Landskabet og skovene

Her kan du læse om hvordan skovene præger landskabet.
Barn på strandeng ved Roskilde Fjord

Togtur i tankerne

Tænk dig en togtur gennem Danmark. Kig ud ad vinduet og se vores land. Se det bugter sig op og ned. Se marker og levende hegn. Se et træ, der står som en kæmpe midt på en mark. Se små træer i en lund med grene og blade som vimpler. Se en skov. Først langt væk. Så tættere og tættere til den opsluger toget, så lyset skifter og alting bliver grønt.
 

Masser af skove

Selv om skovene kun udgør 14 % af Danmarks areal, ser du dem overalt i landskabet. For vi har mange af dem. På kortet over Danmark kan du se hvor mange.

Skovene er med til at give landsdelene deres særpræg: Store granplantager er typiske for store dele af Jylland. Mens Sjælland og Fyn og mange af vores små øer er præget af tusindvis af små løvskove.
 

Skovene former landet

Skovene er med til at forme vores landskab. Her er nogle af de forskellige midler man bruger, når man ønsker særlige virkninger:

  • I et område med bakker kan man forstærke højdeforskelle, ved at plante skov på højtliggende arealer og land på de områder, der ligger lavt.
  • Skovbryn kan gøres smukke, ved at plante buske med blomster, særlige høstfarver og bær til fugle og vildt. Lave skovbryn giver en blød overgang til det åbne land.
  • Løv- og nåleskov ved siden af hinanden giver gode kontraster. Især når løvskoven får efterårsfarver eller står uden blade om vinteren.
  • Rette vinkler, parallelle kanter og symmetri er noget man bruger i haver og parker. I landskabet virker det kunstigt. Derfor undgår man det ved planlægning af ny skov. Af praktiske grunde planter man dog skovtræer i rækker. Rækkerne er tydelige, indtil man begynder at tynde ud i træerne.
  • Inde i skoven kan man lade enkelte træer udvikle en bred krone og blive stående til de dør af alderdom.
Løvskov
Lillebitte løvskov
Landskabet i Østjylland og på øerne er ofte præget af mange små løvskove.