Kom til lancerings-webinar 15. marts
Skoven i Skolen går officielt i luften 15. marts
Det fejrer vi med et lanceringswebinar fra klokken 15 – 16. Webinaret er for alle med interesse for udeskole. Kom og vær med!
På webinaret vil der være indlæg fra både forskere og lærere om udeskole i teori og praksis. Skoven i Skolen præsenterer det nye site og de muligheder, det giver dig for inspiration og konkrete værktøjer til udeskole i alle fag, på alle klassetrin – og i både skoven, ved havet, i byen, langs åen og i det åbne land.
Program
15.00: Velkommen v/ Skoven i Skolen
15.05: Hvorfor skal børn undervises ude? v/ udeskole-forsker Mads Bølling, Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse og adjunkt ved VIA University College, Forskningscenter for Pædagogik og Dannelse.
15.15: Skoven i Skolen i praksis v/ lærer Mette Borremose, Skovshoved Skole.
15.25: Præsentation af Skoven i Skolens splinternye hjemmeside v/ Skoven i Skolen
15.35: Skoven i Skolen som redskab og inspiration til udeskole i alle fag og alle klassetrin v/ PhD, forskningsleder og lektor Karen Barfod, VIA University College.
15.40: Natursynsspillet – introduktion til et nyt spil på skoven-i-skolen.dk
15.45: Spørgsmål i plenum
16.00: Tak for i dag.
Vi glæder os og håber, vi får en god eftermiddag!
Tilmelding
Du kan tilmelde dig webinaret på Nordea-fondens hjemmeside via linket her.
Støtte
Projektet er støttet af Nordea-fonden, 15. Juni Fonden og Friluftsrådet.
Skoven i Skolen skal inspirere lærere og elever til at flytte dele af undervisningen ud. Ud i skoven. Ud til havet. Ud i søen. Ud i det åbne land. Og ind i byen. Vi udvikler udeundervisningsmaterialer i samarbejde med fagfolk – og tilbyder alle at dele materialer på hjemmesiden skoven-i-skolen.dk. .
Skoven i Skolen blev sat i gang i 1999 af Dansk Skovforening, Friluftsrådet, Naturstyrelsen, Træ.dk og Undervisningsministeriet med det formål at støtte undervisning om skov i skolen. Siden har Skoven i Skolen været katalysator og omdrejningspunkt for udvikling af udeskole i Danmark – både i skoven – men også i alle andre natur- og kulturtyper.
Vi har valgt at bevare navnet Skoven i Skolen med undertitlen: ”Inspiration til udeskole i natur og kultur”, fordi Skoven i Skolen er et brand, som er kendt og bruges af mange. Skoven i Skolens hjemmeside har årligt omkring 1.2 millioner besøg.
I 2021 blev Skoven i Skolen forankret i Nationalpark Thy, Mols Bjerge, Kongernes Nordsjælland og Nationalpark Skjoldungernes Land, hvor sekretariatet er placeret. Bag Skoven i Skolen står i dag en ny styregruppe med bred tilknytning til undervisning, forskning og natur.