Børn - bevægelse - sundhed

De fleste børn er spontant meget fysisk aktive, men udsættes for en kultur, der inaktiverer. I den traditionelle skole bruger vi meget krudt på at dysse børnene ned. Der er ikke tradition for at anerkende og tilgodese børns naturlige behov for bevægelse. Undervisning og fysisk aktivitet er skarpt adskilte. Hverdagens krav om effektivitet indebærer, at det ofte er hurtigere at transportere børn fra sted til sted end at lade dem bruge benene eller cyklen. Børns behov for underholdning gav sig tidligere udtryk i fysisk aktivitet – leg, klatre i træer, spille rundbold, lege kroneskjul, hinke, sjippe, hoppe i elastik. Denne leg er i stort omfang blevet erstattet af stillesiddende aktiviteter. Men det er ikke lige meget om børn bevæger sig eller ej. Aktive børn er mere glade, har større selvtillid og er bedre til at håndtere stress – og de lærer bedre. Hvis man er meget inaktiv som barn, slæber man den dårlige kondition med ind i voksenlivet. Det indebærer øget risiko for en række sygdomme senere i livet.

 

Ordet motorik betyder at have kontrol over bevægelse. Musklerne er fundamentet i bevægelse. Men store muskler er ikke ensbetydende med god motorik. Musklernes bevægelse styres af nerver. Vi taler om den ”nervøse styring” af musklerne. Den nervøse styring af musklerne udvikles ved træning og er en forudsætning for al fysisk aktivitet. Muskelstyrke er en kombination af  nervøs styring og muskelmasse. For at kunne udføre en bestemt bevægelse f.eks. cykle, gå på line, stå på skateboard, kaste en bold eller sparke en bold skal man udvikle aktivering i de nerver, der skal styre de muskler, der i et kompliceret samspil skal udføre den pågældende bevægelse. Når man behersker en given bevægelse eller et sæt af koordinerede bevægelser, siger man at man har opnået en motorisk færdighed. Erfaringsmæssigt ved vi, at den motoriske kontrol, herunder koordination og balance, bedst indlæres under opvæksten.

 

Gennem opvæksten, så længe barnet vokser, følger musklernes udvikling, knoglernes vækst. Når man vokser i længden, følger musklerne med. Før vækstspurten vil struktureret styrketræning have meget ringe indflydelse på musklernes størrelse, men ved at træne en given bevægelse, vil den nervøse styring af denne bevægelse udvikles. Når vækstspurten sætter ind lige før puberteten og kønshormonerne tager fat vil styrketræning føre til at muskelmassen øges – det gælder både for drenge og piger, men muskelmassen tiltager mest for drengene. Når musklerne tiltager i vækst vil det også føre til at muskelstyrken bliver større, man bliver stærkere, men fuld styrke kræver at den særlige nervøse kontrol trænes og udvikles.

 

Kondition er det objektive mål for fitnessniveau og er i et vist omfang relateret til hvor fysisk aktiv man er. Det er typen af fysisk udfoldelse, der afgør om man opnår kondition. Intensiteten, dvs. hvor hårdt man går til den, er vigtig for om man opnår forbedring af konditionen. Man kan være fysisk aktiv uden at konditionen forbedres. Men der er en betydelig sundhedsgevinst alligevel. Mængden af den fysiske aktivitet, dvs. hvor meget eller hvor længe man bevæger sig, betyder noget for, om den fysiske aktivitet bidrager til vægtkontrol og et sundt stofskifte med god kontrol af blodsukker, kolesterol og blodtryk.
 

Børn i skolealderen har normalt stor interesse i at lære en masse og lære mere og nyt hele tiden. De suger viden til sig og ophober den. Når barnet kommer i skole øges interessen for socialt samvær med andre børn. De motoriske færdigheder er stadig under udvikling, og der er i forhold til senere end relativ lang reaktionstid. I denne alder består motorikken især af totalbevægelser som løb, hop, kast og spark. 

 

Hvilken form for fysisk aktivitet skal fremmes hos skolebarnet?
Vi skelner mellem forskellige former for fysisk aktivitet:

Mens vægten hos førskolebarnet klart skal lægges på at styrke de motoriske funktioner og mens vægten i præpubertet og pubertet skal lægges på aktiviteter, der giver kondition og styrke, så skal der hos barnet i de tidlige skoleår lægges vægt – både på videre udvikling af de motoriske færdigheder og aktiviteter, der vil kunne styrke kondition og styrke.

