Holdbarhed

Træ er ikke altid lige holdbart. Det betyder meget, hvor du bruger det og hvordan du beskytter det.
Træstak. Nål.. Foto: Malene Bendix.

Tørt eller vådt
Forestil dig at du har to stykker bøgetræ. Det ene laver du om til en reol som du stiller lunt og tørt inde på dit værelse. Det andet kløver du til en hegnspæl, som du banker i jorden ude på marken. Hvilket stykke træ tror du varer længst?

Rigtig gættet – det gør det, der blev til reol. Reolen holder måske 100 år. Hegnspælen holder nok ikke mere end 10 år. Så er den rådnet op.
 

Hvad ødelægger træ

Træ er følsomt overfor flere forskellige ting:

  • Vand og fugt 
    Træ kan sjældent holde til at være udendørs uden at blive behandlet med maling eller tjære eller noget lignende. Det vil blive skiftevis vådt og tørt – og derfor udvide sig og svinde ind – og det har træet ikke godt af.
  • Jord
    Træ har sjældent godt af at være i kontakt med jord. I jorden lever ofte bakterier, svampe og insekter der kan være med til at nedbryde træet.
  • Svampe
    Træ kan blive angrebet af svamp hvis omgivelserne er fugtige, måske varme og uden udluftning. Det kalder man også råd. Der findes mange forskellige svampe der lever af træ. De udskiller nogle stoffer (enzymer) der opløser træet så svampen kan optage dele af det. Svampe gør langsomt et stykke træ svagere og svagere. Det er ikke så godt hvis det er tag-spær vi taler om. De mest almindelige svampe i bygningstræ er Gul Tømmersvamp, Hvid Tømmersvamp og Ægte hussvamp.
  • Insekter
    Træ kan også blive angrebet af forskellige insekter der lever af træmassen. Måske har du nogen gange set små huller i benene på gamle skabe eller borde. Det er borebillens larver der har været på spil. De lever af træmassen mens de udvikler sig – og borer lange gange i træet. Der findes mange forskellige insekter der kan være med til at ødelægge træ.

Hvordan skal træ behandles
Hvis du vil undgå alt det, kan du gøre to ting

1) Du kan bruge træ under tag – altså på steder hvor det ikke er udsat for fugt, vand og jord.

2) Du kan beskytte træet med maling, olie, lak, tjære, bejdse, imprægnering og meget andet. Det gør træet langt mere holdbart.
 

Forskel på træarters holdbarhed

Eg mod bøg
Hvis du laver en hegnspæl af bøg og en af eg og banker dem begge ned i jorden ude på marken, vil du se en stor forskel. Bøgepælen vil højst kunne holde 10 år. Den bliver hurtigt angrebet af svampe og bakterier – og vil rådne i jorden. Egepælen vil kunne holde i 50 til 100 år. Eg er nemlig fra naturens hånd imprægneret med svampedræbende stoffer der er indbygget i veddet.

Tabel
Her kan du se en tabel over forskellige træarters holdbarhed under forskellige forhold. Som du ser er træ utrolig holdbart – hvis det bliver behandlet ordentligt.

Træart

Ubeskyttet i fri luft

Under tag i fri luft

Til stadighed tørt

EG

50 til 120 år

100 til 200 år

300 til 800 år

ELM

60 til 100 år

80 til 180 år

1500 år

LÆRK

40 til 90 år

90 til 150 år

1800 år

SKOVFYR

40 til 85 år

90 til 120 år

120 til 1000 år

ASK

15 til 60 år

30 til 100 år

300 til 800 år

BØG

10 til 60 år

5 til 100 år

300 til 800 år

RØDGRAN

40 til 70 år

50 til 75 år

120 til 900 år

ÆDELGRAN

50 år

50 år

900 år

BIRK

3 til 40 år

3 til 40 år

500 år

EL

3 til 40 år

3 til 40 år

400 år

POPPEL

3 til 40 år

3 til 40 år

500 år

PIL

5 til 30 år

5 til 40 år

600 år

Kilde: F. Kollmann, Technologie des Holzes. 1951.