Troldehulen
Lidt om aktiviteten
Ude i skoven bor troldene. De bor ofte mange sammen i troldehuler. Trolde kan li det meste: bær og svampe og blomster og biller – og andre trolde. De er kun bange for én ting: at blive set. Derfor skjuler de altid deres huler rigtig godt. Så godt at mennesker ikke kan se dem, selvom de står lige ved siden af.
Sådan gør du
Nu ved I lidt om troldene og deres usynlige huler. Del jer op i troldefamilier, og spred jer ud i skoven. Byg jeres egne troldehuler, der ikke kan ses af mennesker. I kan lave dem lige som I har lyst til. Men husk: Troldene passer godt på skoven. De brækker aldrig grene af. De bruger bare de døde grene i skovbunden, når de skal bygge huler. Og mos og græs og bregner til at binde og tætne med.
Hulen kan også indrettes med troldemøbler – og I kan spise jeres madpakke i den og lave græsgrød og alt muligt andet.