I alle aldre er hverdagsmotionen vigtig. Det betyder, at skolebarnet så vidt muligt bør bruge kroppen som transportmiddel og indarbejde en aktiv livsstil – også i det små. Barnet er i de første skoleår stadig grovmotorisk og har stadig behov for at udvikle nervesystemet, således at der bliver flere og flere færdigheder, der kommer til at ”ligge på rygmarven”. Barnet kan ved aktivitet udvikle muskelstyrke, men det sker uden samtidig nævneværdig udvikling af muskelmasse. Musklernes omfang tiltager først i præpubertetsfasen under vækstspurten. Trods dette kan muskelstyrke i denne periode udvikles betydeligt under træning.

Det er den nervøse aktivering af musklerne, der udvikles. De fleste data tyder på, at struktureret fysisk aktivitet i denne alder ikke har særlig effekt på konditionen, men forskellige former for motion og sport f.eks. skating, rulleskøjteløb, håndbold, fodbold, ridning, gymnastik vil styrke de motoriske færdigheder, der er nødvendige for at barnet i præpubertet og pubertet gennem idræt kan opnå kondition og yderligere styrke. Formålet med barnets fysiske aktivitet i denne alder er også, at idræt og holdsport bidrager til udvikling af sociale færdigheder, selvtillid og glæde. Samtidigt er der nogen evidens for at børn, der er regelmæssigt fysisk aktive, har bedre koncentrationsevne og hukommelse og klarer sig bedre bogligt. Understøt børnenes selvtillid og glæde ved bevægelse og undgå at udleve egne bristede illusioner gennem barnet. Det er selv sagt vigtigt, at barnet oplever, at det er sjovt at være aktiv.

I de første skoleår skal barnets motoriske færdigheder fortsat styrkes og udvikles. Dette foregår fortsat gennem leg, men nu også ved at barnet får tiltagende kendskab til forskellige former for idræt og motion. Dermed får barnet nyttige værktøjer i form af at ”blive god til” forskellige former for aktiviteter, hvilket gør det mere attraktivt at fortsætte forskellige former for motion senere – også med henblik på at opnå kondition.
 

Når børnene nærmer sig puberteten bør de have udviklet motoriske færdigheder i form af koordination og balance. Det vil sige, de behersker en række motoriske færdigheder som f.eks. at kunne cykle sikkert, spille bold, stå på skøjter, stå på skateboard etc. I puberteten og i ungdommen skal der fokus på kondition og styrke. Det er  vigtigt, at dagligdagen tilrettelægges, så den indeholder aktiviteter, der sikrer, at der opnås god kondition og styrke. Samtidigt skal der være masser af hverdagsmotion.

 

Før puberteten er der kun få forskelle i pigers og drenges fysiske aktivitetsniveau, kondition og styrke.  Ud fra et fysiologiske synspunkt udvikler piger og drenge sig højst forskelligt efter puberteten. Østrogen stimulerer vækst af fedtvævet, mens testosteron stimulerer musklernes vækst.
En typisk 11-årig dreng har en muskelmasse på omkring 15 kg. Når puberteten har sat ind øges drengenes muskelmasse til omkring 35 kg i 17-årsalderen, mens pigernes muskelmasse stiger til ca 22 kg.. Men pigerne oplever, at deres fedtvæv bliver væsentligt større. Piger vil typisk øge deres fedtmasse med 7 kg i puberteten, mens drengenes fedtmængde kun tiltager med det halve.

 

Knoglernes styrke fastlægges i barndommen og det er især den vægtbærende motion, der her er vigtig. Vægtbærende motion er fysisk aktivitet hvor man bærer sin krop, f.eks. hopper eller løber. Mangel på vægtbærende motion hos børn inden puberteten har stor indflydelse på, om man senere udvikler knogleskørhed = osteoporose med risiko for knoglebrud. Når det gælder knoglernes sundhed, grundlægges knoglernes styrke i barndommen og man kan kun i ringe omfang, senere i livet, kompensere for manglende vægtbærende fysiske aktivitet i barndommen. Det betyder, at det er vigtigt at børns daglige liv indrettes således, at de både før og under puberteten får rigelig lejlighed til at dyrke vægtbærende motion.

