Video: Biodiversitet i søer og vandløb

Hvad er vigtigt for biodiversiteten i sø og vandløb? Få svaret i denne film.


Måske ved du allerede, at plads og forskellighed er vigtigt for biodiversitet?

Den her film handler om biodiversitet i søer og vandløb, og plads og forskellighed er også vigtigt her. Som du kan høre på navnet, er et vandløb et sted, hvor vandet løber. Et vandløb kan være en kilde, en bæk eller en å.

Vandet i vores søer og vandløb kommer blandt andet fra regnvand. Når det rammer jorden, siver noget af det ned og bliver til grundvand. Men meget af det, løber hen over jorden, og ud i vores vandløb.

En del vandløb i Danmark er blevet rettet ud af mennesker, der har anlagt marker, veje og byer. Og dér passer lige vandløb rigtig godt. Men i et lige vandløb, vil vandet løbe lige hurtigt hele tiden, og de to sider af vandløbet, vil være ens og ikke give mulighed for at mange forskellige planter kan vokse, eller tilbyde forskellige slags levesteder for forskellige dyr.

Hvis vandløb fik plads til at være forskellige, ville deres form langsomt ændre sig. De ville bugte sig, mere og mere – ligesom store flotte s’er. Det ville skabe mere forskellighed og flere levesteder. Det kunne for eksempel se ud som her:

Når vandløbene bugter sig, så løber vandet ikke lige hurtigt alle steder. Og i vandløbets slyngnings ydersider, vil vandet “grave” i kanten og lave en stejl side, med dybt og roligt vand, mens det på indersiderne af slyngningerne, vil få en lav kant, af sand, der bliver aflejret. -Altså, kommer flydende med vandet og lægger sig på bunden i en bunke. Imellem slyngningerne vil der være områder hvor strømmen er stærkere og der er der ofte grus og sten på bunden. 

Vandløb, der bugter sig vil også vende i flere forskellige retninger mod solen, og det vil give forskellige planter mulighed for at gro på bredden. Når vandløbet er så forskelligt, giver det plads til meget mere liv. -Fordi forskellige arter trives med forskellige omgivelser.

F.eks. kan vandbænkebidere godt lide at bo på bunden af et vandløb, der hvor vandet er helt roligt og stille og bunden er dækket af døde blade, mens f.eks. slørvinge-nymfer trives rigtig godt, der hvor vandet er i bevægelse, og vårfluelarver helst vil være de steder i vandløbet, hvor der er småsten og grus i bunden, for at kunne bygge deres lille beskyttende hus. 

Vandet fra et vandløb, løber tit ud i en sø, inden det løber videre mod havet. I søen står vandet mere stille end i et vandløb. I en sø, der får plads til at være forskellig, vil vandet være klart og der vil være mange forskellige fisk, smådyr og planter. 

I Danmark er en hel del søer blevet fjernet, fordi nogle mennesker syntes, at de var i vejen for en mark, vej eller by. Derfor er det endnu mere vigtigt, at de søer vi har tilbage, har en høj biodiversitet. Søer og vandløb med høj biodiversitet, har ofte meget ilt i vandet. 

Så hvis du vil se på, hvordan biodiversiteten er, i et vandløb eller en sø nær dig, så kig på, om søen eller vandløbet har plads og forskellighed, og undersøg, om du fanger insekter, der har brug for meget ilt. 

Hvis der er insekter, der har brug for meget ilt, så er biodiversiteten nemlig høj. 

Her på Skoven i Skolen, kan du finde ark, der hjælper dig med, hvad du skal kigge efter.

Rigtig god tur!