Oulipo

Leg med sproget og skriv skæve tekster - i byens rum.
Udeskolebørn fra Syvstjerneskolen i Værløse i skolegården. Foto: Malene Bendix.

Kort om forløbet

Leg med sproget - i byen. Gennem konkrete regler, der virker som "tekstgenererende maskiner", giver eleverne slip på behovet for mening og laver skæve tekster. Her er tre forskellige Oulipo-ideer.
 

Formål

  • at få eleverne til at åbne for deres lyst til at lege med sproget.
     

Sådan gør I

Opgave 1: Novelle
I skal være tre elever sammen, og I skal hver især skrive en kort novelle. Novellen skal starte på Gade 1, på Gade 2 skal der ske en begivenhed og på Gade tre skal jeres novelle slutte. I de tre kapitler skal følgende indgå:
 
  Elev 1 Elev 2 Elev 3
Gade 1 Noget højere end 1 meter Noget gult fra omgivelserne Et ord fra et skilt
Gade 2 Et ord fra et skilt Noget højere end 1 meter Noget gult fra omgivelserne
Gade 3 Noget gult fra omgivelserne Et ord fra et skilt Noget højere end 1 meter
 
Skriv jeres novelle - og sæt den flot op på computeren og på et stykke karton til udstilling.
  
 
Opgave 2: GAS-maskinen
I opgaven her skal I skabe GAS-lister = Genetiv-Adjektiv-Substantiv-lister, med mindst 15 ord på hver liste. I skal finde alle jeres ord i byrummet – eller bliver inspireret til dem i byen.
 
Skriv jeres lister på lange smalle stykker papir - fx et A4 ark, som er klippet i tre på langs.
  • Lav én liste med 15 ord i genetiv fx ”bænkens, frakkens, bilens, legepladsens osv.”
  • Lav én liste med 15 adjektiver ”blæsende, larmende, liggende, nysgerrige, billige, stinkende osv.”
  • Lav én liste med 15 substantiver ”tøjstativ, barn, flise, dame, vimpel, hundelort, cykel osv.”
Lav nu en sætningsmaskine, ved at skære tre ruder/slidser i et stykke karton, hvor man kan trække hver enkelt liste i igennem, og derved danne en sætning: ”Legepladsens nysgerrige hundelort”.
 
Lav nu 10 gode sætninger. Skriv dem ind, når I er tilbage i klassen - og sæt dem flot op på karton til udstilling.
 
 
Opgave 3: Ordjagt i byen
Gå på jagt efter sætninger i byrummet og skriv dem ned. Tag en ordbog (en fysisk ordbog) – find alle navneord i sætningerne. Slå dem op et efter et og byt dem ud med det navneord som står syv pladser længere nede i ordbogen.
 
Lav 5 gode sætninger. Skriv dem ind, når I er tilbage i klassen - og sæt dem flot op på karton til udstilling.

Vi har desværre ikke fået lagt Fælles Mål ind her. Hvis du synes de mangler, er du velkommen til at sende de relevante mål til skoven-i-skolen@nst.dk. Så lægger vi dem ind.