 

I puberteten er der udviklet en lang række motoriske færdigheder, som vedligeholdes og videreudvikles gennem mange forskellige former for fysisk aktivitet. I puberteten skal der først og fremmest fokus på den fysiske aktivitet, der fremmer styrke og kondition. Det kan ske gennem struktureret sport. Samtidigt er det vigtigt, at understøtte de unge i at få masser af hverdagsmotion bl.a. i form af transport. Hverdagsmotionen opnås ved at bruge kroppen som transportmiddel: Gang, cykling, rulleskøjteløb eller andet som transportmiddel. I denne alder kan den unge med fordel bevidstgøres om at betydningen af at vælge en aktiv form frem for en passiv form: tage trappen i stedet for elevatoren; gå et busstop i stedet for at køre osv. I denne bevidstgørelse kan også inddrages barnets/den unges opmærksomhed over for overdreven tid tilbragt stillesiddende foran computer- eller TV-skærm. For at sikre at der lægges tilstrækkelige aktiviteter ind i dagligdagen, der sigter mod at styrke kondition og styrke er det godt om barnet/den unge kan motiveres til struktureret fysisk aktivitet i form af idræt.
 

Konditallet har været meget stabilt for børn og unge indtil engang i 90'erne. Herefter ser man for både de 9-årige børn og de 15-årige unge et mindre fald i den gennemsnitlige kondition. Den mest markante ændringer er imidlertid en polarisering af konditallet, hvor der i dag tilsyneladende er flere børn og unge med en meget dårlig kondition. For børn under 10-12 år (før pubertet og længdeacceleration) er konditionen kun i et vist omfang afhængig af mængden af fysisk træning. Når 9-åriges kondition er faldende kan det bedst forklares ved at hverdagsmotionen er aftaget. Der er indirekte evidens for at total inaktivitet kan påvirke konditallet negativt, men den samlede positive og negative effekt på konditallet af henholdsvis træning og inaktivitet er væsentligt mindre for børnene end for de unge. Efter puberteten er konditallet til gengæld mindst lige så påvirkeligt af fysisk træning i positiv retning og af inaktivitet i negativ retning som man ser det hos voksne.

 

De fleste børn går til én eller anden form for sport og bliver dermed præsenteret for idrætskulturen.
Hvad angår børns kondition og styrke – som i denne sammenhæng er en meget snæver vinkel  – så er det først og fremmest de store børn i præpuberteten og i puberteten, der har behov for struktureret fysisk aktivitet.. Der er begrænset viden om motiverende faktorer og barrierer for at fastholde denne aldersgruppe i idrætsorganisationerne.
 

Der er en betydelig sundhedsgevinst ved at bruge kroppen som transportmiddel. Det er derfor vigtigt at tænke det enkelte barns dagligdag igennem med henblik på om der er transport-rutiner, der kan lægges om således at en rute kan tilbagelægges ved gang eller cykling.
De dovne børn:  fjernsyn, internet og computerspil.

 

De små bevægelser
De små bevægelser i hverdagen som f.eks. at stå i stedet for sidde, at sidde i stedet for at ligge,  at bevæge sig rastløst på stolen, at lave mad, at vaske op, at rejse sig og tænde for fjernsynet, giver hverken kondition eller styrke. Disse småbevægelser kan ikke erstatte rask gang, cykling, løb, jogging, boldspil og anden motion eller sport. Småbevægelserne er derimod måske af betydning for børns vægtkontrol. Flere undersøgelser tyder på, at udtalt passiv adfærd, f.eks. i form af fjernsynskiggere – mange timer om dagen - påvirker børns kropsvægt uhensigtsmæssigt.

 

Passiv adfærd er usund
Der findes ikke undersøgelser der kan sige om børn, der f.eks. dyrker sport 60 min om dagen, uagtet kan være meget passive resten dagen. Der er ikke officielle anbefalinger, der foreslår at børns samlede passive adfærd i form af fjernsynskiggeri og anvendelse af computer bør begrænses. Men der er videnskabelige data der understreger, at overdreven passiv adfærd hos børn er usund. Det er ikke i sig selv usundt at se fjernsyn og surfe på nettet, men det tager tiden fra andre aktiviteter.. Voksne bør derfor være opmærksomme på om de børn og unge, de har ansvar for, er overdrevent fysisk inaktive og forsøge at stimulere dem til mere bevægelse i dagligdagen.

