Tusindben

Her kan du læse om tusindben. Der er 41 arter i Danmark. Du kan læse om de mest almindelige, skov-tusindben, træcyliner-tusindben, kugle-tusindben og kile-tusindben.
stor bånd-tusindben (Ommatoiulus sabulosus)
Klik på det du har lyst til at læse om:

Vidste du

  • At man i 2021 for første gang fandt et tusindben med mere end 1000 ben. Indtil da var tusindben kendt for højst at kunne få omkring 240 ben.
  • At der findes flere forskellige slags tusindben i Danmark*
     

Tusindben

Tusindben er lange, langsomme dyr, der er delt op i mange led. På hvert led sidder to par ben. Et tusindben har normalt højst 60 led. Hvor mange ben har et tusindben med 60 led? Ja, rigtigt - omkring 240 ben. Og det er mange at holde rede på. Hvis du kigger på et tusindben, der går afsted, kan du se, at benene bevæger sig i bølgebevægelser. Syv bundter af ben bevæger samtidig dyret fremad.

Tænk så på, hvordan det må være at have 1.300 ben! Så mange ben talte man på et tusindben, som man fandt i 2021 i det vestlige Australien. Artens navn er Eumilipes persephone.

Tusindbenets skjold er brunt, blankt og hårdt og beskytter dyret mod udtørring, når det kravler rundt nede i jorden.
 

Føde

Tusindben hører til den gruppe af dyr, som man kalder nedbryderne. De spiser dødt plantemateriale som blade, frugter, kviste osv. og de svampe, alger og bakterier, der sidder på dem.
 

Vigtig del af fødekæden

Tusindben er en vigtig del af fødekæden. De er med til at frigøre alle de næringsstoffer, der er bundet i det døde plantemateriale i skovbunden. Tusindbenene frigør ikke næringsstofferne selv. Men de deler de døde plantedele i mindre dele, som svampe, alger og bakterier kan nedbryde fuldstændigt til næringsstoffer, vand og CO2. De levende planter trækker næringsstofferne op af jorden igen med deres rødder, og bygger dem ind i deres væv.
 

Levevis og levested

De fleste tusindben bryder sig ikke om lys. De vil helst være hvor der er fugtigt og mørkt, og derfor lever de i skovbunden under de visne blade eller helt nede i jorden.
 

Arter

Der findes 41 arter af tusindben i Danmark. Af de mest almindelige kan nævnes:

  • Skov-tusindben:
    Det er brunsort og op til 3 centimeter langt. Det lever mellem de visne blade i løvskove og kan mase sig ned gennem jorden med panden forrest og de mange ben i fuld aktion. Skov-tusindbenet spiser både blade og jord – ligesom regnormen – og blander det hele i maven. Den er meget vigtig for dannelse af muld og det man kalder jordens krummestruktur. Skov-tusindbenet spræller, hvis du tager det op.
     

    Skov-tusindben
    Tegning: Eva Wulff
     
  • Træ-cylinder-tusindben:
    Det er gråbrunt og kan blive op til 28 millimeter langt. Det lever i vådt dødt træ. Det ruller sig sammen til en spiral, hvis du tager det op.
     
  • Kugle-tusindben:
    Det er op til 2 centimeter langt og glinsende sort med lyse kanter på hvert led. Det lever især i ege- og bøgeskove. Her spiser det visne blade – og deler dem op i bittesmå stykker, som svampe og mikroorganismer kan nedbryde helt til næringssalte, CO2 og vand. Kugle-tusindbenet ruller sig sammen til en kugle, hvis du tager det op. Det ligner kugle-bænkebideren, men har 2 par ben under hvert led – i stedet for 1 par som kugle-bænkebideren.

    Kugle-tusindben foldet ud og rullet sammen
    Tegning: Eva Wulff
     
  • Kile-tusindben:
    Det er gulbrunt og fladt og op til 2 centimeter langt. Du kan finde det i skovbunden mellem de fugtige blade – og i gamle grene og træstubbe.

Kile-tusindben
Tegning: Eva Wulff
 

Formering og alder

Tusindben bliver kønsmodne når de er omkring to år. Så parrer de sig og lægger æg.
 

Fjender og forsvar

Nogle tusindben kan udskille et giftigt stof, der stinker. Det beskytter det mod fjender som fugle og padder. Du kan se stink-kirtlernes små åbninger, som en række prikker på hver side af tusindbenet. Der sidder en åbning på hver side af hvert led.
 

Kig på smådyr

Hvis du kigger i skovbunden og under døde grene og blade, kan du finde tusindben og mange andre små dyr. Du kan forsigtigt samle dem op i et syltetøjsglas, eller i en plastikbakke med låg (f.eks. fra liter-is).

Kig på dem – evt. med en lup.

Slip dyrene ud, hvor du fandt dem, når du har kigget færdig.