Natursyn i foto og haiku
Formål
I dette forløb
- Tilegner eleverne sig viden om begrebet natursyn.
- Fotograferer eleverne natur, der udtrykker deres natursyn.
- Får eleverne viden om forskellige natursyn.
- Udtrykker eleverne deres natursyn gennem haikudigte.
Forberedelse
Se først selv filmen Hvad er dit natursyn. Du kan finde teksten fra filmen som kopiark i højre side.
Se film om natursyn
Se filmen Hvad er dit natursyn med eleverne.
Tal med eleverne om natursyn. Spørg, hvad de så, da de skulle lukke øjnene i filmen. Tal om, at der kan være mange holdninger til, hvad natur er. Planlæg at tage ud med eleverne til et sted i jeres nærområde, hvor der er mulighed for at tage billeder, der udtrykker elevernes natursyn.
Når eleverne tager billeder, kan de gøre det, gennem en ramme af pap. Rammen kan hjælpe dem til at erkende, at deres billede er en iscenesættelse af deres natursyn.
Lav pap-rammer
Skaf pap/karton i størrelse A3, samt papir i A4 - et stykke af hver, til hver elev. Pap-/kartonstykket skal blive til rammer, som eleverne kan fotografere deres natursyn igennem. Rammerne laver I sådan inden turen:
Læg A4-arket midt på pap-/kartonstykket, og tegn rundt om A4-arket, så du får et rektangel på pap-/kartonstykket som du kan klippe ud. Herved får du en ramme. Den skal du bruge, når du skal ud at fotografere.
Sådan gør du
På tur
Tal med eleverne om, hvor I skal hen, og at formålet er at tage et billede af naturen, og at billedet skal afspejle deres natursyn.
Tag eleverne med på tur ud i naturen. Find et sted, hvor flere naturtyper møder hinanden. Det kan være skov, sø, mark, hav, å, hede, mose osv. Eleverne skal medbringe deres paprammer og mobiltelefoner med kamera i.
Tag billeder af natursyn
Når I er derude, så lav en base med tasker - og send eleverne ud for at finde et sted, som afspejler deres natursyn. De kan gå afsted i par - eller enkeltvis. Giv eleverne fx 10 minutter til at tage et foto. Når du pifter, skal de komme tilbage igen.
Tal med eleverne om, hvilke billeder, de har taget - og hvorfor de har noget at gøre med deres natursyn.
Skriv haikudigte om natursyn
Nu skal eleverne gå tilbage til deres sted - og skrive et haikudigt. Giv dem kopiark 1 og blyanter + fx 15 minutter. Når du pifter samles I igen.
Ved samling kan de elever, som har lyst, læse deres haikudigte op.
Bearbejdning
- Få eleverne til at sende dig deres fotos, så deres fotos kan printes ud.
- Lad eleverne skrive deres Haiku-digte på deres foto, fx med en Posca-tusch.
- Lav en udstilling af fotografierne med Haiku-digte.
Baggrund
Link til eksempler på haikudigte og en kort beskrivelse på Litteraturforum.dk. Haiku digte er underfundige og rytmiske overskudshandlinger.
Se også Naturlyrik nedenfor med forskellige enkle skabeloner til poesi i naturen.