Der er en stigning i antallet af fede børn. Fedme hos børn har uendeligt mange årsager og konsekvenser – både fysiske, mentale og sociale. Hvis man er meget overvægtig som barn, har man en væsentligt øget risiko for fedme i voksenalderen – det gælder ikke mindst, hvis man er overvægtig som teenager. Fedme i teenagealderen er hos drenge associeret med øget risiko for senere som voksen at dø af blodprop i hjertet og hjernen, samt associeret med en betydelig øget risiko for kræft i. De overvægtige og fede børn har således alvorlige fysiske gener på sigt. Men mindst lige så vigtigt er det,  at fede børn er mindre glade end andre børn. En undersøgelse viste, at fede børn havde lige så dårlig livskvalitet som børn med cancer. Det er kombinationen af fysisk inaktivitet og højt energiindtag hos børn og unge, der ikke overraskende leder til  overvægt, forhøjet fedtindhold i blodet, højt insulinniveau og højt blodtryk.
 

Diabetes type 2 var indtil for få år siden sjælden hos personer under 40 år og blev derfor kaldt gammelmandssukkersyge. I dag debuterer type 2 diabetes tidligere og tidligere og er ikke længere en sjælden sygdom blandt unge mennesker. I USA er der i de senere år set et stigende antal tilfælde af den såkaldte gammelmandssukkersyge hos børn. Det er fedme- og inaktivitet, der hos børn, lige som hos voksne, fører til et stigende antal tilfælde af type 2 diabetes. Type 2 diabetes skyldes insulinresistens. Med insulinresistens menes, at man er i stand til at producere insulin, men insulinet virker ikke.

 

Under normale omstændigheder er det insulinet, der sørger for at sukker (glukose) bliver optaget af musklerne. Når man indtager kulhydrater enten i form af brød, pasta, ris, grøntsager, frugt, slik, kager eller sodavand omsættes kulhydraterne i organismen til glukose. Glukose koncentrationen i blodet bliver i daglig tale kaldt blodsukkeret.. Under normale omstændigheder er blodsukkeret fint reguleret. Når man har spist et kulhydratrigt måltid stiger blodsukkeret. Dermed stimuleres kroppen til at producere insulin. Insulin stimulerer musklerne til at optage sukker. Dermed bliver blodsukkeret hurtigt normalt igen.

Hvis man imidlertid  bruger sine muskler for lidt, nedsættes musklernes evne til at optage sukker fra blodbanen. Musklerne er udstyret med sukker-receptorer, der fanger sukkeret i blodbanen og lagrer det i musklerne. Disse sukker-receptorer eller ”sukker-indfangere” virker dårligere, hvis man ikke er fysisk aktiv. Sammenhængen mellem insulin resistens og fysisk inaktivitet er veldokumenteret  hos såvel voksne som børn. Nogle mennesker, børn som voksne, har medfødt, dvs genetisk, øget risiko for at få type 2 diabetes – uanset livsstil. Men det er en livsstil med fedme og mangel på fysisk aktivitet, der er den udløsende faktor for gammelmandssukkersyge.
 

Hvis man ikke er regelmæssigt fysisk aktiv har man en øget risiko for at udvikle hjertesygdom og dø af det. Men det tager mange år at udvikle hjertekarsygdom. Hjertesygdomme hos børn er sjældne og næsten altid medfødte. Den hyppigste hjertesygdom hos voksne er såkaldt  ”iskæmisk hjertesygdom”. Det er ikke en sygdom man får som barn, men dårlig livsstil i barndommen kan betyde iskæmisk hjertesygdom hos voksne.  Iskæmisk hjertesygdom skyldes åreforsnævring.

