Kast med stav
Formål
- At eleverne opøver koordination og præcision,
- At eleverne træner kast gennem legelignende aktiviteter,
- At eleverne oplever glæde ved mestring af nye kompetencer.
Forberedelse
Lav stave
I kan save og snitte kastestave hjemmefra eller i skoven. En kastestav laves af en lige gren der er 2 – 3 cm i diameter, 30 cm lang og spidset lidt til i den ene ende, så den kan stå fast i skovbunden. Det er lettest at arbejde med frisk træ - så få lov af skoven til at save nogle unge træer om. I kan også bruge døde grene i skovbunden. Hver elev kan lave sin egen kastestav og snitte udsmykning i barken, så den kan genkendes.
Lav grenringe
Lav evt. på forhånd grenringe ved at sno tynde kviste. Se foto nedenfor. Her er det lange tynde kviste af birketræer - men andre kan også bruges. Eleverne kan hjælpe med at lave grenringe. I skal bruge op til 12 - 15 grenringe på 20 - 25 cm i diameter.
Forberedelse på kast
Eleverne bør have kendskab til forskellige måder at kaste på. I denne aktivitet skal de kaste som et øksehug – f.eks. som når man kløver brænde med en økse – dvs. med samlede hænder over hovedet. Det skal trænes, idet kasteredskabet skal slippes på eet bestemt tidspunkt i kastet: for sent betyder, at staven ryger direkte i jorden umiddelbart foran eleven, for tidligt vil medføre et højt kast som ingen længde har. Derimod vil det indebære en risiko for at kasteren selv bliver ramt af kasteredskabet.
Tal med eleverne om kraftoverførsel, og om hvorfor man skal bruge to hænder.
Sådan gør du
Kast med stave
Marker en kastelinje med tovet eller en streg i jorden.
I første omgang fordeles eleverne bag kastelinjen. Eleverne kaster nu med øksehugkast deres stav ud over kastelinjen. Kastestillingen er let bredstående, ingen tilløb.
Når eleverne er blevet fortrolige med kastet (man kan lave rigtig mange kast), kan du dele dem op i grupper af 7 - 8 elever, give dem hver sit kasteområde - og fortsætte aktiviteten således:
Første elev kaster sin stav ned i skovbunden, så den står fast i jorden. En efter en kaste de øvrige elever deres stave, men med det formål at få væltet en af de andres stave og få sin egen til at sidde fast. Hvis en stav bliver væltet går ejeren ud af legen.
Hvis alle elever har kastet deres stave, og de alle sammen står i skovbunden, trækker første kaster sin stav op, og forsøger igen at vælte de øvriges stave. Kastene fortsætter indtil der kun står én stav tilbage.
Ringspil
Grupperne kan også spille ringspil med stave og grenringe.
Sæt nogle af de tilspidsede grene eller stave i jorden med passende afstand. Afstanden er afhængig af børnenes formåen. Prøv jer frem. Tag nogle små grenringe i hænderne (20 - 25 cm i diameter).
En kaster får nu tre-fire grenringe. I en afstand af fire-fem meter skal kasteren nu forsøge at kaste grenringene ned over stavene (en ad gangen).
Find selv et evt. pointsystem sammen med børnene (stavene længst væk giver flest points).
Også denne aktivitet kan med fordel udføres af flere grupper samtidig, så der er flere børn i aktivitet. Men det kræver flere grenringe.
Baggrund
Om at kaste
Kast indeholder mange tekniske, fysiske, bevægelsesmæssige og pædagogiske kvaliteter. Alle kan kaste – uanset alder og teknik – og alle kan - uanset udgangspunktet - forbedre resultatet.
De fleste synes det er sjovt at kaste. På stranden finder vi altid sten til enten at kaste i vandet eller slå smut med. I skoven kaster vi med grene, pinde og lignende. For børn ligger der en umiddelbar glæde i at mestre det at kunne ramme eller kaste langt.
Længere, højrere
I idrættens verden er kasteredskaberne blevet mere og mere forfinede. F.eks. oplever man indenfor spydkast ofte at måtte ændre på de tekniske standarder/tyngdepunkter på spyddene, simpelthen fordi de bliver kastet for langt. Verdens længste spydkast kan ikke mere rummes på et almindeligt atletikstadion som er cirka 100 meter langt!
Læsestof
"Atletik for sjov", Kroppen i skolen , Bestilles hos Dansk Idrætslærerforening, 86 76 30 45
"Udeaktiviteter", Kroppen i skolen , Bestilles hos Dansk Idrætslærerforening, 86 76 30 45
"Atletik for alle", Bestilles hos DGI eller Dansk Atletik Forbund