Find foråret i nationalparken

I naturen eller på legepladsen er der allerede i slutningen af februar mange tegn på, at foråret er på vej. Dagene bliver længere og luften bliver lunere.
Skoleeleverne er ud at finde foråret!

Forberedelse

Snak med børnene om, hvilke forårstegn man finder i naturen:

I skoven, på marken og ved vandhullet.

Kig på billeder og læs om dyr og planter, så børnene ved, hvad de skal kigge efter, når I tager ud i naturen med dem.

Opgaven

Når det bliver forår, er det tid til at tage børnene med ud i naturen og lede efter forårstegn. I denne opgave går det ud på at finde foråret i nationalparken. Det kan være i skoven, på marken eller ved vandhullet.

Opgaven kan også indgå i et årshjul, hvor børnene kommer med ud i naturen og undersøger de 4 årstider: forår, sommer, efterår og vinter.

Sådan gør du

I skal på tur med børnene til udvalgte naturtyper i nationalparken. Det kan både være skov, vandhul eller eng/mark, alt efter, hvilke forårsaktiviteter I ønsker at lave med børnene.

Planter:

Nye træer

Under egetræer og bøgetræer ligger agern og bog. Nogle af dem er glemt af egern, mus eller skovskade. Andre ligger bare under træerne og venter på, at det bliver forår og tid til at spire.

Tegn træets livscyklus

Find agern eller bog. Find nogle som er ved at spire. Rundt om er der måske små træer fra forrige år, som er klar til at springe ud. Nu kan børnene tegne træets livscyklus:

1: Tegn et agern eller bog børnene har taget med hjem fra skoven

2: Tegn et som er begyndt at spire

3: Tegn et lille træ med blade på

4: Tegn et større træ uden blade, men med agern eller bog under

 Hvis I laver store tegninger, kan I hænge dem op og sætte små tegninger på fra de fire årstider, når børnene har fået nye indtryk og oplevelser fra naturen.

Spiselige blade

De små første bøgeblade kommer i begyndelsen af maj. Birk endnu tidligere. Smag på dem. I kan også lave te over bål med birkeblade og bøgeblade.

Kandiserede violer

Martsviolerne har en dejlig duft og smag. I kan pille bladene af og dyppe dem i let piskede æggehvider og herefter flormelis. Nu skal de tørre et varmt sted, f.eks. i ovnen ved 50 grader.

Insekter:

Sommerfugle

Når det milde vejr begynder om foråret, varer det ikke længe, før de første citronsommerfugle dukker frem. De har overlevet vinterens kulde og snedække ved at sidde stille mellem stedsegrønne blade eller i huller og revner i gamle træer. Snart vågner også humlebi-dronningen, der i ensom majestæt har overlevet vinteren. Nu skal der grundlægges et nyt samfund. Der er intet som lyden af årets første humlebi. Citronsommerfuglen overvintrer som voksen, og er derfor en af de tidligste sommerfugle på vingerne. Men også nældens takvinge og dagpåfugleøje er et sikre tegn på forår. Hvis I ønsker at se nærmere på sommerfuglene, kan I besøge solrige, blomsterrige naturområder, men I kan også selv holde sommerfugle. Om foråret kan institutioner bestille sommerfuglelaver. Startsættet hedder ”Live Butterfly Garden”, og der følger figurer med, som viser sommerfuglens udvikling fra æg til sommerfugl. Til slut slippes sommerfuglene ud nær institutionen.

Padder:

Sidst i marts og i april kan I finde frø- og tudseæg i vandhullerne. I kan tage en snes æg eller haletudser med hjem og følge deres udvikling. Brug et akvarium eller et stort glas, som I fylder med rent vand fra hanen og noget af søvandet. Undgå mudder og planterester i akvariet, men placer gerne lidt sten i bunden. Hver dag skal vandet iltes, og haletudserne skal have foder. Børnene kan selv ilte vandet ved at puste i det med sugerør, eller I kan skifte halvdelen af vandet. Haletudserne kan I fodre med en smule fiskefoder. Når haletudserne får ben, skal de have mulighed for at trække luft, så husk at lægge sten eller flydende pinde i akvariet. De voksne frøer er fredede og skal fragtes tilbage til deres vandhul.

 

Læs også

Viser  ud af 

Kompetenceområde:

Natur og naturfænomener: Undersøgelse af den lokale natur.

Færdighedsmål:

Børnene kan finde og navngive udvalgte dyr og planter, der ses i naturen om foråret.

Børnene kan udvikle motorik, styrke og balance via færdsel og undersøgelse i naturen.

Børnene kan stimulere sanser, oplevelse og opmærksomhed i naturen.

Børnene kan understøtte nærvær og fordybelse.

Børnene kan træne sprog, begreber og samarbejde.

Vidensmål:

Børnene har viden om udvalgte dyr og planter, der findes i naturen om foråret.

Børnene har lært nye sproglige begreber, og samarbejdet om aktiviteter.