Douglasgran (Pseudotsúga menzíesii)

Her kan du læse om douglasgran.
Douglasgran. Foto: Malene Bendix.
Klik på det du har lyst til at læse om:

Fakta om douglasgran

  • Blev indført til Danmark i 1866
  • Udbredelse: I bevoksninger i Østjylland og på Øerne
  • Højde: Op til 40 meter i Danmark. I Nordamerika op til 90 meter
  • Alder: Omkring 1.000 år i Nordamerika.
  • Normalalder når det bliver fældet: 80 år
  • Bark: Den unge bark er glat og gråbrun med harpiksblærer. Gammel bark er brun og korkagtig med furer (se foto nedenfor)
 
Vidste du:
  • at douglasgran er et af verdens mest anvendte træarter til tømmer


Douglasgrans biologi

Udseende
Douglasgran er et af skovens store grantræer. Det kan blive op til 40 meter og er flot og tæt i løvet. Kronen er kegleformet, med grene der vokser i kranse ud fra stammen. Stammen kan være bugtet.
 
Vækst
Træet vokser hurtigt og skal have meget lys, men til gengæld er træet ret nøjsomt med hensyn til jordbund.
 
Blade
Bladene er nåle som er bløde og har en frisk grøn farve. De er 2 - 3 centimeter lange med to lyse striber på undersiden. Hvis du nuldrer nålene mellem fingrere, dufter de fantastisk af appelsin. Det er et af kendetegnene for douglasgran, som også kaldes citrongran.
 
Kimplante af douglas
Her er et douglastræ lige skudt op af mosset i skovbunden.
Foto Janne Bavnhøj
 
 
De nye knopper er brune og 7 - 9 cm lange. De ligner faktisk bøgetræets knopper. Det kan du også kende douglasgran på.

Blomster og frugter
Douglas blomstrer i maj - men kun hvert fjerde år. Du kan finde både han- og hunblomster nær skudspidsen.

Frugten er en 5 - 10 cm lang kogle, der hænger ned fra grenen. De små dækskæl som normalt beskytter frøene inde i koglen, rager hos douglasgran helt ud mellem kogleskællene. De ligner bagkroppen af små mus, med bagben, hale og det hele. Der findes en historie om en masse mus, der skulle gemme sig i en douglaskogle, men de nåede kun at gemme sig halvt, så deres bagben og haler stikker stadig ud.
 
Den mærkelige kogle af Douglasgran. Man siger at en masse mus har gemt sig i koglen - og kun deres bagender stikker ud. Foto: Malene Bendix.
Kogle af douglasgran. Læg mærke til dækskællene der stikker ud. De ligner hale og bagben af mus, der gemmer sig under kogleskællet. Foto: Janne Bavnhøj.
 
 
Douglas skal være 15 - 20 år, før den begynder at sætte blomster.
 
Rod
Douglasgran har hjerterod, der hos ældre træer går dybt ned i jorden.
 
Voksested
Douglasgran vokser for det meste i rene bevoksninger. Men du kan også finde træet i bevoksninger med rødgran på lettere jordbund i Øst- og Midtjylland og på Øerne.
 
Douglasgran er et lystræ, der kræver meget lys til sin egen vækst, og ikke skygger så kraftigt som f.eks. rødgran.
 
Douglasgran skov der er ca 70 år gammel
Her er skov af douglasgran skov, der er ca 70 år gammel. Du kan måske fornemme at der lyst i douglasskov. Skov her bliver dyrket naturnært.
Foto Janne Bavnhøj
 

Douglasgran i skovbruget

Skovbrug
Da træet vokser hurtigt og kan klare sig på fattig jord, har det hurtigt fået en plads i dansk skovbrug. Træet kan vokse på mange forskellige typer af jordbund, men trives bedst på lette jorde - og mindre godt på tung lerjord. Tilsyneladende har træet ingen sundhedsproblemer og det er stabilt i storme.

Drift
Normalt vil douglasgran blive plantet, enkelte steder foregår der selvsåning. Udbredelsen af douglasgran er stigende.
 

Douglasgran og dets anvendelse

Ved
Veddet er forholdsvis tungt og stærkt med en naturligt imprægneret kerne. Dvs at træet under sin vækst fylder kernen med stoffer der gør den meget holdbar. Splintveddet er gråt til gullig-hvidt, mens kernetræet er rødbrunt. Veddet indeholder ret store knaster efter grene og tydelige harpikskanaler. Vedet har samme styrke som rødgran.

Årringene ses også tydeligt. Da træet vokser hurtigt i Danmark, bliver veddet ikke så tæt som hos de amerikanske træer der vokser mere langsomt. Det amerikanske træ sælges herhjemme under navnet Oregon Pine.

Gode og dårlige egenskaber
Veddet svinder mindre ved tørring end rødgran. Træet er vanskeligere at bearbejde end fyrretræ. De hyppigste fejl ved douglasgran er løse knaster og dårlig stammeform.

Anvendelse
Douglasgran bliver mest brugt til finér. Men da træet er meget holdbart også udendørs, bliver det i stigende grad brugt til udendørs formål, f.eks. vinduer, havemøbler og facadebeklædning.
 
Douglas er et af de vigtigste tømmertræer i verden.
 

Douglasgran historie

Historie
Træet blev indført til Danmark fra Nordvestamerika i 1866.

Udbredelse
Naturlig udbredelse er det nordvestlige Amerika.
I Danmark findes douglasgran rundt om i bevoksninger med rødgran eller i rene bevoksninger. 
 

Historier om douglasgran

Douglasgran er opkaldt efter en gammel gartner fra Skotland. Han hed David Douglas og han indførte arten til England i 1827.
 
Skovens folk udtaler Douglasgran som Duglasgran. Der er også nogle der kalder douglasgran for citrongran, fordi dens kviste dufter af citron - eller appelsin.