Snegle-matematik
Formål
-
Eleverne skal bestemme antal, snegle og bruge det geometriske sprog i beskrivelse af snegles former, størrelser og placering i forhold til hinanden.
-
De skal gengive snegles bygningstræk ved tegning, samt undersøge og beskrive mønstre i sneglehusets farvetegning.
-
De skal også arbejde med måling af afstand og tidsrum, og desuden indsamle og ordne sneglene efter form og størrelse.
Forberedelse
Snegle
I forbindelse med et tema om skovens dyreliv, herunder smådyrene i skovbunden, vil det være naturligt at snakke med eleverne om snegle. Langt de fleste børn ved hvad snegle er, men de færreste ved ret meget om dem.
Hvad er snegle
Snak sammen om hvordan snegle egentlig ser ud, hvordan de bevæger sig og hvor hurtigt. Hjælp med gode spørgsmål, så eleverne kan undre sig og stille spørgsmål, som I sammen kan forsøge at finde svar på. F.eks.: Lever der mange snegle i skoven? Kan man kende forskel på snegle? Hvorfor har nogle snegle hus? Hvad spiser snegle? Hvem spiser snegle? Hvorfor … ?
Snak også med klassen om, hvor eleverne kan finde snegle i skoven: f.eks. på træstammer, på skovbunden osv. – lav et lille skema, som eleverne kan sætte streger i for hver snegl, de finder.
Du kan læse mere om snegle i Baggrund + i snegleartiklen i Leksikon (som eleverne også kan læse).
Sådan gør du
A. Indsamling af snegle
Grupper på sneglejagt
I løvskoven har du udvalgt et afgrænset områder. Her bliver eleverne sendt ud i små grupper for at finde snegle. Giv dem god tid, så de også kan opleve skoven og dens forskelligheder.
Eleverne bruger f.eks. hvide plastbakker eller indsamlingsglas til at opbevare sneglene i. De skal lægge mærke til, hvor sneglene opholdt sig: hvor mange var på træstammer? På skovbunden – mellem løv? På skovstier? Osv. Sæt en streg for hver snegl i det lille skema, som I har lavet hjemme på skolen.
B. Findesteder
Hvor bor snegle?
Hvor mange snegle blev der indsamlet i skoven de forskellige steder? Hvorfra er der indsamlet flest? Hvor mange flere? Hvorfor mon dér? (hvordan er vejret for resten – tørt eller fugtigt? Og hvad kan dét betyde?).
Sammenlign evt. med tilsvarende indsamling i nåleskoven.
C. Sortere og iagttage
Grupper sorterer
Tilbage på samlingsstedet skal elevgrupperne blive enige om at sortere sneglene i nogle veldefinerede grupper. Hvor mange snegle er der i hver gruppe? Hvilke er der flest af? Hvorfor har eleverne sorteret sneglene sådan? Lad eleverne beskrive de forskellige snegle: hvordan adskiller de sig fra hinanden? Hvilke lighedspunkter er der?
Hvor mange snegle er der med hus? Hvor mange er uden hus? Hvilke var der flest af? Hvorfor har nogle snegle hus og andre ikke?
D. Tegne og iagttage
Nærstudie
Er der tid og er vejret rimeligt, kan eleverne hver udvælge sig en snegl og tegne den – dette kan dog også foregå på skolen. Efter 'studiet' sættes sneglene atter ud på passende steder.
E. Sneglefart:
Snegle er langsomme, men de har også kun én fod
Hvordan bevæger snegle sig egentlig? Giv hver elevgruppe en glasplade, som de sætter en snegl på. Lad sneglen krybe af sted og betragt dens bevægelser gennem glasset. Efterlader sneglen et spor? Hvordan føles det når en snegl kryber af sted på armen?
Hvilke gruppe har den hurtigste snegl? Sæt en snegl på et lamineret, kvadreret papir og markér startstedet. Markér efter 30 sekunder, hvor langt sneglen er kommet: er sporet snoet, så mål den tilbagelagte afstand med snoren, og mål derefter snorens længde med linealen. Prøv flere gange - gerne med forskellige snegle. Hvor langt kan sneglen krybe i et minut? På en time?
Markering af snegle
Hvis I skal kunne kende forskel på nogle snegle der ligner hinanden, kan eleverne forsigtigt markere sneglen med tusch eller neglelak på sneglehuset (Husk: nøgensnegle må ikke males!).
Baggrund
Snegle hører til gruppen af bløddyr. De er de eneste bløddyr der lever på land. Snegle kan groft deles i to grupper:
- De skalbærende snegle
- Nøgensneglene (dvs. snegle uden hus).
For at undgå at tørre ud, er snegle mest aktive om natten og i fugtigt vejr. Denne aktivitet egner sig derfor glimrende til grå- eller regnvejr.