Skovbrugets historie i Danmark

Indvandring og udnyttelse

Da isen trak sig tilbage efter sidste istid, for cirka 14.000 år siden, vandrede træerne ind. Lidt efter lidt dækked de det meste af Danmark med urskov frem til bondestenalderens begyndelse, som er cirka 4000 år f. Kr.

Vi bruger skoven op
Derfra gik skovarealet tilbage. Menneskene brugte træ til næsten alting – hegn, brændsel, kul, huse, vogne, skibe, foder, huskeråd og meget meget andet. De overudnyttede skovene – fældede en masse træer, men plantede ikke nye – og det resulterede i at vi i begyndelsen af 1800-tallet kun havde 2 - 3 procent skov tilbage i Danmark.

Hede og skov.
Foto: Malene Bendix.

Fredskov
For at redde de sidste rester af skovene, udstedte Kong Frederik den sjette en række forordninger – heriblandt ”Fredskovsforordningen af 1805”, der satte et skarpt skel mellem landbrug og skov, og indførte fredskove – skove der for evigt skulle være skov. Allerede fra midten af 1700-tallet indførte man "Det ordnede skovbrug", og plantede gradvist landet til, så vi i år 2000 havde omkring 11 procent (eller cirka 480.000 hektar) skov i Danmark og i 2014 har omkring 14 procent skov.

Det ordnede skovbrug

Det ordnede skovbrug skulle først og fremmest rejse skov og producere træ. Derfor dyrkede man skovene, så de kunne producere træ så effektivt som muligt. Vi lærte tyske skovdyrkningsteknikker, og dyrkede det man kalder højskov i monokultur – dvs. én etage af træer, der er af samme art, samme alder og samme højde. Alle træerne på et område blev fældet på en gang, træet blev kørt væk – og så plantede man arealet til igen med nye træer.

Hvis der var sumpede områder i skoven, blev de drænet, så det var let at dyrke arealet og få træet kørt ud. Og for at producere godt tømmer og ved indførte man en række udenlandske træarter og økotyper, der gav bedre træ og voksede hurtigere – bl.a. en lang række nåletræarter som rødgran, douglasgran, nordmannsgran m.fl.

Arterne forsvinder

Alt dette har betydet, at en lang række af de arter af dyr og planter, der var knyttet til skoven, er ved at forsvinde. De arter der er knyttet til højskoven, har vi mange af, men de arter der er knyttet til den lysåbne skov i overgangszonen mellem skov og land, er truede. Også arter der er knyttet til gamle træer, døende træer, dødt ved i skovbunden osv., er gået kraftigt tilbage, fordi sådant træ traditionelt fjernes i det ordnede skovbrug.

Afdrift
For skovens natur er afdriften – dvs. det at man fælder hele kronelaget – problematisk, fordi økosystemet kun udvikler sig, så længe træerne vokser, dvs. mellem 70 og 200 år, for derpå at blive nulstillet, når man fælder træerne. 

Udenlandske træer og træfrø

Når man planter træer i skovbruget, bruger man ofte træarter af udenlandsk oprindelse, fordi det har fordele rent vækstmæssigt. F.eks. er nåletræ – og især rødgran – blevet plantet op igennem 1900-tallet, så 2/3 af det danske skovareal var dækket af nåletræ i 2000.

Her ser du udviklingen i Danmarks skovareal fra år 1600 til år 2000.
Figuren er lånt fra Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside.

Her ser du fordelingen mellem løv og nåletræer gennem tiden.
Figuren er lånt fra Naturstyrelsens hjemmeside.
 

Økotyper fra andre lande
Men også mange andre danske arter af træer og buske er blevet erstattet af udenlandske økotyper. Ofte er frø og planter fra udlandet billigere, eller der er ikke nok frø på markedet fra danske økotyper. På den måde er de oprindelige træer og buske i det danske landskab ved at forsvinde – og deres gener med dem. I dag er omkring 40 procent af de træer og buske der vokser i det danske landskab oprindelige.

Lind var et af urskovens træ-arter.
Foto: Malene Bendix.
 

Urskov og naturskov

Der er ikke noget tilbage af den oprindelige urskov i Danmark. Mindre end 1 procent af landet er dækket af naturskove – dvs. selvsået skov af hjemmehørende træer og buske. Naturskovene er levende genbanker for danske økotyper af de forskellige arter. Det er bl.a. i naturskovene at buskprogrammets forskere henter frø, som de sår ud i deres frøplantager.
 

Nye tider

I årene omkring årtusindeskiftet er der dog sket store forandringer i skovdriften. Forandringerne er udløst af en række forhold, der fuldstændigt har ændret det danske skovbrug.

1. Priserne på træ er i bund for tiden. Der er masser af billigt østeuropæisk træ på markedet, og ikke noget økonomisk argument for at producere så effektivt, som i har gjort det hidtil. Det kan dog vende.
    
2. To store stormfald - et i 1999 og et i 2005 har også været med til at sætte fokus på nødvendigheden af robuste skove, der kan holde til storme. Især rødgran har vist sig at være sårbare overfor vind - og gennem de sidste 10 år er man derfor begyndt at plante mere løvtræ og mere robust skov. I 1999 væltede 3,6 mio. kubikmeter træ. I 2005 væltede cirka 2 mio kubikmeter træ. 
    
3. FN´s Rio konvention om bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne og biodiversitetskonventionen gør, at samfundet efterspørger en beskyttelse af skovenes naturværdier i både offentlige og private skove. Staten støtter mere bæredygtig udnyttelse med tilskud, hvor skovejeren tager ekstra hensyn til naturen.
    
4. Almindelige mennesker efterspørger områder, hvor de kan få naturoplevelser og slappe af. Skoven og naturen bliver på den måde også værdsat for sin blotte tilstedeværelse som ramme om friluftsliv. For skovejeren åbner det i visse tilfælde mulighed for at sælge den grønne ramme om naturoplevelsen i stedet for træ.
    

Naturnær skovdrift

Folketinget har i forbindelse med "Det Nationale Skovprogram" fra 2002 besluttet, at Statens skove, der udgør cirka ¼ af det danske skovareal, skal omlægges til naturnær skovdrift i løbet af 80 – 100 år.

Dyrk hjemmehørende træer
En af ideerne bag naturnær skovdrift er, at man overvejende dyrker hjemmehørende arter og helst robuste danske økotyper. Det er nødvendigt, da naturnær skovdrift bygger på selvforyngelse, altså at træerne sår sig selv. Det genetiske grundmateriale, som skoven bygger på, skal helst være både lokalt tilpasset, og have en stor genetisk variation, for at kunne klare sig over mange generationer. Så har træerne mulighed for at falde tilbage på den genetiske variation de bærer, hvis klimaet forandrer sig i løbet af det næste århundrede. Desuden skal skovene være mindre sårbare overfor storm. Rødgran og andre nåletræer der ikke er hjemmehørende, har vist sig at være meget ustabile når de vokser i monokultur. Samtidig vil en blandet skov lettere kunne forynge sig selv efter stormfald.