Leg detektiv og undersøg kysterosion med digitale kort

Eleverne skal lege detektiver ved at undersøge erosion af kysten ved Klitmøller.
Undersøg Klitmøllers geomorfologi på Geodatastyrelsens hjemmeside.

Forberedelse

Se materiale-listen under fanen "grej". 

Opgaven

Opgaven handler om havets erosion ved Klitmøllers kyst. Eleverne skal agere detektiver i forhold til at undersøge om et bestemt udsagn fra den nordjyske fisker Bunch Madsen er sandt eller falsk.

Eleverne læser en artikel med udsagnet fra fiskeren "Da havet tog Vestermølle" fra år 1955. Udsagnets skal herefter undersøges ved at sammenligne kort på Geodatastyrelsens hjemmeside.

Sådan gør du

Eleverne starter med at læse to artikler. Læs først arbejdsark "Hvorfor er kystsikring nødvendigt" og dernæst arbejdsarket "Da havet tog Vestermølle".

Præsenter herefter eleverne for udsagnet fra artiklen: ”Indtil for 20 aar siden var Bunch Madsen ogsaa jordbruger. - Da var der to kilometer ud til havet, og mine marker gav saa stort udbytte, at jeg kunne have et par køer og nogle faar. Dem kan jeg heller ikke mere”.

For at undersøge om udsagnet er sandt, bruges kortanalyse med brug af digitale kort fra Geodatastyrelsen (GTS).

Øverst på hjemmesiden er der en værktøjslinje, tryk på "Sammenlign kort".
Vælg "Topografisk kort 1980-2001" under "Baggrundstema", og vælg "Høje målebordsblade 1842 - 1899" under "Sammenlign med".

Nederst kan det topografiske kort trækkes over kortet med høje målebordsblade. Her ses hvordan kystlinjen er eroderet af vandet over en lang periode. Herefter finder de Vestermølle på "Høje målebordsblade" kortet, hvor de går op i funktionen "Værktøjer", her vælges "Mål længde og areal", hvorefter der vælges "Mål afstand". Her skal eleverne så måle de to kystlinjers afstand, og dermed af- eller bekræfte udsagnet, altså om erosionen har taget to kilometer ind i landskabet.

Kortet kan efterfølgende anvendes til at se ældre og nye fotos fra området evt. bebyggelse geografien og infrastrukturen.

Kan suppleres med undervisningsforløbene

Eleven kan:

  • Bruge digitale kort fra Geodatastyrelsen til undersøgelse af naturlandskabet i Kiltmøller.
  • Sammenligne digitale kort med hinanden.
  • Forklare begrebet erosion.

Eleven har viden om:

  • Landskabsdannelse
  • Topografiske kort
  • Erosion