Marmelade over bål af alle slags frugter
Se her, hvordan du laver marmelade over bål.
Kort om marmelade over bål
Marmelade er frugt, som er kogt med sukker. Du kan lave marmelade over bål af de spiselige bær og frugter, du finder i skoven og naturen. Det kan være skovhindbær, brombær, jordbær, mirabeller, blommer, æbler, pærer osv. Her er en nem opskrift.
Sådan gør du
- Tænd et bål - og lad det brænde ned til gode gløder.
- Pluk frugter.
- Rens frugterne, vask dem, hvis der er behov og skær det dårlige væk.
- Hvis det er store frugter, som æbler eller blommer, så skær frugten i mindre stykker. Bær kan bare koges som de er.
- Kom frugten og sukker i gryden.
- Tilsæt 1 - 2 dl vand.
- Sæt gryden over gløderne - og rør godt rundt. Det kan let brænde fast i bunden.
- Frugten skal koges til den falder sammen. Det kan tage 10 - 20 minutter.
Og så er det bare frem med smageskeerne. Pas på - det kan være brændvarmt.