Menneskets forhold til naturen

Undersøg hvordan forskellige kunstnere igennem tiden har portrætteret menneskets forhold til naturen. Tag selv et digitalt billede, der formidler det samme forhold.
Vandreren over gågehavet af Caspar David Friedrich - 1818

Formål

Eleverne skal undersøge menneskets forhold til naturen i kunsten. De skal øve sig på fortolkning af kunstværker og formidle deres viden skriftligt.

Forberedelse

Print
Print Kopiark 1 og 2 i to kopier til hver gruppe. Print senere gruppernes valgte kunstværker.

Grupper
Del eleverne op i grupper af 3 - 4 elever.

Forberedelse i klassen

  • Tal med eleverne om, hvordan menneskets forhold til naturen er.
  • Bed eleverne finde et kunstværk, som de synes viser noget vigtigt ift. menneskets forhold til naturen. Et godt sted at gå på jagt efter billeder er på SMK.OPEN
  • Alternativt kan læreren på forhånd have udvalgt nogle kunstværker. Se listen med kunstværker til inspiration i Kopiark 1.

Fortolkning af kunstværk
Nu skal eleverne udarbejde billedtekster til kunstværket. Brug Kopiark 2. Grupperne udfylder ift. værkets titel, kunstner, årstal, beskrivelse af hvad værket forestiller og fortolkning med fokus på menneskets forhold til naturen.

Egne fotos
Læreren instruerer nu eleverne ift. den ude-baserede del af opgaven.

  • Grupperne skal tage et billede udenfor, i en nærliggende natur. Billedet skal være en genfortolkning af det originale værk, forstået således, at de ikke skal genskabe det originale billede, som de har arbejdet med 1:1, men derimod genskabe den fortolkning de har analyseret sig frem til.
  • Grupperne skal i klassen lave en plan for deres billede. De skal diskutere motiv, komposition, eventuelle rekvisitter osv. Deres plan skal evt. afleveres til godkendelse hos læreren. 

Sådan gør du

Fortolkning af billederne ude i naturen
Grupperne skal genskabe den fortolkning de har lavet af det originale kunstværk. Det er altså ikke målet at genskabe billedet 1:1, men derimod at genskabe det forhold til naturen, som det originale kunstværk formidler. Det er altså også underordnet om den naturlige ramme matcher den på det originale billede. Læreren vælger altså udflugtsmål ift. de muligheder der findes tæt på skolen. 

Det kan være en god idé at denne aktivitet afholdes således, at eleverne har tid til at tage evt. rekvisitter med i skole. 

Hver gruppe skal have mindst en mobiltelefon med kamera med, så de kan tage et billede af deres genskabelse af kunstværket. 

Bearbejdning

I klassen
Print gruppernes fortolkning af deres kunstværk. Tilbage i klasseværelset udarbejder grupperne endnu en billedtekst - denne gang til deres eget billede. Læreren printer altså igen skabelon til billedtekst (kopiark 2) ud til alle grupper. Herefter printes også det originale kunstværk og deres eget kunstværk.

Fernisering
Kunstværker og tekstbokse sættes pænt op på væggen i klasseværelset, eller på gangen. Herefter afholder klassen fernisering/udstilling, hvor eleverne kan præsentere deres overordnede tanker for hinanden. 

Baggrund

Eleverne skal arbejde med naturbilleder, herunder hvilke syn på naturen, der findes i diverse kunstværker. Derfor kan eleverne med fordel have arbejdet med analyse af malerier i danskundervisningen, fx via: En bid af billedanalyse - Smag for livet. Billeder og billedanalyse – Danskfaget 7.-10. klasse, Clio.dk. Analyseguide Maleri – Danskfaget 7.-10. klasse, Alinea.dk.

Læs også

SMK.OPEN - Undervisningsmateriale (link til Inspirationsmateriale - SMK - Statens Museum for Kunst)
Evt. Statens Naturhistoriske Museum - Naturen i byen (link til )
Evt. Faktalink - Menneskets forhold til naturen (link til https://faktalink.dk/menneskets-forhold-naturen)

Undervisningsforløbet tager udgangspunkt i Fælles Mål fra 2019 for faget Billedkunst (valgfag) efter 8. klassetrin. 

Forløbet understøtter kompetenceområderne:

  • Billedfremstilling
  • Billedanalyse
  • Billedkommunikation