Ting & tuer - Det man ved og det man ser
Forberedelse
- Orientering til hjemmet, så eleverne har praktisk tøj på. Eleverne kan evt. medbringe lovlig kniv, en klud og spand/pose/kurv til at samle ting i hjemmefra.
- Arbejdes med afstøbning i naturen er det vigtigt at have affaldsposer med, så gipsen ikke spredes i naturen. Husk at rydde op efter jer
- I kan lave en aftale med en kunstner, som har erfaring i at lave landart sammen med børn. Hvide verden er udviklet i samarbejde med arkitekt Laura Mazanti og billedkunstner Anne Riis Bovbjerg. Tag kontakt , eller på tlf. 24 84 01 94.
Begge kunstnere er tilknyttet BMMK (Børns møde med kunsten), som yder støtte til skoler og institutioner i Region Nordjylland. - Brug også listen over "grej" til at forberede.
Opgaven
Med udgangspunkt i landskabet og naturen i Nationalpark Thy, skal der arbejdes med de ting, strukturer og detaljer, som findes i naturen. Naturen betragtes med ’ting-finder-øjne’ og resultatet af det fælles arbejde er et nyt ’landskab i landskabet’.
Det handler om at fokusere al sin opmærksomhed på én ting. Én detalje er ofte forudsætningen for rigtigt at kunne se den. Når vi får øjnene op for detaljen, oplever vi naturen anderledes. Når man ved noget, om det man ser, kan den lille detalje blive en øjenåbner for et landskabsmæssigt perspektiv.
I mødet med kunsten og arbejdet med strukturer og detaljer, er der mulighed for at erfare og blive mere bevidst om mangfoldigheden i naturen og landskabet.
Sådan gør du
1. Introduktion
Introducer læringsmål og forløbet for eleverne.
2. Tingfindertur
Processen sættes i gang med en ”Tingfindertur” i naturen:
Eleverne har en spand/kurv og evt. lovlig kniv eller grensaks med, hvilket de kan opfordres til at medbringe hjemmefra.
Eleverne skal indsamle ting, som interesserer dem undervejs. Det kan være mærkelige sten, sjove planter, smukke blade eller affald. Tingene repræsenterer det sted og den tid, de er i.
For mange børn vil fx en skov kun bestå af træer og de rådne blade, man træder på. Derfor kan det være en god idé at opfordre børnene til i fællesskab at finde så mange forskellige ting som muligt.
Efter ”Tingfinderturen” lægges alle tingene op på et bord, og der tales om, hvad de har fundet. Hvad er det?, hvor kommer det fra?, hvordan ser det ud? – form, farve og struktur.
I samtalen er det oplagt at inddrage både naturfaglige og æstetiske betragtninger.
3. Bygning af en tue
Begrebet ”Tue” betyder: Lille og som regel toppet forhøjning i jordoverfladen, dannet af opdynget jord eller tæt sammenvokset græs, mos el.lign.
Eleverne inddeles i grupper af 2-3 elever. Hver gruppe skal nu udvælge én ting, som de gerne vil arbejde med. Det kan fx være kogler, grene eller bær. Hvis det fx er kogler samles så mange kogler, som gruppen orker, og der bygges en tue i naturen, hvor den passer ind.
Vær bevidst om, at tuerne indgår i dialog med det sted/ landskab, der arbejdes i.
Tuerne dokumenteres vha. fotografi eller evt. også gennem tegning.
4A. Støbning af en tue
Se arbejdsarket ”Sådan laver du en tue i gips”.
De støbte tuer kan arrangeres i en udendørs udstilling på det sted, de er fundet, eller de kan arrangeres som et ”naturbibliotek” på skolen.
4B. Tryk og tegning i tusch
Afhængigt af antal af elever i klassen, kan der være behov for at dele eleverne i mindre grupper, når der støbes, idet støbeprocessen foregår relativ hurtigt, og derfor kan det være svært at nå at hjælpe en hel klasse. ”Tegning og tryk i tusch” er en øvelse, hvor de arbejder med aftryk, strukturer og detaljer af de ting, som de har fundet på deres ”Tingfindertur”. Se arbejdsark: ”Tegning og tryk i tusch”.
5. Afrunding og udstilling af tuer
Elevernes tuer placeres indenfor et afgrænset område. Her vælger gruppen at finde et sted til deres tue. Slut forløbet med en samtale med eleverne om, hvad de har lært.
- Hvad lærte I ved at se naturen med ”Ting-finder-øjne”?
- Hvad tænker og oplever I, når jeres skulpturer er placeret i naturen/landskabet?
- Hvad vil det sige, at se strukturer og detaljer i naturens genstande/ting? Hvilken glæde og værdi er der ved at se detaljen i naturen?
Tag evt. billeder af elevernes installation med deres ting og tuer. Der kan tages billeder i normal-, fugle og frøperspektiv, så det bliver spændende og anderledes motiver i billedet.
6. Evaluering på klassen
Forløbet afrundes med en refleksion over det lærte, så eleverne bliver bevidste om den læring, de har tilegnet sig gennem arbejdsprocessen. Afslut på klassen med læringsaktiviteterne:
- En snak om arbejdsproces og det færdige produkt.
- Evaluer på læringsmålene. Lad evt. eleverne vurdere, om de har nået læringsmålene?
Supplerende opgaver
Supplér evt. med undervisningsforløbet "Hvide verden - det man ved og det man ser".