Skovbund og jordbund

Læs om jord og jordbund i skoven, dvs. muld og mord, podzol, humus osv.
Børn leger i skovbunden

Jordbund i skoven

I skovbunden forekommer der en lang række forskellige jordbundstyper, hvor muld- og morbunden er yderpunkterne. Skovbunden kan udvikle sig forskelligt over en længere årrække bl.a. afhængigt af, hvad jorden består af og hvilken vegetation der vokser på den.
 

Muld

Muldjordens profil er karakteriseret af, at den ikke er tydeligt lagdelt. Det tilførte organiske materiale - især blade - bliver nedbrudt af jordbundsorganismerne, så de næringsstoffer som er bundet i bladene bliver frigjort. I bladene er der stoffer som er svære at nedbryde. Dem kalder man for humus-stoffer og de er mørkebrune. Når regnormene graver gange i jorden blander de humus-stofferne  med mineraljorden. Det gør jorden mørkere i de øverste lag, hvor regnormene lever - og jorden bliver gradvist lysere jo længere ned vi graver.
 
Neutral, iltrig jord
Muldjordens øverste del har krummestruktur. Der er kalk i jorden, hvilket bl.a. neutraliserer humussyrer og syreregn. Surhedsgraden ligger normalt i området 5,5 < pH < 7 (neutral), somme tider endog større end 7 (dvs. basisk). Organisk materiale nedbrydes både af svampe og bakterier. De mange regnorme medvirker til god udluftning (dvs. jorden er iltrig) og opblanding af jorden, som er næringsrig.
 
tegning af jordbundsprofil
Tegning: Eva Wulff

Mor

Morbundens profil er karakteriseret af, at den er tydeligt opdelt i lag. Det øverste lag består af uomsat organisk materiale (i granskoven: nåle), der er presset sammen til et tørvelag. Nedenunder er et lag af sort råhumus der ikke er blandet med mineraljorden. Dernæst følger et lag af blegsand, som er udvaskningslaget, hvorfra forskellige ioner er udvasket. Disse ioner (bl.a. jern- og aluminiumioner) udfældes i det følgende lag, der kan blive meget hårdt (fx al-laget på heden). Nederst i profilen findes den ofte upåvirkede mineraljord.

Sur iltfattig jord
Der er ingen krummestruktur, ligesom jorden mangler kalk. Jorden er relativt sur med pH < 5,5, hvilket betyder, at der forekommer få, små regnorme og at nedbrydningen udelukkende foregår ved hjælp af svampe - dvs. at omsætningen sker langsomt og at jorden er næringsfattig. Morjorden er generelt iltfattig. Grantræer påvirker jordbunden i sur retning.

Efteraar_nov_2007_2_0.JPG
Skovbund under bøg. Foto: Malene Bendix.

Jordens surhedsgrad

Jordens surhedsgrad i rodzonen har stor betydning for omsætningen i jorden, da bakterier og regnorme bedst trives ved pH ~ 7. Disse organismer kan ikke leve ved pH < 5,5. I jord med pH < 5,5 foregår nedbrydningen derfor fortrinsvis ved hjælp af svampe, hvilket medfører en langsom nedbrydning med risiko for mor-dannelse. På kalkrige jorde ligger surhedsgraden sjældent på pH > 8 (basiske jorde). Kalkholdig jord rummer normalt mange jordbundsorganismer og er generelt frugtbare jorde med en god omsætning.

Sur jord - få næringsstoffer
Jordens surhedsgrad er bestemmende for mange plantenæringsstoffers opløselighed, dvs. mulige tilgængelighed for planterne. Som hovedregel gælder, at en sur jord med lave pH-værdier er udtryk for et lavt indhold af næringsstoffer. Kun et begrænset antal planter kan trives under sure forhold. Ved høje pH-værdier er der derimod et stort indhold af næringssalte i jorden.

Jordens surhedsgrad bestemmer plantedække
Jordens surhedsgrad har således indirekte indflydelse på, hvilke planter der forekommer i den pågældende jord. Det er ikke surhedsgraden i sig selv der er afgørende, men dens betydning for næringsstoffernes tilgængelighed for planterne.

De fleste jorde har en surhedsgrad på  3,5 < pH < 8,5. Hovedparten af nytteplanter trives bedst i en jord, der har en pH-værdi lige under  7. Ved pH =  6,5 er alle vigtige næringsstoffer tilstrækkeligt tilgængelige, og den gode jordstruktur kan opretholdes. Dette er også den optimale surhedsgrad for de mikroorganismer der omsætter døde dyr og planter, hvorved de bundne næringsstoffer kan frigøres.

