På sporet af kronhjorten i Sårup
Forberedelse
Brug listen "grej" til at forberede undervisningsforløbet.
Opgaven
I Thy Nationalpark lever Danmarks største landlevende pattedyr, nemlig Kronhjorten. Eleverne vil med stor sandsynlighed kunne finde spor fra krondyrene, og måske være heldige at se dem.
Eleverne drager i grupper selv på opdagelse i den nærliggende skov, hvor de skal finde spor efter kronhjorten og måske også andre dyr. Denne opgave kan med fordel udføres i forbindelse med overnatning på den nærliggende shelterplads, hvorved der også ligger et udsigtstårn til at spotte kronhjorte.
Sådan gør du
1. Hjemme i klassen
Eleverne skal på forhånd have en viden om Kronhjortens færden og liv. Herudover skal de have viden om deres kendetegn samt hvilke spor de vil kunne efterlade. Til forberedelse før turen vil undervisningen kunne tage udgangspunkt i følgende materiale.
2. Ude i nationalparken
Find spor og lav gipsaftryk
Eleverne opdeles i grupper på mellem 2 og 4, hvor de skal udstyres med materialer til at lave gipsaftryk. Hvis skolen råder over gps’er kan eleverne med fordel markere, hvor de laver gipsaftryk, og hvor de finder spor. Herudover kan eleverne bruge deres telefoner til at tage billeder af de spor, de finder.
Syd for shelterpladsen i Sårup er der et godt skovstykke til at finde spor, men der er i princippet uendelige muligheder. En time til at finde spor er ofte tilstrækkeligt.
Alt efter hvilken årstid, samt hvilket vejr der har været de foregående dage vil typen af spor eleverne skal lede efter variere. Hvis der i længere perioder har været tørt vil det være vanskeligt at finde klovaftryk.
Hele året: Klovaftryk, ekskrementer, veksler, skrælning.
Forår: Fejning.
Sommer: Bid, fejning.
Efterår: Søleplads, brunstkald.
Vinter: Skrab, brugte gevir.
Brug arbejdsarket "Lav gipsafstøbninger af dyrespor".
Eleverne kan efterfølgende samles - og deres erfaringer og opdagelser kan fremvises. Hvis gipsaftrykkende er størknet, kan de renses med en børste og evt. lidt vand.
Forestil dig, at du er en kronhjort
Lad eleverne forestille sig, at de selv er en kronhjort. Hvilken retning ville de gå, og hvad ville de lede efter. Måske en sådan forestilling ville gøre det lettere at finde frem til sporene.
Se kronhjorte
Ved skumringstid er der gode muligheder for at se krondyrene. Medbring gode kikkerter. Hvis I fra shelterpladsen følger den sanddækkede sti i nordlig retning, vil i komme frem til udsigtsplatformen, der er placeret på toppen af nordskrænten, hvor der er stort udsyn over vildtreservatet.
Se kort med markering af udsigtsplatform GPS 57.084078, 8.627563
Kan suppleres med opgaver