’Graver’. Og er der noget grævlingen er god til - så er det at grave.

I gamle dage kaldte de også grævlingen for ’Gravsvin’. Det er sikkert fordi den gravede i jorden - og fordi dens snude ligner lidt en grisetryne.

Knasende knogler
I gamle dage troede man, at hvis en grævling bed én i benet, så ville den blive ved med at bide til den hørte knoglerne knase inden i benet. Derfor puttede grævlinge-jægerne knasende ting i deres støvle-skafter. Æggeskaller, tvebakker, trækul eller gamle aviser.

Men det passer altså ikke - det der med at grævlingen bider sig fast til det knaser. Den er så bange for mennesker, at den flygter så snart den hører os. Derfor er det svært at få en levende grævling at se.

Forvandling
En fuldmånenat gik en mand på grævlingejagt på Als. Pludselig så han en grævling i måneskinnet. Han skulle lige til at skyde den, da han så, at der gik en nisse ved siden af grævlingen. Manden tog geværet ned fra skulderen, og nu så han at grævlingen forvandlede sig til en nisse. Samtidig hørte han en stemme sige "Du vil da ikke skyde min kone?".