Hvilke faktorer har betydning for jordbunden
Det er kombinationen af flere faktorer, der er afgørende for dannelse af muld eller mor:

 

Mordannende

Mulddannende

Mineraljord

Kalkfattig
(sandjord)

Kalkrig
(moræneler)

Klima

Stor nedbør i forhold til fordampning

Mindre nedbør i forhold til fordampning

Træart

Højt C/N forhold
- især nåletræer

Lavt C/N forhold
- især løvtræer

Jordbundsfauna

Store regnorme
mangler

Store regnorme talrigt tilstede

Efter Sv. E. Abrahamsen: Biologiske jordbundsundersøgelser. Vort miljø 3.1. Gyldendal 1986.

 
Efteraar_nov_2007_41_0.JPG
Skovbund med egeblade. Foto: Malene Bendix.
 

C/N forhold i skovtræers blade

Forholdet mellem kulstof (C) og kvælstof (N) har betydning for nedbrydningshastigheden. Nedbryderorganismerne foretrækker kvælstofrigt materiale. Da en bakterie indeholder typisk ca. 5 C-atomer for hvert N-atom, har den brug for C og N i forholdet 5/1. Da bakterien imidlertid ikke kun skal udnytte føden til celleopbygning, men også skal bruge ca. ½ af føden som energikilde (hertil behøves ikke N), så vil det optimale C/N i føden være ca. 10/1.

Et højt C/N forhold betyder derfor lang  nedbrydningstid - som fx i nålene hos skovfyr (66/1): > 3 år nedbrydningstid i skovbunden.

Rødel har C/N = 15/1: < 1 års nedbrydningstid.

Træart

C/N i blade

Nedbrydningens
varighed

Rødel
Ask
Kirsebær
Avnbøg
Elm
Lind
Eg
Rødgran
Birk
Bøg
Ahorn
Rødeg
Bævreasp
Skovfyr
Douglasgran
Lærk

15/1
21/1
22/1
23/1
28/1
37/1
47/1
48/1
50/1
51/1
52/1
53/1
63/1
66/1
77/1
113/1

< 1 år
< 1 år
1,5 år
1,5 år
1,0 år
2,0 år
2,5 år*
3,0 år*
2,5 år
3,0 år
2,0 år
3,0 år*
2,5 år
> 3 år*
> 3 år*
> 3 år*

Efter Sv. E. Abrahamsen: Biologiske jordbundsundersøgelser, Vort miljø 3.1. Gyldendal 1986.
 

C/N forholdet er dog ikke eneste faktor af betydning for nedbrydnings-hastigheden. Indeholder bladene fx  garvesyre (bl.a. eg og bøg), ædes de ikke, før dette stof er nedbrudt eller udvasket.

Efteraar_nov_2007_12_0.JPG
Bøgetræets rødder henter næringsstoffer i jorden.
Foto: Malene Bendix.
 

Humus

Humus er et tungt omsætteligt, mørktfarvet, organisk materiale der dannes under den mikrobielle nedbrydning. Humus er en ikke-veldefineret kemisk forbindelse, idet humus kan dannes udfra mange forskellige stoffer. Humusstofferne, som er vigtige bestanddele af muldjordens krummestruktur, indeholder i sig selv store mængder plantenæringsstoffer, især kvælstof, fosfor og svovl, men disse stoffer er fast bundet og frigøres først, når humusstoffet langsomt nedbrydes.

Humus i muld
Humusstofferne har således stor betydning som lager af næringsstof – altså både humusstoffet i sig selv, men især også ved sin evne til at binde en lang række positivt ladede næringsioner til sin negativt ladede overflade. Negativt ladede næringsioner, bl.a. nitrat (NO3-), kan således ikke bindes til humusstoffets (eller lerpartiklens) overflade, men vil i stedet kunne være opløst i jordvandet inde i krummen. Humusindholdet medvirker desuden til en løs og god jordstruktur, og forøger jordens evne til at holde på vandet, hvilket har stor betydning for planterne i tørre perioder.

Humus i mor
På morjorden vil der ske en ophobning af humusstof på overfladen, idet fraværet af bl.a. regnorme vil bevirke en manglende opblanding. Disse humusstoffer nedbrydes kun langsomt under dannelse af relativt stærke syrer der medvirker til udvaskning af næringsstoffer samt udfældning af bl.a. jern- og aluminiumsforbindelser under blegsandet.

Bemærk: En vigtig fejlkilde i beregningen af humusprocenten er bl.a., at det kemisk bundne vand også forsvinder.