På sansetur i naturen

Vi har 7 sanser, hvoraf de 3 er primærsanser (følesans, ligevægtssans og muskelledsans), og de andre sekundære (syn, hørelse, smag og lugt). Når børnene tages med på tur i nationalparken, har de rig mulighed for at bruge sanserne i naturen.
Hvordan dufter vinter, forår, sommer og efterår?

Forberedelse

Inden I tager på sansetur i naturen, kan I derhjemme snakke med børnene om, hvilke sanser vi har og bruger i dagligdagen. Lav evt. nogle at sanseøvelserne indenfor, inden i tager afsted.

Sørg for, at børnene er klædt varmt på, når de skal ligge stille på skovbunden og bruge sanserne.

Opgaven

Vi har 7 sanser, hvoraf de 3 er primærsanser (følesans, ligevægtssans og muskelledsans), og de andre sekundære (syn, hørelse, smag og lugt). Når børnene tages med på tur i nationalparken, har de rig mulighed for at bruge sanserne i naturen.

Vi orienterer os meget ved hjælp af synet, men det er godt at bringe opmærksomheden hen på andre sanser, der støtter og korrigerer vores færden, specielt, når vi færdes i naturen.

Opgaven går ud på at børnene laver sanseøvelser og lege i naturen.

Sådan gør du

Tag på tur med børnene til en skov. Børnene skal lægge sig på ryggen i skovbunden og kigge op. Brug tid på at kigge, og tal derefter om, hvad I kan se. Lad nu børnene lukke øjnene, og bed dem lytte. Efter 5 minutter kan I tale om, hvad børnene hørte.

Prøv nu at bruge næsen, hvordan lugter vinter, forår, sommer og efterår?

Lad nu børnene vende sig om på maven, og lad dem mærke skovbunden med ansigtet og hænderne. Brug følesansen. Hvordan føles skovbunden?

Er der måske sne, is, myrer, spiselige planter eller små nye bøgeblade, som man kan smage på? Hvordan smager de forskellige ting? Salt, sødt, syrligt, bittert?

Til slut beder I børnene rejse sig op og dreje rundt om sig selv for at få ligevægtssansen i spil. Hvordan føles det?

”At gå med en sans”

På vej til bålpladsen, skoven, stranden eller parken, kan I lege ”At gå med en sans” sammen med børnene. De voksne italesætter først synet. Hvad ser I undervejs på turen? Kig godt efter. Farver, træer, fugle, sten, blomster og svampe mv. Aftal 5 minutters stilhed og lyt. Hvad hører I? I kan nu gå videre, mens I snuser ind og dufter skoven. Hvad dufter det af? Føl nu på træstammer, store sten, blade osv. Hvordan føles det? Ru, glat, vådt, tørt, varmt, koldt? Gå baglæns, drej rundt og mærk ligevægts- og muskelledsansen. Hvordan føles det?

 

Udeliv og naturglæde
At ligge i skovbunden og mærke naturens ro, at dufte naturen og lytte til vinden.

Krop og bevægelse
Det er sundt for både børn og voksne at sikre, at de primære sanser trænes og er i spil.

Fællesskaber
Lav fx sjove tillidslege, hvor den ene har lukkede øjne og føres af den anden.

Science
At forstå at sanserne er uundværlige for vores færden og samvær med andre.
At børnene oplever, at de kan skrue op og ned for de forskellige sanser i naturen – og andre steder.
At børnene hører ord som balance, smagssans, lyd osv.

Kig efter følgende tegn
At børnene har lyst til at lukke øjnene og opleve de andre sanser.
At de selv bruger ord som balance, lugte og føle mv.
At de selv taler om det de ser, hører, lugter, føler og smager.