Barndom i forandring

Hvad er barndom

Barndommen er ikke hvad den har været. Derfor er børn heller ikke, som børn var engang. Når samfund og kultur forandrer sig, så forandrer barndommen sig også. Børn og børneliv har i dag fået nye eksistensbetingelser. Konsekvenserne er ikke helt til at overskue. Selvom meget undersøges, er vores indsigt i og viden om nutidens børneliv på mange punkter mangelfuld.

Derfor kan vi også have vanskeligheder ved helt at forstå, hvad der er grunden til, at børn i dag er anderledes end tidligere. Men vanskelighederne er ikke kun et spørgsmål om mangelfuld viden. Vi kan også nemt komme til at hænge fast i fortidens forestillinger og børnebilleder, når vi tænker og taler om børn. Måske går vi voksne i højere grad, end vi selv tror, rundt med forestillinger og indre mentale billeder af børn og barndom, som nutidens barndomsvilkår er løbet fra?

• Hvilke forestillinger har vi f.eks. om børn og børns forhold til det nære miljø og naturen?
• Og - hvordan er forholdet mellem børn og nærmiljø rent faktisk? 

I.

Børn og barndom hænger sammen. Alligevel er de ikke helt det samme. Hvert enkelt barn har sin barndom. Børn befinder sig så at sige midt i ”den”. Som voksen kan man tænke tilbage på sin barndom. Men når man gør det, er man (for længst) kommet ud af den. I denne forstand er barndom et subjektivt fænomen. Et fænomen der spænder over en periode i livet. Et fænomen man har et subjektivt og meget nært (men ikke nødvendigvis entydigt positivt eller negativt) forhold til. Barndom er et subjektivt fænomen, som kan opleves fra ret forskellige vinkler. Afhængig af om man eksistentielt befinder sig ”i den”, eller om man ”har den i sig” som erindring, mens man eksistentielt befinder sig udenfor og på afstand af den aktuelle barndom.

Men barndommen er ikke kun en periode i den enkeltes liv. Barndom er også et kollektivt og samfundsmæssigt fænomen. Når vi taler om barndommen i 60erne - den barndom man lidt karrikeret kunne kalde for ”far, (hus-)mor og børn” barndommen – eller når vi taler om barndommen i dag – den institutionaliserede barndom, da tales der ud fra nogle generelle træk. Træk der var historisk og samfundsmæssigt bestemte. Træk som indvirkede på mange børns liv. Perspektivet er da ikke længere subjektivt og udtryk for den enkeltes oplevelse. Perspektivet er derimod bredt og generaliserende og synsvinklen sociologisk orienteret. 

Når man betragter det sådan, er barndom et ”dobbeltfænomen”. Begrebet refererer både til egne subjektive forhold og til samfundsmæssige og historisk bestemte forhold. Er man bevidst om barndommen som et sådan dobbeltfænomen og krydsningspunkt, kan man gennem egne erindringer og barndomserfaringer komme i kontakt med det bredere og samfundsmæssige fænomen; barndom. For egen barndom sættes da i forbindelse med en bestemt tid, historiske begivenheder, særlige vilkår, der gjalt dengang. Når man siger: ”Børn forgår, barndom består”, da forstår man, at barndommen som samfundsmæssigt fænomen kan anskues som en form for struktur eller et særlig organiseret samfundsudsnit, som eksisterer på vilkår, hvor børn kommer ind og ud af et stykke samfundsstruktur. Og at barndommens erfaringer og oplevelser kan forblive i den enkelte; men som erindring. Som et stykke livshistorie. Som et spor man kan køre frem og tilbage ad i tiden.

Det må dog pointeres, at ”barndommens struktur” ikke er et statisk og uforanderligt fænomen. Nuvel; Børn forgår, barndom består – om end barndommen også forandrer sig.

• man forstår, at barndom ikke er et simpelt men snarere komplekst og flertydigt fænomen
• man forstår, at barndom kan opleves fra mange forskellige vinkler (man kan være i den, udenfor, osv.)
• man forstår, at barndom nok er et subjektivt fænomen, men også et kollektivt og samfundsmæssigt
• man forstår, at hvis børn synes forandrede i dag, så hænger det nok sammen med, at den barndomskontekst de vokser op i også er forandret,
• man forstår, at det billede man som voksen har af barndom, er et billede præget af hvordan tingene var (engang) men ikke nødvendigvis er (i dag).
   

