Strandens plantezoner

Den barske kyst
Stranden er en barsk biotop - og et spændende sted at kigge på tilpasninger og overlevelsesstrategier.

Der er barske vilkår for plantevæksten – først og fremmest på grund af det salte havvand, der er giftigt for planterne. Men også på grund af de fysiske forhold ved stranden. Der kan være bølger, der slår ind over stranden med stor kraft og skyller sedimenter og planter væk. Der kan være kraftig blæst, der river i plantevæksten og får sandet til at fyge rundt. Der kan være sten, der ruller rundt i brændingen. Der kan være meget varmt om dagen på grund af solens opvarmning af sandet og tilsvarende køligt om natten.

Alle disse forhold stiller store krav til plantevæksten - og man vil kunne se forskel på planternes forskellige overlevelsesstrategier, afhængig af hvor de vokser på standen.

Strandens zoner

Ovenfor kan du se en tegning af strandens fire forskellige zoner.

• A er selve stranden, hvor bølgerne slår op.
• B kalder man den hvide klit. Det er der det tørre sand blæser sammen - og vi solbader.
• C kalder man den grønne klit. Her gror flere planter.
• D kalder man den grå klit. Her er sandet blandet med plantestof - og derfor gråt.

Nedenfor kan du læse hvorfor.

A: Stranden

Der vokser ikke mange planter på den første del af stranden, som kaldes strandbredden (A). Miljøet på strandbredden er meget omskifteligt. Det gør det svært for planterne at etablere sig her. Det er kun de mest salttolerante planter, der findes her. Det er spændende at undersøge de forskellige overlevelsesstrategier, som planterne har udviklet, for at klare de høje saltkoncentrationer. Fx har mælde-arterne udviklet særlige kirtler, der kan udskille saltene. Den stikkende sodaurt og strandsennep er tykke og saftige. Det nedsætter saltkoncentrationen inde i cellerne. Her kan du også findes strandarve og strandkål.

Bag sandstranden findes klitterne, der inddeltes i hvid klit (B), grøn klit (C) og grå klit (D).
 

B: Hvid klit

Den hvide klit er navngivet efter sandets farve. Her er vi nået langt nok væk fra strandbredden og op i højden, så området ikke længere oversvømmes af saltvand. Til gengæld foregår der ofte en løbende vind-aflejring af sand. Det betyder at planterne er nødt til at vokse hurtigt, for ikke at blive begravet i sand. Da sand ikke kan holde på regnvandet, betyder det også, at der næsten konstant er vandmangel.

I den hvide klit finder I primært planter som sandhjælm og marehalm. De ruller bladene sammen for at mindske fordampningen - og så vokser de hurtigt. Her kan også findes klitstedmoderblomst, der er en lille plante med et veludviklet rodnet, der kan hente vand op fra de dybere lag. Disse planter har stor betydning for mindskelse af sandflugten.

C: Den grønne klit

Den grønne klit findes ofte i en lavning bag den hvide klit.

I den grønne klit er vegetationen tættere og der findes mange græsser, urter og småbuske, som f.eks. klitrose, havtorn, sand-rottehale, klit limurt og almindelig stedmoderblomt. Der kan også findes planter som blodrød storkenæb, nikkede kobjælde og markbynke, som normalt vokser på skrænter og overdrev.

Ved mange kyster findes der ikke nogen grøn klit. I stedet går den hvide klit direkte over i den grå klit.

D: Den grå klit

I den grå klit er sandet farvet mere gråt af døde plantedele og andet organisk materiale. Der kan være en begyndende jordbundsdannelse i gang. Jordbundsdannelsen vil være tydeligere jo længere man kommer væk fra kysten og den giver mulighed for at stadig nye planter kan vokse i jorden.

Den grå klit er dog typisk meget næringsfattig, da den stadig er præget meget af sand, men samtidig er for langt væk fra kysten til at få tilført næring fra havet i form af opskyllet tang, ålegræs og alger.

I den grå klit vokser laver og mosser og en række andre hårdføre planter som sandskæg, bjerg-rørhvene, liden klokke, harekløver, smalbladet vikke og håret høgeurt.