Geologi-brætspil

Geologispillet giver eleverne kendskab til, hvorfor landskabet ser ud som det gør i Thy.
Geologi-brætspil. Tegning: Nationalpark Thy.

Forberedelse

  • Print spilleplader og tekster samt side med de rigtige svar.
  • En terning til hver gruppe. 
  • En spillebrik til hver spiller (hvis eleverne ikke selv skal finde en brik)

Opgaven

Spillet giver motivation til at lære om, hvordan landskabet i Thy har udviklet sig gennem millioner af år. Spillet er en del af bogen ”Oplev Nationalpark Thy med Pil og Storm”, som beskriver nationalparkens karakteristiske natur og geologi.

Brug spillet som en introduktion til at lære om landskab og geologi.

Sådan gør du

1. Eleverne læser:

Eleverne læser først de 10 sider om fem karakteristiske geologiske fænomener i Thy. Brug arbejdsark ”geologitekster”.

2. Eleverne spiller brætspillet:

Der skal bruges en terning og en spilleplade pr. gruppe. Brug arbejdsark ”geo_spilleplade”. Hver spiller finder en spillebrik, som kan være en sten eller andet du finder i nærheden. 

Eleverne opdeles i grupper af tre-fire elever. Lad evt. en af spillerne være spilstyrer. Spilstyreren læser spørgsmål op og tjekker at svaret er korrekt. Brug arbejdsark ”geospil_svar”.

Spilleregler: Hvis du lander på tranen Trine, stiller en af de andre spillere dig et spørgsmål fra spørgsmålslisten. Svarer du rigtigt må du rykke to felter frem. Hvis du lander på hugormen Hugo bliver du bidt og må vente en omgang.

3. Opsamling:

Tal med eleverne om, hvilken ny viden de har fået, om hvordan landskabet er opstået.

Spørg hvad spillet har givet lyst til at vide mere om.

Forslag til læringsmål:

  • Eleven kan beskrive hovedtræk af landskabsdannelse i Danmark og Thy (Natur/teknologi efter 6. kl.)
  • Eleven har viden om ord og udtryk, der forklarer nyt stof (Dansk efter 6. kl.)
  • Eleven har viden om jordbundens og undergrundens bestanddele i forhold til landskabsdannelse (Geografi efter 9. kl.)