II.

Barndom er et moderne fænomen. Barndommens historie og udvikling hænger sammen med det moderne samfunds historie og udvikling. I et samfund i permanent udvikling/afvikling, udvikles/afvikles barndommens betingelser også hele tiden. Det kan både barndomshistorikere og barndomssociologer berette om.

Der har godt nok været ”børn” til, siden menneskene levede i tæt samspil med naturen i jæger-samler-samfundet for flere tusind år siden. Men det er i høj grad spørgsmålet, om der dengang eksisterede ”barndom” og særlige forestillinger om børn. Barndom som et selvstændigt og særligt organiseret afsnit af samfundet eksisterede næppe. Og slet ikke sådan som vi oplever det i nutidens hyperkomplekse og differentierede modernitet.

Børn og barndom blev først udskilt fra det øvrige samfund og organiseret som et selvstændigt livsafsnit, da den samfundsmæssige arbejdsdeling og den teknologiske udvikling, bevirkede at der i samfundets øverste klasse ikke var behov for børnenes arbejdskraft. Der udviklede sig en særlig sensibilitet overfor børn, og med denne opstod muligheden for at se og forstå børn, som nogle særlige væsner forskellige fra voksne. Da denne sensibilitet, følsomhed, forståelse bredte sig videre til andre lag og klasser opstod muligheden for at organisere og indrette en særlige livsperiode et særligt livsafsnit; barndommen. Barndommen blev således i en vis forstand institutionaliseret omkring et børnesyn eller et børnebillede, hvor børn blev set og betragtet som ufærdige. Børn blev anskuet som væsner, der måtte civiliseres, kultiveres, dannes – og dermed opstod også opdragelsesvidenskaben, pædagogik, dannelsesteori, osv.

I det 21. århundrede tilbringer flere børn end nogensinde mere og mere tid i institutioner, indrettet særligt til dem, og gør det ud fra bestemte billeder og forestillinger om, hvad børn har brug for. Børns hverdagsliv leves altovervejende på en række arenaer indrettet til dem. Steder og institutioner til børn. Miljøer, der er overvågede, planlagte, kontrollerede, og som i stigende omfang evalueres, kvalitetssikres, risikominimeres, osv. Børn er som nævnt i stadig mindre grad i direkte kontakt med det liv, som findes udenfor institutionerne, og som de voksne lever. Meget tyder også på, at omverden i dag i stigende grad betragtes som risikofyldt, som farlig, som utryg – kort sagt en tendens i dagens samfund betragter ikke omverden udenfor børneinstitutioner som godt og velegnet sted for børn.

Måske er det derfor, at børn der færdes på egen hånd, og børn der selv bestemmer, hvor de vil være, hvad de vil lave, hvem de vil være sammen med – udgør i dag et klart mindretal blandt børn som sådan. Børn kender mest den øvrige verden fra de medieskabte billeder. Flere og flere børn synes eksempelvis ganske fremmede for naturen, det nære miljø og for det liv, der ligger udenfor institutionerne. Et par små eksempler, som måske rummer noget mere tankevækkende i sig end man umiddelbart skulle tro skal her nævnes. Michael på 4 år blev f.eks. ganske skrækslagen, da han var ude at gå tur med børnehaven nede ved søen, og en af svanerne steg op på bredden og vraltede hen mod børnene. Pædagogerne mente, det var fordi, han kommer fra et bymiljø, hvor man aldrig går tur, og at han derfor aldrig havde set så stor en fugl før. Flere af børnene i 1. klasse kendte kun mælkebøtten blandt de vilde blomster, som læreren viste frem på nogle plancher.

III.

Svaret på spørgsmålet, ”Er børn fremmede og uvidende om naturen, det nære miljø og det liv, der ikke knytter sig til børns institutioner?” - er ikke enkelt og entydigt.

På et overordnet og generaliserende plan kan man nok fastholde den tendens, der er indeholdt i spørgsmålet. Især hvis ”man” taler ud fra, hvordan barndommen var indrettet, og hvordan de fleste børn levede for 30-40-50 år siden. På et mere konkret og mindre generaliserende plan forholder det sig måske på en lidt anden måde.

