På jagt efter dyrespor

Lær om skovens dyr, hvordan de ser ud og hvilke spor de efterlader sig.
Udeskolebørn undersøger dyrespor. Foto: Nationalpark Mols Bjerge.

Forberedelse

Gode spørgsmål at stille inden vi går ud: 

  • Hvilke dyr i skoven finder vi spor af/fra? (rådyr, ræv, hare, ugle, egern, spætte, mus, diverse fugle)
  • Hvad ved I om de dyr vi har snakket om? (udseende, mad, levesteder, dag/nat aktive, fjender, mm)
  • Hvad kan vi finde? (knogler, lort, spor, tegn, kogler, nød, fjer, skrab)
  • Hvor skal vi lede? (på træstubbe, sten, græstuer, i blødt jord, under grantræer, dyreveksel)
  • Hvordan færdes vi i skoven hvis vi vil se dyr? (lige inden vi går ind i skoven, tager børnene ugleprøven: alle er stille 1 minut)

Opgaven

Dyrespor
Gå på opdagelse efter dyrespor i naturen og find frem til sporets ejer. Dyrespor er mere og andet end fodspor. Det er også gnav i grene, huller i blade, slimstriber i skovbunden, gylp, fjer og lorte. Tag detektivluppen for øjet og gå på jagt efter forskellige slags dyrespor i naturen.

Rigtig god sporjagt!

Sådan gør du

Skal man gøre sig nogen forhåbning om at se dyr i skoven så er det vigtigt at være stille. Så for at få klassens fokus omkring dette er det godt at starte med ”Ugleprøven”. Alle skal kunne færdes stille i skoven, og vi tager derfor et minuts stilhed inden vi begiver os på jagt.

Eleverne udstyres med fotobakker, glas eller poser samt evt. pincetter. Der tages kun én af hvert spor med.

Når alle har fået samlet spor ind mødes klassen og der kigges på hvilke dyr der er fundet spor efter. Hvis der er fundet uglegylp kan dette dissekeres og studeres i stereolupper.

Sporleg
Der laves grupper på ca. 4, og hver gruppe får en bunke kort med et dyr og en bunke med dyrets spor. Grupperne går ud i området og laver en rute med kortene. De hænges op i øjenhøjde. Når alle kort er hængt op, samles alle, og hver gruppe får nu et nyt dyr, hvis rute de skal finde og følge. Kortene samles ind undervejs og afleveres på når man er tilbage. 

Idéer til efterbehandling

  • Læs mere om de enkelte dyr, fagbogs-læsekursus
  • Lav plancher til udstilling
  • Tag billeder af spor i naturen og lav en fotoudstilling
  • Lav gipsafstøbninger

Kan suppleres med opgaver
Andre opgaver om skoven som kan give et samlet billede af skoven som biotop.

1.-2. klasse:

  • Læringsmål:
    • N/T: Eleverne kan indsamle og genkende spor efter danske dyr.
  • Kompetenceområde:
    • N/T – Undersøgelse – organismer
  • Færdighedsmål:
    • Eleven kan indsamle og undersøge organismer i den nære natur
  • Vidensmål:
    • Eleven har viden om dyr, planter og svampe.

3.-4. klasse:

  • Læringsmål:
    • N/T: Eleverne kan på tur i skoven genkende og indsamle spor efter danske dyr og henføre sporene til hovedgrupperne pattedyr, fugle mm.
  • Kompetenceområde:
    • N/T – Undersøgelse – naturen lokalt og globalt
  • Færdighedsmål:
    • Eleven kan indsamle og bestemme dyr, planter, svampe og sten, herunder med digitale databaser
  • Vidensmål:
    • Eleven har viden om hovedgrupper af sten og enkel klassifikation af dyr, planter og svampe