Observation og vedvarende observation
Opgaven
Eleverne skal nøje observere og beskrive en plante. Observationer er omhyggelige registreringer af, hvad man sanser. Observationer handler om at involvere alle sanser og skærpe elevernes opmærksomhed for ligheder, forskelle, detaljer og mønstre.
Vi er ofte hurtige til at iagttage vores omgivelser. I denne øvelse er det vigtigt at give tid til observationen - også når eleverne har svært ved at bidrage med noget nyt til samtalen. Men når øvelsen fastholdes bliver det en vedvarende observation, som kan styrkes yderligere ved, at eleverne får forskelligt måleudstyr, såsom lup, vægt, målebånd, lup m.m. til rådighed.
Når elever er ude i naturen er der uendelig mange fænomener og organismer at vælge imellem. Naturen er kompleks og udfordrende. Ved at sætte fokus på observation skærpes sanserne i naturen, og hvad der netop kendetegner planter og dyr i Nationalpark Thy.
Observationerne bliver til vigtige data og informationer. Målet for observationerne er at systematisere dataindsamlingen, så observationerne efterfølgende kan vurderes og fortolkes.
Sådan gør du
Fortæl eleverne, hvad undersøgelsen går ud på, hvad begrebet observation er og hvad læringsmålet er.
Bed eleverne sætte sig i en halvcirkel tæt ved tavlen eller en flipover.
En plante eller to forskellige planter (fx revling eller sandhjelme fra Nationalpark Thy) sendes rundt, og på skift skal eleverne beskrive en ting ved planten og derefter sende planten videre.
Det er vigtigt at anerkende, at alle ikke ser det samme, og at ligheder og forskelle ikke nødvendigvis opleves på samme måde, når der arbejdes med observation.
Læreren starter selv med at sige en ting.
Dataopsamling – uden udstyr
Elevernes iagttagelser og beskrivelser noteres på tavlen/flipover/papirark. Kommenter ikke elevernes beskrivelser, men nedskriv dem ordret på tavlen.
Stil gerne opklarende spørgsmål som:
- Hvor mange….kan du se?
- Hvordan føles den mod…?
- Hvilke farver kan ses?
- Kan I ved hjælp af andre sanser end synssansen fortælle noget om…?
- Hvad tror I den vejer …..?
- Hvilke forhold lever den under….?
- Fortsæt til ingen af eleverne kan beskrive mere om planten.
Dataopsamling med udstyr
Giv eleverne fx en håndlup eller kniv/skalpel og lad planten gå rundt igen. Opfordrer eleverne til at gøre beskrivelserne mere præcise, og hvis det er muligt gerne flere detaljer.
Fortsæt til ingen af eleverne kan fortælle mere om planten.
Systematisering af data
Fortæl eleverne at beskrivelserne fra deres observationer kaldes ”data” og at disse data nu skal systematiseres og sorteres.
Hvordan ser planten ud? (morfologiske data)
Hvad planten gør for at overleve? (adfærdsdata)
Lad eleverne på skift komme med bud på, hvilken kategori en iagttagelse hører under, og skriv dem ind i skemaet. Brug evt. arbejdsark: "Observation og vedvarende observation".
Højst sandsynligt vil nogle elever være kommet med beskrivelser, der ikke hører under nogen af kategorierne, fordi det er tolkninger i stedet for iagttagelser fx: ”Planten ser ked ud af det”. Elevernes iagttagelser kan skærpes ved gentagne gange at spørge: ”Hvordan ved du det?” Indtil elevernes beskrivelser er baseret på iagttagelser, frem for tolkning.
Refleksion
Øvelsen afsluttes ved at reflektere over om læringsmålene er nået.
Ideer til refleksionsspørgsmål:
- Hvad var nemt at iagttage? Hvad var svært?
- Hvad betød det for iagttagelsen, at I fik en lup/mikroskop?
- Kan I foreslå andet udstyr til at observere med?
- Er der andre måder at systematisere observationerne/data på?