Det er jo rigtigt, at børn tilbringer rigtig megen tid i institution og derhjemme, (og ”hjemme” betyder for de fleste et urbant, dvs. bymæssigt miljø), præget af voksne og hvad dertil hører; biler, regler, orden. Men går man lokalt til værks, er der alligevel en række forskelle på de kontekster børn dagligt færdes i og som indvirker på deres eksistentielle muligheder. Der er f.eks. forskel på at bo og færdes i midtbyen og i forstæderne. De skoler der findes midtbys har sjældent større gårde, udearealer og græsplæner. Mens det er undtagelsen for skoler, der ligger i forstæderne, hvis ikke de har større skolegårde, græsplæner og andre arealer, hvor det naturmæssige så småt har visse levebetingelser. Spørger man nogle piger i 2.klasse fra en skole i en forstadskommune, om hvad de bruger udearealerne til omkring skolen, kan de f.eks. svare at de samler på flotte blade fra de træer og buske, der findes på skolens område. Og nogle af drengene fra klassen kan berette, at de om efteråret samler nedfaldne kastanjer og smatter blommerne på ”blommestien”. Sådanne beretninger hører man ikke fra børn i brokvartererne.

Kigger man på udearealerne i forbindelse med børns fritidsinstitutioner, synes der også at være variationer, afhængig af hvor i urbaniteten de er placeret. Det synes således nemmere at finde eksempler på fritidsinstitutioner, med større og mere varierede udearealer i forstadskommunerne end inde i byen. At høre en pige berette om ”bjergene” på sin institution, nogle store jordbakker, der er gode at kravle op af og at skride på, er således ikke ganske umulig om end heller ikke typisk for børn der bor udenfor bykernerne. Mens en sådan eller andre tilsvarende beretninger ikke kendes i det materiale jeg har til rådig fra midtbys institutioner.

Sådanne eksempler kan indikere, at der er variationer i hovedtendensen. Imidlertid ændrer det ikke på tendensen: at nærmiljø og naturen i dette, synes at være stærkt begrænset, og at børn som sådan synes at have meget begrænset adgang til naturen.

Ikke desto mindre kan man være ret sikker på, at børn i langt de fleste kvarterer kender den natur der findes her. Prøv blot at spørge et barn på 8-9 år om de vil vise, hvilke dyr der findes i det område, hvor de bor og færdes. Så vil de straks udpege dér hvor den farlige hund bor. Eller dér hvor de ved, der er fuglereder. Eller bag de sten hvor der plejer at sidde en stor snegl med sneglehus.  Børn besidder ofte en større lokal og konkret viden end vi voksne er tilbøjelige til at tro. De bærer i reglen på flere lokale fortællinger om naturmæssige hold, end man umiddelbart skulle tro. Deres viden er måske ikke faglig korrekt. Den har mangler og er ufuldstændig på mange punkter. Men den er lokalt orienteret og konkret baseret på de erfaringer, de trods alt har gjort sig. Dette fortæller os så indirekte, at de fleste børn både er opmærksomme på og orienteret imod den sparsomme natur, som kendetegner ”den institutionaliserede barndom”.

Selvom barndommen er under voldsom forandring, og selvom det er nemt for os voksne, med det barndomsbillede vi selv ”sidder fast i”, at få øje på alt det i barndommen som for os voksne et nyt, (her tænkes ikke mindst på børns mange medier (jf. hvordan børns værelser er møbleret med tv, video, computere, cd-afspillere, gameboy, mobiltelefoner, osv.)), da er der også et aspekt ved barndommen, som er genkendeligt for mange voksne: de yngre børns nysgerrighed og interesse for ”den lille natur” i ”det nære miljø”.

IV.

Det sete afhænger af øjnene der ser, siger man. Barndommen og børns liv kan se forskelligt ud afhængig af hvem og hvordan man ser. Det er nødvendigt at ”kigge” i overordnede tendenser, for at kunne påpege det bekymrende og kritisable i tidens udvikling. Men skal man kigge efter muligheder og potentialer, er det nødvendigt med et mere differentieret blik. Et blik hvor man har øje for variationer og forskelle. Muligheden for at vende udviklingstendensen må tage afsæt i de sprækker og fragmenter, der kan lokaliseres. Udeskole har (generelt betragtet) ikke de mest gunstige vilkår. Men med afsæt i den upåagtede natur i det lokale, og med afsæt i den form for viden børn har om natur, kan man forsøge at gå mod strømmen.