 

Man kan også bruge udtrykket åre-forfedtning, da åreforsnævringen skyldes, at der aflejres kolesterol og andre fedtstoffer i karvæggen. Fedtaflejringerne dækkes efterhånden af en skal, som blandt andet indeholder kalkaflejringer, deraf det gamle navn åreforkalkning. Efterhånden sker der det, at pulsårerne forsnævres. Samtidigt bliver de hårde og mindre eftergivelige. Dermed kommer der mindre blod igennem karrene. Det betyder, at der kommer mindre ilt til de forskellige væv. Når der sker forsnævring eller forkalkning af kranspulsårerne kommer der for lidt ilt til hjertet, når man anstrenger sig. Iltmangel (iskæmi) giver smerter i hjertet og når åreforsnævringen bliver udtalt kan man få blodprop i hjertet.

 

Men børn får som sagt ikke iskæmisk hjertesygdom. Det tager mange år at udvikle hjertesygdom. Men inden man får symptomer på at man har et dårligt hjerte kan man imidlertid spore nogle forandringer. Og man kan udtale sig om, hvilke personer der (statistisk set) har størst risiko for at blive hjertesyge – og dø for tidligt .Man taler om risikofaktorer for hjertesygdom. 

Sådanne risikofaktorer er

En undersøgelse af 1821 børn og unge viser at fysisk aktivitet har en positiv effekt på børn og unges selvtillid.  I overensstemmelse hermed finder den danske skolebørnsundersøgelse at inaktive børn opfatter sig selv som mindre glade, mere hjælpeløse, mere trætte og mere ensomme end børn, der bevæger sig meget. Andre undersøgelser viser at  fysisk aktive børn, har en bedre stresstærskel.

 
Flere studier viser, at børn, der regelmæssigt deltager i idrætsaktiviteter eller regelmæssig motion  har bedre koncentrationsevne og hukommelse. Hvis boglige lektioner erstattes af  idrætstimer har det ingen forringende effekt på børnene boglige præstationer.  I et studie på 500 skoleelever udført i Australien, kunne man påvise, at  en ekstra idrætstime (45-60 min) dagligt i 14 uger havde en stor positiv effekt på forskellige sundhedsvariabler og psykosociale funktioner og en svag positiv effekt på evnerne i matematik og engelsk, vurderet udfra specielle tests.

 

Sidstnævnte studium har fået en opfølgning i Sverige. En svensk afhandling fra 2003 beskriver resultater fra Bunkefloprojektet ved Malmø, hvor børnene i 1.-3. klasse fik en idræt/motorik lektion hver skoledag. Klassens ordinære idrætslærere underviste i tre af lektionerne og forskellige foreningsledere i de to øvrige. Resultaterne stammer fra målinger på 251 børn, hvor to tredjedele gennemførte interventionen, og den sidste tredjedel fungerede som kontrolbørn, der ikke havde ekstra idræt/motorik. Resultaterne viste, at børn i interventionsgruppen efter tre år med ekstra idræt havde klart bedre motorik end kontrolgruppen Efter to år havde de en bedre koncentrationsevne. Endelig viste undersøgelsen, at interventionsbørnenes skolepræstationer forbedredes i svensk og matematik i forhold til kontrolgruppen.
 

Mere bevægelse i børns hverdag betyder ikke nødvendigvis, at børnene skal køres til endnu flere aktiviteter, men indebærer, at vi anerkender børns spontane fysisk aktivitet. At vi anerkender deres behov og lyst til bevægelse – og understøtter den. Der er ikke som sådan nødvendigvis behov for, at vi træner vores børn – og slet ikke de små. Som voksne skal vi undlade at undertrykke børns legekultur og i stedet understøtte og opmuntre deres spontane fysiske aktivitet.

 

Polariseringen i børns fysiske aktivitets niveau og kondition er udtryk for, at der er en gruppe af børn, der er meget inaktive. Skolen og barnets øvrige institutioner har en særlig opgave i at understøtte og udvikle børns motoriske færdigheder, kondition og bevidsthed om fysisk aktivitet og sundhed. Indtil for nylig havde vi en kultur, hvor børn var meget fysisk aktive. Børn arbejdede, børn brugte kroppen som transportmiddel, børns leg var fysisk. Vores bevægekultur har ændret sig på få årtier i et sådant omfang, at vi undertrykker børns spontane fysiske aktivitet. De inaktive børn er et nyt fænomen, som ikke bare kan trænes væk. Børn og Motion er ikke et spørgsmål om træningsprogrammer, men kultur!!
 

Børn og Motion af Bente Klarlund Pedersen. Arnold Busck Nyt Nordisk Forlag 2005.