2. december 2024

Skoven i Skolen har 25 års jubilæum

I dag fylder Skoven i Skolen 25 år. Hurra og tillykke til os alle sammen.
Piger i regntøj. Foto: Andreas B. Elkjær.

Hurra og tillykke

Dagen er diset og grå – men stor på sin egen stille måde. I dag er det 25 år siden Skoven i Skolen blev sat i søen, den 1. december 1999, af Dansk Skovforening, Friluftsrådet, Undervisningsministeriet, Naturstyrelsen og Træ.dk. Tillykke til os alle sammen.

Mange menneskers værk

Skoven i Skolen blev etableret med det formål, at formidle viden om skov og træ til alle skolebørn, ved at tilbyde skoven som klasseværelse for skolen. Gennem årene har Skoven i Skolen udviklet ude-undervisningsmaterialer for alle skolens fag, klassetrin og med tiden også alle natur- og kulturtyper i samarbejde med en masse dygtige, fantasifulde fagpersoner, bl.a. Undervisningsministeriets fagkonsulenter, lærere, naturvejledere, skovfolk, lektorer fra læreruddannelsen, forskere og formidlere. Alle materialer ligger frit tilgængeligt på hjemmesiden skoven-i-skolen.dk

Det fælles samarbejde om at give mange børn mulighed fora at blive undervist ude i natur og kultur er fortsat gennem alle de 25 år. Tusind tak til alle! Det har været sjovt og en kæmpe fornøjelse.

Inspiration til udeskole

Via det internationale netværk LEAF opdagede vi tidligt, at det vi arbejdede med blev kaldt uteskole i Norge og utomhuspædagogik i Sverige - og i samarbejde med en lang række forskere, læreruddannere og formidlere satte vi fokus på udeskole i Danmark. 

I 2006 knopskød Skoven i Skolen med den teoretiske hjemmeside Udeskole.dk, som samlede forskningsbaseret viden om, hvorfor og hvordan vi kan flytte dele af skolens hverdag ud i natur og kultur i skolens nære omgivelser. De to hjemmesider er i dag koblet sammen - og det teoretiske indhold finder du i menuen Viden om udeskole

Samtidig var Skoven i Skolen i 2026 med til at etablere UdeskoleNet i samarbejde med bl.a. VIA University College, Institut for Idræt Københavns Universitet og en lang række andre institutioner og personer med det formål at udbrede udeskole i Danmark. 

I 2009 knopskød projektet med klimaprojektet Genplant Planeten, som satte fokus på børns mulighed for selv at handle aktivt i forhold til klimaforandringerne ved at plante træer, lære om skov, træ og klima, turde kigge på klimaproblemet - og arbejde kreativt og innovativt med udvikling af løsninger.

Som en del af det nuværende projekt har Danmarks Jægerforbund i 2022 i samarbejde med Skoven i Skolen og en lang række grønne organisationer udviklet et Natursynsspil for skolens ældste klasser og en række udeundervisningsmaterialer til det. Og Naturvejledning Danmark lægger her i foråret sidste hånd på et stort materiale om Børn og biodiversitet.

I 2023 berigede Havet i Skolen hjemmesiden med et ja hav af spændende marine udeundervisningsmaterialer, som du finder under temaet "Havet i Skolen".

Forskellig forankring

Skoven i Skolen var de første mange år forankret i Dansk Skovforening og en styregruppe bestående af Friluftsrådet, Naturstyrelsen, Undervisningsministeriet og Træ.dk. I 2017 flyttede projektet op på Skovskolen nogle år. I 2021 blev Skoven i Skolen forankret i de danske nationalparker og i en bred Følgegruppe og fik sekretariat i Nationalpark Skjoldungernes Land. Du kan læse mere om Skoven i Skolen.

Støtte

Gennem tiden har Skoven i Skolen været støttet af en række fonde, styrelser og institutioner. Revitalisering af Skoven i Skolen fra 2021 til 2024 er støttet af Nordea-fonden, Udlodningsmidler til Friluftslivet og 15. Juni Fonden. 

Tusind tak til alle. Støtten giver os mulighed for at formidle viden om og inspiration til udeskole bredt og frit for alle.

Læs og lyt mere

Du kan læse mere om Skoven i Skolen. Du kan også høre hele historien fortalt til Martin Einfeldt fra Træ.dk i podcasten "Børn skal være med til at finde løsningerne". 

Sidste nyt

Viser  ud af